Hej. Jeg har som sådan ikke et spørgsmål men jeg tror bare, jeg har brug for at fortælle nogen om det jeg har i hovedet.

Jeg vil gerne dø. Jeg er ikke bange.

Men jeg kan simpelthen ikke forlade min familie og mine venner. Det kommer til at gøre så ondt på dem.

Det er så fucking(undskyld mit sprog) frustrerende at jeg ikke er ligeglad nok til at kunne gøre det endu.

Jeg har et virkelig stort forbrug af hash og alkohol. Jeg ryger flere joints om dagen (7-12)
Og jeg drikker 4 gange om ugen ca.

Jeg hader det hele. Alt går i ring, og jeg kan virkelig ikke se nogen ende på det her helvede.

Men det værste ved det hele er, at jeg ved at jeg oprigtigt ikke har kræfter nok til at komme igennem den kamp jeg skal igennem for at få det bedre.

Lige nu føler jeg ikke der er noget eller, der kan gøre at det er mere værd at blive end at dø. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, fordi jeg hader åbenbart alle mennesker. Jeg bliver så drænet når jeg er sammen med dem og så er jeg bare sur hele tiden.

Jeg ved ikke hvad der sker, jeg kan ikke stoppe det.

(Pige, 19 år)


Kæreste dig,

Det skærer i mit hjerte at læse dit brev. Jeg ville ønske at jeg kunne fjerne alt den smerte fra dig, så du ikke skal bære på en byrde så tung.  

Men jeg er også virkelig taknemmelig for, at du har valgt at skrive til os og dele dine tanker og din situation. Det kræver mega meget mod.  

Og selvom det ikke føles sådan, så skal du vide, at det er første skridt på vejen mod at få det bedre. Og det skridt er jeg utroligt glad for, at du har valgt at tage <3  

Når livet føles som en lang kamp 

Jeg kan virkelig godt forstå, at du føler en kæmpe frustration over, at livet skal føles så svært, som det gør for dig lige nu.  

Det fortjener du ikke at føle. Og jeg kan godt forstå, at du er helt vildt rådvild omkring, hvad du skal gøre.  

Men du skal vide, at jeg er utroligt glad for, at du stadig er her på jorden med os. For du lyder som et virkelig næstekærligt menneske. Og det har verden brug for: verden har brug for dig <3 

Selvom du lige nu ikke har lyst til at være her, så synes jeg det viser så meget styrke, at du vælger at blive for din familie og dine venner. For jeg er sikker på, at de elsker dig og er taknemlige for dig! 

Der er hjælp at få 

Selvom du lige nu er i et mørke, som du ikke ved, hvordan du skal komme ud af, så skal du vide, at du ikke skal klare det alene.  

For der findes rigtig mange mennesker, som vil hjælpe dig med at få det bedre. Og du skal vide, at det er muligt.  

Så det er rigtig vigtigt, at du får fortalt nogen, at du har det på den her måde. For du skal ikke bære den byrde alene.  

Sig det højt til din familie og dine venner 

Jeg er glad for at læse, at du har venner og familie, som elsker dig. Og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at de vil gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe dig, så du kan få det bedre.  

Men det begynder med, at du får fortalt dem, hvad du går og bærer alene. Og jeg kan godt forstå, at det kan være abnormt svært og helt vildt grænseoverskridende.  

Men du kan prøve at vende den om. Hvad ville du gøre og sige, hvis din veninde fortalte, at hun ikke ønskede at være her mere? Jeg er sikker på, at du ville gøre, hvad du kunne, for at hjælpe hende, så hun kunne få det bedre.  

Du kan for eksempel vise dem det, du har skrevet til os her. For her er du virkelig ærlig omkring, hvordan du har det. Og hvis det ikke føles helt rigtigt, så kan du også prøve at skrive det ned, som du gerne vil fortælle dem.  

Nogle gange er det nemmere enten at vise folk noget man har skrevet, eller læse det op.  

Tag til lægen  

Det næste vigtige skridt er at komme til lægen.  

For din læge kan nemlig hjælpe dig med, hvordan du får den rigtige hjælp. Lægen kan hjælpe dig med at finde ud af, hvilken behandling eller tilbud der er i din kommune. Og så kan det bare føles helt vildt rart at få sagt det højt til et menneske, som faktisk kan hjælpe en videre. 

Og lige nu lyder det også til, at du har et stort forbrug af hash og alkohol. Det kan din læge også hjælpe dig med.  

Igen kan du fx skrive det ned, som du gerne vil sige til lægen, inden du tager derhen. Men det kan også være en rigtig god ide at tage en du stoler på med.  

Så kan de fx vente på dig udenfor lægens kontor, eller sidde med dig derinde, hvis du har brug for det.  

Der er ingen skam i at bede om hjælp 

Når man har det virkelig virkelig svært, og ikke har lyst til at være her mere, så kan man let komme til at føle, at intet kan hjælpe én, og at man ikke vil sige det højt til nogen. Det ved jeg ikke, om du kan genkende? 

Men du skal vide, at du kan få det bedre, og vi er mange, som rigtig gerne vil hjælpe dig.  

Jeg kan ikke gøre mere, end at sende dig mit svar her. Men jeg håber inderligt, at det kan hjælpe dig på vej mod at få det bedre. For du fortjener at leve et liv, hvor du er glad og har det godt.  

Og derfor håber jeg, at du vil fortælle dem omkring dig, hvad du går igennem. 

Og husk, du kan altid ringe til Livslinien på 70 201 201. De er vant til at snakke om livet, især når det hele føles tomt og sort. Deres rådgivere er utroligt søde og vil altid lytte, uanset hvad du sidder med.  

Jeg sender dig de allerbedste tanker, og så håber jeg, at du får den hjælp, som du har brug for.  

Hvis du er i krise eller har selvmordstanker 

Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, så er det vigtigt, at du får hjælp. Du kan ringe til Livslinien på 70 201 201 – Eller chatte med en rådgiver via www.livslinien.dk  

Du kan også altid kontakte din egen læge inden for lægens åbningstid eller ring til lægevagten: 

  • Region Hovedstaden: 1813 
  • Region Sjælland: 1818 
  • Region Midtjylland: 7011 3131 
  • Region Nordjylland: 7015 0300 
  • Region Syddanmark: 7011 0707 

Hvis du er i akut fare, så er det vigtigt, at du ringer 1-1-2.  

På www.selvmordsforebyggelse.dk kan du, dine pårørende og fagpersoner finde viden og gode råd. 

Alle mennesker fortjener at få hjælp, når de har brug for det. Også dig. 

De varmeste hilsner fra Stephanie