‘Dagens gode oplevelse!… Forstår I da slet ikke, hvordan jeg har det?’
Jo, vi er helt med på, at livet lige nu sikkert føles gråt som leverpostej. Det er helt naturligt, når du kæmper med en depression.
Men – og her kommer et vigtigt men: Kigger du grundigt efter, så er der altid et øjeblik i løbet af dagen, der var lidt bedre end de øvrige. Et øjeblik, hvor du følte dig lidt bedre tilpas eller måske ligefrem følte et lille strejf af glæde.
Måske lavede din far verdens bedste lasagne til aften. Måske gik din fremlæggelse godt. Eller måske var sidste afsnit af din yndlingsserie dødspændende.
Lige netop den slags små øjeblikke er sindssygt vigtige at lægge mærke til og holde fast i. Ved at gøre det, kan du nemlig (lige så stille) puffe til din hjerne og dit humør. Jo mere du fokuserer på de gode øjeblikke, desto mere kommer de til at fylde for dig. Eller som en klog mand engang sagde: “Dét, du giver din opmærksomhed, vokser!”
Gør det derfor til en vane hver aften at skrive dagens gode oplevelse ned. Det behøver kun at tage et par minutter. Og teknikken har hjulpet tusinder før dig.
Nysgerrig?
Hæng på. Om 2 sekunder viser vi dig trin for trin, hvordan du kommer igang…
(Ikke så meget til pen og papir? Ingen problem. Så bruger du bare din telefon eller computer i stedet)
Husk at være tålmodig
Hverken Rom eller Randers blev bygget på én dag. Og selvom øvelsen her er effektiv, så er den ingen mirakelkur. Men lige så stille kan du puffe til dit fokus, så de positive ting kommer til at fylde mere.
Aftal derfor med dig selv, at du laver øvelsen i mindst 14 dage. Ama’r og halshug. Også selvom det måske føles fjollet i starten. Eller selvom du nogle dage har svært ved at komme på en god ting.
Gør øvelsen til en fast del af din daglige rytme
At gøre noget nyt 14 dage i streg er lettere sagt end gjort. Så her får du et tip: Prøv om du kan koble din nye rutine op på en eksisterende vane. Det lyder måske lidt kringlet. Men i virkeligheden er det simpelt. Væn dig eksempelvis til, at du altid laver øvelsen lige efter, at du har spist aftensmad eller børstet tænder. Så bliver den meget nemmere at huske.
Lav gerne øvelsen sammen med dine forældre
Nogle har det bedst med at lave øvelsen alene. For andre fungerer det godt at gøre det sammen med deres forældre.
Måske har du haft en 100 % møgdag og kan ikke tanke om noget, der bare minder om en god oplevelse. I den situation er det godt at låne andres øjne. ‘Ja, men du virkede til at have det lidt bedre da…” siger din mor måske.
Samtidig er det en god lejlighed til dagligt at få snakket med dine forældre om, hvordan du har det.
Ja, vi anbefaler klart, at du skriver dagens gode oplevelse ned på papir eller på din skærm. Der sker nemlig noget, når du skriver. Nogle gange er det næsten, som om du oplever de gode øjeblikke igen. Oplevelserne kommer simpelthen til at fylde mere og vare længere.
Rent praktisk er det også smart at få oplevelserne ned på papir, så du ikke glemmer dem og får mulighed for at kigge tilbage. Noterne er nemlig en super god måde at lære dig selv bedre at kende på. Væn dig fx til at kigge tilbage en gang om ugen. Kan du finde mønstre i det, du har skrevet? Er der bestemte ting eller situationer, der ofte giver dig et strejf af glæde? Ved at kigge tilbage får du tit gode idéer til, hvad du skal huske og måske skrue op for i dit liv.
Er du ikke til at skrive? Så indtal i stedet dagens gode oplevelse på din mobil. iPhone kommer fx med appen “Memoer”, og der findes lignende apps til Android. Det vigtige er ikke, om du skriver eller indtaler. Det vigtige er, at du gør det til en vane at holde fast i de gode øjeblikke.
Vi sætter stor pris på dit input.
Jeg har haft det svært længe, for jeg slås med mange triste tanker. Jeg har gået til psykolog, men jeg har svært ved at forklare, ...
Jeg føler mig altid træt og trist. Og jeg er bange for, at det vil ødelægge folks opfattelse af mig, hvis jeg fortæller, hvordan j...
Hvis jeg søger på nettet, ender jeg tit på stress og depression. Men jeg er bange for at sige, at jeg har det uden at have det. Så...