Hvordan ser man forskel på panik angst og social angst?

Det lyder til, at der er en del tanker omkring din angst, der fylder for tiden. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Til at starte med vil jeg lige undskylde, at dit svar er blevet forsinket. Det er teknikken, der har drillet, så dit svar ikke er blevet udgivet, selvom det var skrevet færdigt. 

Og så vil jeg også gøre dig opmærksom på, at jeg har set din tilføjelse også. Men jeg har valgt at samle dit svar i et. Det håber jeg er okay.

De ligner hinanden

Din psykolog nævnte, at hun havde lagt mærke til, at det mest er i sociale sammenhænge, at du får dine angstanfald. Og det lyder som om, det har sat nogle tanker i gang hos dig omkring, hvad det egentligt er for en type angst, som du går og kæmper med. Er det rigtigt forstået? Det giver rigtigt god mening, for det er ikke altid, at det er lige nemt at skille de forskellige former fra hinanden. Mange af de kropslige fornemmelser som angst giver, kan man nemlig opleve ved de fleste typer af angst. Og man kan for eksempel sagtens opleve at få et angstanfald, selvom man har social angst og ikke panikangst.

Men der er alligevel også nogle punkter, hvor social angst og panikangst adskiller sig fra hinanden. Hvis man lider af panikangst, så vil den angst, der fylder mellem angstanfaldene eksempelvis være angsten for angsten. Altså angsten for at få et nyt angstanfald som du beskriver, at du har oplevet. Hvor angsten ved social angst mest vil handle om det sociale i situationen. Det kan for eksempel være bekymringer som, om de andre nu lagde mærke til, at man havde det dårligt og trak vejret hurtigt. Og det kan være, at man får ondt i maven, fordi man er bange for, hvad andre tænker om de ting, som man har gjort og sagt. 

Hvis du har lyst, så kan du læse vores artikel om angst. Der står nemlig noget mere om de forskellige typer af angst også. Så måske det også kan hjælpe dig til at blive lidt klogere. 

Snak med din psykolog 

Din psykolog er nok den, der allerbedst kan hjælpe dig med at finde ud af, om det er social angst eller panikangst, du kæmper med. Eller om det måske er en kombi. Det er nemlig også sådan, at den ene form for angst ikke behøver at udelukke den anden. Og din psykolog er den, der har bedst mulighed for at snakke frem og tilbage med dig om, hvad din angst handler om. Derfor er det også meget nemmere for hende at spore sig ind på, hvad den handler om. Så jeg synes, at du skal prøve at snakke med din psykolog om, at du har tænkt over siden sidst, hvad forskellen på social – og panikangst egentligt er. 

Det er ikke sikkert, folk tænker mere over det

Du skriver, at du ved, at folk kigger, når dine tics kommer. Og det er det, du er bekymret for, når du er sammen med andre. Det er aldrig rart at have fornemmelsen af, at andre kigger på en. Og det kan godt gøre, at man kan blive bekymret for, om de mon tænker negative ting om en. Er det mon også sådan for dig?

Men det er slet ikke sikkert, at folk tænker negative ting om en, selvom de måske kigger. Vi mennesker er nemlig lavet til at være opmærksomme på vores omgivelser. Så hvis vi ser en bevægelse eller hører en lyd, så vender vi tit vores opmærksomhed mod det for at finde ud af, hvad det er. Men når vi så har fundet ud af, hvad eller hvem der lavede lyden eller bevægelsen, så går vi tilbage til det, som vi var i gang med inden uden at tænke mere over det. 

Og hvis der skulle være nogle få, der tænker noget negativt. Så tænker jeg, at det siger mere om dem, end det siger om dig. For dine tics er helt okay, og det er ikke noget, som du kan gøre for. Så hvis de dømmer dig på det, er de måske ikke værd at bruge tid eller energi på i første omgang? 

Snak med nogen   

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogen omkring dig om de ting, som du skriver i dit brev? Det kunne for eksempel være dine forældre eller dine gode venner. Hvis ikke du har det, så synes jeg, at du skal prøve at gøre det. For det kan være rigtigt rart at snakke med nogen om det, når man har nogle tanker og bekymringer, der fylder meget. 

Samtidigt kan det også være, det kan berolige dine tanker om, hvad andre mon tænker. For tit finder man ud af, at andre ikke lægger så meget mærke til eksempelvis ens tics, som man selv tænker, når man snakker med dem. Vi mennesker har det nemlig med at lægge meget mere mærke til de sider ved os selv, som vi er usikre på, end folk omkring os gør. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har givet dig lidt svar på dit spørgsmål. Og så håber jeg din psykolog kan hjælpe dig med at gøre dig klogere på, hvad det er for en angst, du kæmper med.