Da Sarah var otte år, blev hendes forældre skilt. Hendes mor flyttede til England, hvor hun er fra, og Sarah og hendes bror blev boende hos deres far i Danmark.

”Min mor ville gerne have haft os med, men det ville min far ikke give hende lov til. Også selvom det var det, vi egentlig helst ville,” husker Sarah.

Sarahs far fandt hurtigt en ny kone fra Ukraine, som sammen med sin datter flyttede ind. Men Sarah kunne ikke enes med sin nye stedmor.

”Hun var virkelig ”den onde stedmor”, og hun behandlede ikke min bror og mig pænt,” fortæller Sarah.

brorsøster

 

Forskelsbehandling

Sarahs far har altid arbejdet og rejst meget, så Sarah og hendes bror var meget alene med deres stedmor og hendes datter.

”Hun var forfærdelig at bo med. Hun passede ikke på min bror og mig. Hun gav os aldrig madpakker med, og min stedsøster spiste det mad, der var i huset. Jeg var virkelig tynd,” husker Sarah.

Hun oplevede forskelsbehandling på flere måder.

”Min bror og jeg måtte for eksempel ikke drikke af den samme vandflaske som min far, stedmor og stedsøster, hvis vi var på ferie. Vi skulle enten have vores egen flaske eller drikke af glas. Det var ting som dette, der gjorde, at min bror og jeg fik mindre og mindre selvtillid, hvilket især gik ud over vores skole.”

Praktiske ting som shampoo og tøj skulle Sarah selv købe. Derfor var det også altid helt fantastisk for Sarah at besøge sin mor i England.

Childs hands counting coins on wooden table top

”Det var bare så dejligt. Der manglede aldrig noget. Der var shampoo på badeværelset og mad i køleskabet, og der var der ingen forskelsbehandling. Jeg følte mig altid hjemme.”

Fik en depression

I mange år tiggede og bad Sarah om at få lov til at flytte over til sin mor i England, men hendes far stod fast: Han havde forældremyndigheden. Til gengæld måtte hun bo der i tre måneder i både 7. og 8. klasse.

”Jeg fik det meget bedre. Pludselig var jeg glad, og jeg fik min selvtillid tilbage. Jeg udviklede mig også fagligt. Det var sjovt at komme i skole, fordi jeg følte, at jeg duede til noget. Jeg fik mod til at gå på gymnasiet,” smiler Sarah.

Men hjemme blev det ikke bedre. Sarahs far og stedmor blev skilt, men forholdet mellem Sarah og hendes far var ikke godt.

”Jeg var skuffet over min far. Jeg følte, at ægteskabet altid var blevet prioriteret før min bror og jeg.”

Sarah valgte derfor i 2.g at flytte hjemmefra. Hun blev boende i nærheden af sin far, så hun kunne fortsætte på gymnasiet. Men selv det var ikke nok til, at hun fik det bedre.

”Jeg fik konstateret en depression i starten af 3.g og blev tilbudt psykologhjælp, som jeg tog imod. Det hjalp bare ikke. Jeg fik det aldrig rigtigt bedre, selvom jeg kom hos psykologen flere gange,” fortæller Sarah og fortsætter:

”Jeg følte mig meget ensom, selvom jeg egentlig havde nogle gode veninder. Jeg gik meget i byen for at komme væk fra ensomheden. Jeg var konstant bagud med lektier og afleveringer, og mit fravær var skyhøjt. I hverdagen havde jeg ikke lyst til at stå op. Heldigvis havde jeg mine veninder, der hjalp mig meget. Uden dem var jeg ikke kommet igennem 3.g.”

veninder

En ny start

Det var først efter gymnasiet, Sarah for alvor fik det bedre og slap af med sin depression. Hun flyttede væk fra byen og fik den nye start, hun havde brug for.

”Jeg startede på universitet, fik en masse nye venner og kunne bare være mig selv uden at tænke på min fortid. Det var min verden, og jeg skulle ikke længere tilpasse mig andres. Jeg har det simpelthen så godt i dag. Mit selvværd er meget højere, og jeg er glad igen. Det er så befriende,” fortæller en glad Sarah og fortsætter.

”Jeg har selvfølgelig stadig dårlige dage, hvor jeg er trist, men så ringer jeg til min mor, og vi snakker om det. Hun ved altid, hvordan hun skal hjælpe mig.”

Sarahs bedste råd til andre er da også at tale om det og prøve at acceptere, at man har det psykisk dårligt. Det er vigtigt at huske, at det tager tid og mange små skridt. Og det er helt okay.

”Min danske familie talte aldrig om, at jeg havde det dårligt, og det var en stor fejl. Det hjælper at tale om det. Ikke fra den ene dag til den anden, men det letter enormt meget at få det ud, så man ikke går med det selv.”

”Psykolog hjalp personligt ikke mig, da det handlede meget om, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. Min psykolog ville meget gerne have, at jeg skulle få et bedre forhold til min far med det samme, men det var jeg ikke klar til,” fortæller Sarah og fortsætter:

”Jeg skulle selv være klar til at få et godt forhold til min far og få det godt igen. Ingen psykolog kunne have hjulpet mig på det tidspunkt. Først da jeg var klar til at få det bedre, kunne en psykolog hjælpe mig.”

Fakta om Sarah:

  • Er 21 år og læser historie på universitet.
  • Hendes mor, der bor i England, har støttet og hjulpet hende gennem alle årene.
  • Sarah har i dag et fint forhold til sin far.
  • Faren er gift med en ny kvinde, som Sarah har det godt med.
  • I sin fritid er Sarah frivillig lektiehjælper hos Dansk Flygtningehjælp, og så arbejder hun på en karaokebar.
Interview: fakta om anonym deltager

Læs også: