Hejsa.
Er det ulovligt for en forælder at kigge igennem sit barn over 18s telefon? Min venindes mor går igennem hendes telefon og læser hendes beskeder uden hendes tilladelse, selvom hun er 20 år gammel.
Vil bare lige høre hvordan reglerne er 🙂
(20 år)
Hej med dig
Tak, fordi du skriver herind og deler din bekymring for, om det din venindes mor har gang i er lovligt. Det siger noget om hvor god en ven, hun har i dig.
Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at vi ikke er eksperter i hvad lovgivningen siger om privatliv på telefonen. Derfor kan vi desværre ikke give råd til din specifikke situation, men derimod kun henvise til hvad der står i loven.
Hvad siger loven om privatliv på telefonen?
Ifølge loven om brevhemmelighed, må man ikke læse andres post og breve. Det gælder også digital post, som fx emails og beskeder på telefonen og computer. Samtidig har forældre dog også en pligt til at sørge for, at deres barn har det godt og ikke roder sig ud i problemer ifølge forældreansvarsloven.
Men da din veninde er over 18 år gammel er hun ifølge loven ikke et barn mere. Hun er myndig. Og når man er myndig, er det loven om brevhemmelighed der gælder.
Så det korte svar vil være: Nej, hendes mor må umiddelbart ikke gå hendes telefon igennem og læse hendes beskeder uden tilladelse.
Få mere information hos HØRT
Hvis du har lyst til at vide mere om børn og unges rettigheder, er du altid velkommen til at kontakte HØRT.
Hos dem sidder nogle enormt søde og dygtige professionelle rådgivere, som har en masse viden parat til dig om din venindes rettigheder. Det er 100% anonymt og du kan enten skrive til dem eller sende en talebesked.
Jeg håber, du blev klogere på reglerne omkring privatliv på telefonen og din venindes situation. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber I finder ud af det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper