Hej Mindhelper
Person på 19 (han/ham, tak)
Jeg hader mine forældre.
Jeg drømmer om at flytte væk, og aldrig have et forhold til dem. Igen.
Men jeg kan ikke klare mig selv endnu,
Som minimum mangler jeg at få min økonomi til at hænge sammen. Måske også lige lærer lidt flere voksens-liv ting? Jeg føler mig ikke helt trygt i den viden jeg allerede har, men jeg stoler heller ikke på min forældre…
Mine forældre har såret mig en del, og de er også grund til flere af mine traumaer.
(Desværre ikke seriøst nok til at jeg kunne blive anbragt, øv. :'(
Nogle gange ville jeg ønske at de bare havde slået mig eller noget andet seriøst, så jeg bare kunne komme væk fra dem og aldrig nogensinde skulle se dem igen.
Jeg føler mig… skyldig for at have det sådan her, men det er sandt. Jeg hader dem. Dybt. Og jeg er træt af at skulle gå at gemme på de her følelser for ”familie-fredens-skyld”. Jeg vil ikke være sammen med dem, jeg vil ikke se dem. Jeg ville bare ønske at de kunne forsvinde fra mit livet. Og at jeg kunne få nogle bedre voksne i mit liv, end dem.)
Tror du jeg ville kunne kontakte nogen på kommune som ville kunne hjælpe mig med at lærer de der voksenlivs-ting? Og at være selvstændig?
(19 år)
Kære du
Når jeg læser dit brev, så lyder det til du står i en situation, hvor det er rigtig svært at bo sammen med dine forældre. Derfor er det godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Kan du flytte hjemmefra alligevel?
Når man har det svært med sine forældre, kan det være rigtig svært at bo derhjemme. Ofte så går man op og ned af hinanden hele tiden, og det kan være svært at undgå dem.
Det kan være rigtig hårdt og drænende, hvis man er meget uenig med sine forældre eller uvenner med dem.
Derfor kan det nogle gange være en rigtig god ide at flytte hjemmefra. Du skriver selv, at du drømmer om at flytte væk, men ikke har de økonomiske midler eller evnerne til det endnu.
Dog lyder det til, at det ikke er særligt rart for dig at bo med dine forældre. Derfor vil jeg nu prøve at beskrive nogle af de muligheder der er for, at du måske kan flytte hjemmefra alligevel.
Sådan kan du få hjælp til økonomien: SU
Som du selv skriver, så er en af minimumskravene for at flytte hjemmefra, at man har råd til det.
Heldigvis er der nogle forskellige ting, som du kan gøre, hvis du godt kunne tænke dig at få så meget styr på din økonomi, at du kan flytte hjemmefra.
Nu ved jeg ikke, om du er studerende eller har et arbejde. Men hvis du går på et studie lige nu, har du faktisk krav på at modtage SU så længe du går på studiet.
Bor man hjemme, afhænger SU-beløbet af dine forældres indkomst. Bor du ude, så har du krav på at modtage 4.375 kr. (før skat) og 6.820 kr. (før skat), når du fylder 20 år. Begge beløb kan være en stor hjælp til at betale husleje og hjælpe dig med at have en fast økonomi.
Ved siden af din SU kan du, hvis du har overskud til det, tage et fritidsjob. Her må du tjene 13.530 kr. om måneden, hvis siden af din SU.
Sådan kan du få hjælp til økonomien: Hjælp fra kommunen
Hvis du ikke er studerende og kan få SU, kan du også søge hjælp fra kommunen. Hos kommunen kan du nemlig søge om økonomisk tilskud til en række udgifter.
Det kan fx være indskud til en lejlighed, midlertidig hjælp til betaling af husleje, medicin og tandlægebesøg, og meget mere.
Det er ikke nok hjælp til at betale alle dine udgifter. Men hvis du har et job eller studie hvor du modtager SU, kan det være en god hjælp til de ekstra udgifter, man ikke havde regnet med.
Du kan læse mere om det og søge hjælp til udgifter her på Borger.dk: Økonomisk tilskud fra kommunen.
Sådan kan du få hjælp til voksenlivs ting
Det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal lære af voksenlivs-ting, inden man flytter hjemmefra. Sådan tror jeg, at der er rigtig mange, der har det. Derfor er der heller ikke en liste over ting, som man skal lære inden man flytter hjemmefra.
Det der derfor ofte er det bedste at gøre er, at undersøge en masse på forhånd, prøve at snakke med nogen som allerede er flyttet hjemmefra og så prøve at springe ud i det.
Du kender måske det engelske udtryk “learning by doing”, altså vi lærer bedst ved at gøre ting. Det udtryk tror jeg er særligt gældende for at flytte hjemmefra. Der er mange voksenlivs-ting, man ikke lærer før man står i situationen, og selv skal finde ud af det.
Selvom det kan være enormt skræmmende og føles en smule utrygt, er det ofte de situationer, man lærer mest af. Det er nemlig lidt ligesom svømning: man lærer først rigtigt at svømme, når man kommer ud på dybt vand.
Kan du flytte sammen med nogen du kender?
Noget som kan være rigtig rart, når man flytter hjemmefra for første gang, er at man flytter sammen med nogle andre.
Det kan være sammen med en god ven eller veninde, nogle venner i et bofællesskab eller en helt masse mennesker i et kollektiv.
Lige meget hvad, er det rigtig rart at flytte sammen med andre. På den måde er man aldrig alene. Og hvis det også er deres første gang, at de bor ude, så kan I lære alle de voksenlivs-ting, I skal lære, sammen.
Så hvis du har mod på det, så prøv at søge på Facebook efter et kollektiv eller bofællesskab. Eller snak med dine venner, om der er nogle af dem som også kunne tænke sig at flytte hjemmefra.
Har du hørt om Børnetelefonen?
Her til sidst, vil jeg lige tippe dig om Børnetelefonen. Hos Børnetelefonen sidder der en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært.
Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man har det svært med sine forældre eller godt kunne tænke sig hjælp fra kommunen.
Børnetelefonen tilbyder også det som hedder en bisidder. En bisidder er en som er på dit hold og hjælper dig med at have kontakt med kommunen, så du får den hjælp du skal have.
Det er gratis og du kan ringe til dem døgnet rundt.
Det kan være rigtig ubehageligt at være uvenner med sine forældre og ikke gide at bo hjemme mere. Derfor håber jeg også, at der er nogle råd i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper