Hej
Jeg har generaliseret angst. Lige nu er det angst i forbindelse med sociale sammenhænge, der fylder mest. Jeg er irriteret på mig selv over, at jeg ikke snakker med flere end jeg gør, men jeg føler, at det bliver unaturligt, hvis jeg bare går hen til nye. Jeg går på et kostgymnasie, så der er mennesker omkring mig hele tiden. Jeg føler, at jeg skal præstere hver gang, at jeg er sammen med nogle, at jeg skal være i godt humør og være sjov. Hvis jeg ikke opfører mig på en bestemt måde, som jeg har udtænkt i mit hoved, så bliver jeg nedtrykt og dunker mig selv i hovedet. Jeg oplever tit et nederlag efter at have været sammen med nogle, hvis jeg ikke føler, at jeg har været sjov eller glad nok. Det er vildt drænende, og jeg føler, at jeg ikke kan finde ud af at snakke med folk, at jeg ikke har evnerne til at være social. Derudover har jeg en tendens til at fokusere på, hvordan andre interagerer med hinanden og på hvordan deres relation er, og glemmer at fokusere på mine egne relationer. Jeg er nogle gange ikke tilstede i mine egne samtaler, men sidder og observerer andres samtaler, og bliver nogle gange jaloux, hvis jeg ser en pige få min kæreste til at smile og grine…
(19 år)
Kære Du
Det kan være hårdt og frustrerende, at have angst i sociale sammenhænge. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt, om det.
Det sociale
Du skriver, at du føler at du ikke kan snakke med folk og ikke har evneren til at være social. Det kan være rigtig frustrerende at have det sådan. Vi mennesker er nemlig flokdyr, og derfor betyder det sociale ret meget, for de fleste. Vi vil gerne føle, at vi er en del af gruppen, og at vi kan snakke med de andre. Dengang vi levede i urtiden var det nemlig helt vildt vigtigt. For hvis man ikke var en del af gruppen, skulle man f.eks. kæmpe mod vilde dyr alene.
Derfor er det også helt normalt, at være opmærksom på, hvordan man klare det sociale. Men tit er vi vores egne hårdeste kritikere. Derfor sætter vi også, nogle ret høje krav til os selv i sociale situationer. Og hvis vi f.eks. ikke ved, hvad vi skal sige, eller hvem vi skal gå op og tale med – så kan vi komme til at slå os selv oven i hovedet med det.
Udfordre de negative tanker
Men at være usikker i sociale sammenhænge er noget, som de fleste er en gang imellem. Og det er helt okay, at man ikke kan være sjov og mega på hele tiden.
Derfor er det også en god ide, at udfordre de selvkritiske tanker. Det kan du læse meget mere om i artiklen Sådan udfordre du negative tanker om dig selv. Måske er der noget i den, som kan hjælpe?
Sammenligning
Du skriver også at du har en tendens til at fokusere på, hvordan andre interagere med hinanden. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du sammenligner dig, med de andre?
Det er helt normalt, at sammenligne sig med andre. Men det kan godt være med til at puste til ens usikkerhed. Tit sammenligner vi nemlig det bedste fra de andre, med det værste fra os selv. Derfor kan jalousien også godt dukke op. For “Se hvor mega fedt de har det sammen lige nu, mens jeg bare sidder her” eller “Hvorfor griner han af det hun siger? Synes han mon, hun er sjovere end mig?”
Hvad kan du gøre
Men man kan arbejde på, ikke at sammenligne sig nær så meget med andre. Og det kan være med til, at gøre en mindre usikker.
Noget du kan prøve er, at fokusere din opmærksomhed på den situation du er i, i stedet for at fokusere på det, de andre laver. På den måde kan du prøve at undgå, at sammenligne dig helt så meget. Det er lettere sagt end gjort. Og det er helt naturligt, hvis det ikke lykkedes hver gang. Men prøv på en omsorgsfuld måde at vende opmærksomheden tilbage til situationen du er i, når du opdager, at du kommer til at fokusere på de andre.
Du kan også prøve at kigge på denne her artikel om smalltalk, hvis du vil have lidt fif til ting, man kan tale om. Og måske er der også er noget i artiklen om selvværd, som kunne være rart for dig at kigge på. Et godt selvværd kan nemlig også hjælpe en til, ikke at sammenligne sig med andre.
Tal om det
Når man går og bøvler med nogle ting, er det bedste man kan gøre, at dele det med andre. Så hvis du ikke allerede gør det, så er mit bedste råd, at fortælle en du er tryg ved, om dine tanker. Det kan f.eks. være din kæreste, en ven, en lærer fra skolen, eller en helt fjerde.
Hjælp til angsten
Jeg kommer også til at tænke på, om du får hjælp til den generaliserede angst? Hvis du gør, kan det være en god ide, at tale med din behandler om, hvordan du har det i sociale sammenhænge. For så kan din behandler måske også komme med nogle råd til, hvad du kan gøre, når angsten dukker op.
Hvis ikke du er i behandling, kan du tage et smut op til din læge. Lægen kan nemlig tale med dig om, der kunne være noget hjælp, som ville være godt at få. Du kan spørge en fra skolen, din kæreste, eller en helt tredje, om de vil tage med. Det kan sommetider være rart.
Angsttelefonen
Du kan også altid ringe ind til Angsttelefonen. Hos Angsttelefonen ved de en masse om angst, og hvordan det kan påvirke en. Så de kan være rigtig gode at tale med, når man kæmper med generaliseret angst.
Det er hårdt at bøvle med angst i sociale sammenhænge. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse god tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper