De fleste mennesker er kodet til at trøste dem, vi holder af, når de har det svært. Men at drage omsorg for os selv kan være svært. Få et godt trick her.
‘Jeg ved, du gjorde dit bedste.’
‘Hey, det skal nok gå det hele. Jeg er lige her til at give dig et knus, hvis du trænger til det.’
‘Uanset hvad synes jeg, du er modig og klog.’
Det er som regel ikke ret svært at finde på noget at sige, hvis du gerne vil trøste din ven, som har det svært eller er ramt af modgang.
Ja, faktisk kommer det ofte helt intuitivt til de fleste af os at drage omsorg med søde og støttende ord, hvis vores venner eller familiemedlemmer har bokset lidt med livet. Måske har din gode ven dumpet en eksamen, måske kom din søster ikke ind på sin drømmeuddannelse eller måske er en, du holder af, blevet skrottet af kæresten.
Din indre kritiker
Selvom vi ikke kan få modgangen til at forsvinde helt, kan vi med omsorgsfulde ord støtte, trøste og opmuntre vores venner, så livet ikke føles så hårdt.
Men det er altså lidt en anden snak, når det gælder os selv. Så er kritik og hårde ord faktisk vores go-to, og det er hverken særlig rart eller lindrende.
Det kan du læse mere om i vores artikel om negative tanker.
Heldigvis kan du selv bestemme, hvilken stemme din indre kritiker skal tale med.
Du kan nemlig øve dig i at berolige og trøste dig selv, når du har det svært, og lære dig selv at se den trælse situation i et større perspektiv.
Det får du hjælp til lige her.
Gode trøstesætninger
Det kan virke lidt fjollet at skulle tale pænt til sig selv, og måske tænker du: ‘Hvad siger man egentlig?’.
For at gøre det lidt lettere for dig har vi samlet en liste med sætninger, der er gode at have i baghånden, når du pludselig står i en bøvlet situation, og den indre stemme igen, igen, igen rabler derudaf med hånlige ord og protester som:
‘Dit uduelige skvat, hvorfor tuder du over det?’ Eller ‘din uambitiøse slendrian, så tag dig dog sammen’.
Skim listen igennem, og pluk løs. Du må også meget gerne lave dine egne sætninger
- Alle begår fejl. Det er en del af det at være menneske.
- Livet er hårdt for mig lige nu, men jeg er ikke den eneste, der kæmper.
- Hold ud. Det skal nok gå. Det bliver lettere med tiden.
- Husk, at jeg også har gode egenskaber og gør en masse godt. For eksempel [indsæt selv].
- Det er ok, at jeg har det, som jeg har det.
- Jeg gør det bedste, jeg kan.
- Ligesom alle andre fortjener jeg varme, venlighed og kærlighed.
- Jeg er langt fra den eneste, der har det svært i det her øjeblik. Modgang er en uundgåelig af livet.
- Jeg vil prøve at behandle mig selv som en god ven. Hvad ville jeg sige til min ven, hvis han eller hun stod i den her situation?
- Ja, jeg begik en fejl. Men det gør alle indimellem.
- Det er okay at have dårlige dage – de er en del af livet, og de er også forbi på et tidspunkt.
- Jeg er god nok, som jeg er.
- Selvom det lige nu føles som en katastrofe, så er det faktisk ikke så slemt, hvis man ser det lidt udefra.
- Jeg er værdifuld, lige præcis fordi jeg er den, jeg er.
Ud over at du med disse sætninger lærer at drage lidt omsorg for dig selv, er de faktisk også med til at banke en rigtig vigtig pointe ind i hovedet på dig:
Du er ikke alene.
At samtlige mennesker på her jorden har dårlige dage, begår fejl og føler sig værdiløse. Faktisk er vi alle i samme båd. Det glemmer vi bare snildt, når vi ramler ind i trælse situationer.
Husk på at det kræver både lidt tid og tålmodighed at fodre din indre kritiker med nye ord og sætninger. Men måske det bliver nemmere at finde lidt mere støttende og opmuntrende ord frem, næste gang du møder modstand.