Jeg har nogle gange oplevet at få angstanfald. Men det sker oftest, når jeg har været i nærheden af nogle, jeg er tryg ved. Er det mon et råb om hjælp?
Hej,
Jeg har noget tid undret mig over noget, så jeg tænkte at jeg lige ville spørge her.
Kan angstanfald være et “råb om hjælp”. Jeg får nogle gange selv angstanfald, og har lagt mærke til, at det oftest sker når der er nogen tilstede, som jeg stoler på. Det kan f.eks. være en af mine yndinglærere (går i gymnasiet). De har aldrig opdaget noget, da jeg altid går ud fra timen, men kan det stadig være en forklaring på hvorfor de opstår i lige præcis de situationer? Jeg vil rigtigt gerne have hjælp til mine problemer, men ved ikke helt hvordan jeg skal få det, så måske det er min underbevisthed (eller sådan noget), som prøver at hjælpe mig.
Håber I kan hjælpe mig med mit spørgsmål
(Pige, 16 år)
Kære 16-årige pige
Jeg er rigtig glad for, at du har valgt at skrive herind og få spurgt om det, du har tænkt på i noget tid. Jeg synes, det er nogle gode tanker, du har gjort dig. Og jeg vil meget gerne forsøge at hjælpe dig lidt videre.
Store ændringer kan starte ting indeni
Du skriver, at du har fået nogle angstanfald. Jeg kommer til at tænke på, hvornår de anfald begyndte? Det kan måske være, at du har oplevet ændringer i dit liv, eller der er sket noget omkring den tid? Større ændringer, som fx at starte på ny skole, skifte skole, få nye venner eller miste venner, kan godt sætte gang i ting indeni os. Og det er helt okay. Så det er en god idé lige at få tænkt det igennem, hvis du har en anelse om det.
Læg mærke til mønstre ved anfaldene
Du nævner i dit brev, at du oftest får anfaldene i nærheden af folk, du er tryg ved. Jeg tænker på, om du mon har lagt mærke til andre mønstre også? Det kan fx være, når der generelt er mange mennesker omkring dig, eller når du ikke føler, du kan komme ud af en situation. Prøv at lægge mærke til det. Det kan give utrolig vigtig information i forhold til at lære dine angstanfald at kende.
Næppe et råb om hjælp, men…
Dit spørgsmål går på, om dine angstanfald kan være et råb om hjælp. Det tror jeg næppe, at det er. Når vi mennesker oplever angst, er det, fordi hovedet har opfanget noget, der for den virker faretruende. Og så starter den øverste etage en hel masse kropslige mekanismer, der gør os i stand til enten at kæmpe eller flygte i sådan en faretruende situation.
Og i nogle tilfælde laver hovedet en overdrivelse af, hvor farlig situationen er. Men dermed ikke sagt, at vi bare skal ignorere det. Det er rigtig godt, at du har tænkt over dine anfald og har reageret på dem. For kun på den måde kan vi blive klogere på dem og mindske anfaldene.
Jeg er dog lidt nysgerrig på, hvorfor du tænker, at det kunne være et råb om hjælp? Du skriver, at du har nogle problemer, du gerne vil have hjælp til. Har det noget at gøre med det?
Snak med dine forældre eller en på skolen
I forhold til at få hjælp til dine problemer kan jeg godt forstå, at det kan virke uoverskueligt, hvordan man lige kan få det. Men mit bedste råd er at starte med at snakke med dine forældre. Eller en anden voksen Måske en på din skole? Fx en af dine yndlingslærere, en studievejleder eller psykologen på gymnasiet.
Det kan faktisk ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at du snakker med nogen. Det er det første skridt til at kunne få hjælp til dine problemer. Fortæl dem, hvad du oplever. På den måde kan du få luft for alt det, du går og bokser med. Og for det andet kan de bedre hjælpe dig, hvis de ved, hvordan du går og har det. Det var bare to ud af flere grunde til at dele problemer med andre.
Jeg håber, at du får hjælp til dine problemer, og at dine angstanfald bliver mindre.
De bedste hilsner fra Mindhelper
