Hej Mindhelper

så min mor er psykisk syg og vil have at jeg skal lyver overfor kommunen om et sort arbejde hun har for vi har ikke mange penge. jeg kan snart ikke holde til at bo ved hende mere. hun råber ad mig og er altid bange for at hun ender med at blive så sur på at hun vil slå mig. jeg kan ikke bo ved min far da han er på arbejde i 2 uger ad gangen. Jeg har tit tænkt på at begå selvmord men er får bange. men jeg vil bare gerne dø.

(Pige, 13 år)


Hej Pige på 13 år

Det lyder til, at det er rigtigt svært for dig, at bo hjemme hos din mor. Derfor er jeg simpelthen også så glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. For det er alt for svært, at skulle gå med helt alene.

Det lyder til, at det er rigtigt svært for din mor, at tage sig godt af dig i øjeblikket. Det er aldrig okay, at råbe eller slå sine børn og det er også ulovligt i Danmark. Og det er ikke din skyld eller dit ansvar, at din mor er syg, råber af dig eller ikke har så mange penge. Det er din mors og kommunes ansvar, at få styr på det. Derfor kunne det være en rigtig god idé, hvis din mor fik noget hjælp til at blive en bedre mor. For du skal selvfølgelig have lov til at være tryg og glad, mens du vokser op. Det er vigtigt at du ved, at der er hjælp at hente derude, når man står i en situation som din. Selvom ens forældre måske ikke kan hjælpe, så er der andre voksne som godt kan. Og jeg er næsten helt sikker på, at de rigtigt gerne vil hjælpe dig og din mor. Jeg skal nok forklare mere om det, lidt længere nede i brevet.

Selvmordstankerne

Det kan være mega skræmmende, hvis man oplever selvmordstanker. Men selvmordstanker er egentligt ret normale. De kan komme, hvis man er et sted i sit liv, hvor man føler sig helt trængt op i en krog og ikke ved, hvad man skal gøre. Så kan selvmordstankerne komme, fordi man ikke kan se en anden løsning ud af sine problemer end at forsvinde. Så er det slet ikke livet man vil ud af, men sine problemer man bare ikke kan overskue. Jeg tænker, at det er måske er det, som sker for dig? Men det er andre løsninger og hjælp at finde. Og der er rigtigt mange unge, som har haft det ligesom dig, som ender med at slippe af med selvmordstankerne og lever super gode og glade liv. Og det kan også sagtens ske for dig, selvom det måske er super svært lige nu. Men det er rigtigt vigtigt, at du får snakket med nogle om selvmordstankerne, så du kan få hjælp og støtte, så de ikke vokser sig større.

Du kan læse mere om selvmordstanker her og hvis det kan give dig lidt håb, så kan også prøve at læse Claras historie. Hun har nemlig oplevet nogle ting, som lidt minder om dem du fortæller og selvom det var rigtigt svært, så fik hun hjælp og har det rigtigt godt idag.

Her kan du få hjælp

Som jeg nævnte tidligere, så er det vigtigt, at du får hjælp til håndtere dine problemer. For de er alt for store til, at du kan klare dem helt alene. Det er nogle voksne, som skal tage over og tage ansvaret for, at du får det rigtigt godt. Og det kan kommunen eksempelvis hjælpe med.

Snak med kommunen

Det lyder til, at dig og din mor allerede snakker med kommunen. Hvis det er rigtigt, så kunne det være en rigtig god idé, hvis du fortalte dem, hvordan du har det og hvad der sker hjemme hos jer. For så kan de hjælpe dig, så du ikke behøver være bange længere. Og de kan hjælpe din mor med at blive en bedre mor. Hvis man har brug for det, så kan kommunen i nogle tilfælde også godt hjælpe en med at finde et andet sted at bo, hvis man ikke længere føler sig tryg derhjemme. Hvis det ikke giver mening at snakke med dem, som i allerede er i kontakt med, så kan du også trykke på det link her. Der kan du taste dit postnummer ind og så skulle der gerne komme nogle kontaktinformationer frem til din kommune, som man kan ringe til. Det hedder tit åben, anonym rådgivning, men det kan være lidt forskelligt fra kommune til kommune. Det er typisk det øverste link der kommer frem, når du taster dit postnummer ind.

Du kan ringe til Børnetelefonen, hvis du godt kunne tænke dig, at der var en voksen, som tog med dig ind til kommunen. Så kan man få det som hedder en bisidder, som er en voksen, som kan komme med og støtte en, hvis man skal snakke med kommunen. De er super søde inde på børnetelefonen og du må altid ringe, skrive eller chatte med dem. De kan også hjælpe dig med at komme i kontakt med kommunen, hvis du synes det er rarest.

Snak med din lærer eller en anden voksen

Hvis du synes det er svært at snakke med kommunen, så kan du også prøve at fortælle en anden voksen om, hvad der sker hjemme hos dig. Det kunne eksempelvis være en lærer, rektor eller sundhedsplejerske på din skole. Det er sådan, at hvis man fortæller en på skolen, at man har det svært derhjemme, så skal skolen reagere og hjælpe en. Og det kan være en rigtig rar måde at få hjælp på, fordi man kan snakke med sin yndlingslærer eller en anden voksen, som man er tryg ved. Måske er der en lærer du bedst kan lide, som du kunne snakke med. Du kan læse mere om, at få hjælp på sin skole her.

Hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige, når du skal bede om hjælp, så kan jeg prøve at skrive et forslag til dig. Det kunne være “Hej, jeg har brug for, at du hjælper mig nu. Der sker nogle ting hjemme hos mig, som gør mig bange og jeg har ikke lyst til at være der længere. Kan vi snakke sammen alene?”. Hvis du siger det, så er jeg næsten helt sikker på, at de voksne nok skal reagere. Og så er det vigtigt, at du fortæller dem de samme ting, som du har fortalt mig her på brevkassen.

Kan du snakke med far?

Jeg kommer også til at tænke på om din far ved, hvordan det er hjemme hos mor? Du skriver han arbejder ude flere uger af gangen og derfor bor du hos din mor. Men hvis du er tryg ved at snakke med far og tænker at det kunne være rart, så kunne det måske være en god idé? Hvis ikke du har lyst til at tale med din far, så er det selvfølgelig også okay. Det er bare rigtigt vigtigt, at du snakker med en anden voksen også.

Tag fat i Livslinien

Når man oplever selvmordstanker, så er det rigtigt vigtigt, at man får hjælp til dem og snakket om dem. Det kan du få ved at ringe eller skrive til Livslinien. Livslinien er en forening, som hjælper mennesker, der har selvmordstanker. Og de er fuldstændigt vant til at snakke med unge også. De er super søde og rigtigt dygtige. Du må altid kontakte Livslinien, også hvis du ikke har selvmordstanker på det tidspunkt. Så skal de nok lytte, hjælpe og snakke med dig. Ring hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Selvom det er rigtigt svært lige nu, så er der voksne som kan hjælpe dig. Derfor er det også bare så super sejt, at du har skrevet herind og fortalt os om det. For det er et rigtigt godt første skridt i den rigtige retning. Nu er det bare super vigtigt, at du får snakket med en anden voksen om, hvad der sker, så de kan tage over og tage ansvaret for, at du får den hjælp, som du har brug for.

Jeg håber at mine råd har kunne hjælpe dig og krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt. Jeg hepper på dig.

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper