Hej Mindhelper

Jeg ved at hvis jeg spurgte mine forældre om lov til at have en dreng til at overnatte så ville de sige, In your dreams! og nok grine lidt af at jeg forslog det. Men jeg må jo godt sove med veninder. Nu er det sådan at jeg er gået hen og blevet kæreste med en af mine veninder og vi sover jo så sammen på en anden måde end jeg gør med mine andre veninder. Jeg har tænkt lidt på om jeg så er uærlig overfor mine forældre og jeg har nok lidt dårlig samvittighed. Min mor kommer jo ind og siger godnat og ”putter” unaset om det er en veninde eller min kæreste jeg skal sove med og hun aner jo ikke uråd. Ved ikke hvordan jeg slipper af med min dårlig samvittighed? Har tænkt på at vi måske kun skal sove sammen over hos hende. I skal ikk forslå at jeg snakker med mine forældre om det for det gør jeg IKKE!!! Tænker i jeg er meget uærlig eller kan jeg bar forsætte og forsøge og glemme min dårlige samvittighed?

(Pige, 14 år)


Hej du,

Det er et totalt godt spørgsmål, du stiller. Jeg tror, mange kan genkende at føle dårlig samvittighed ved at holde noget hemmeligt fra sine forældre.  

Jeg vil prøve, at give dig nogle råd til, hvad du kan gøre – men også skrive lidt om, hvordan vores forhold til vores forældre kan ændre sig, jo ældre vi bliver.  

Den dårlige samvittighed  

Altså… jeg synes jo det er et ‘godt’ tegn, at du har dårlig samvittighed. Det læser jeg som om, du har et godt forhold til dine forældre og ikke har lyst til at lyve overfor dem.  

Den dårlige samvittighed mærker vi bl.a. når vi gør noget, som vi måske godt ved er liiidt i en moralsk gråzone.

Den fortæller os: “tænk nu lige en ekstra gang over, hvad du har gang i”.  

Men den dårlige samvittighed skal heller ikke fylde alt for meget, synes jeg. Du gør jo ikke noget, som er hverken farligt, ulovligt eller sådan noget.   

Spionér på dine forældre  

Okay – det er måske lige James Bond-agtigt nok, at skulle spionere på dine forældre. Det er heller ikke helt det, jeg mener.  

Men jeg tænker, at du kan prøve at spørge lidt ind til hvad deres holdninger egentlig er til at have en kæreste sovende.  

Er der mon en grund til, at de ville sige nej? Er det for at passe på dig, måske? Eller er det fordi, de gerne først vil have “snakken” med dig om kærlighed, sex, grænser, osv.?  

På den måde kan du måske finde ud af, hvorfor dine forældre ikke ville lade dig have en dreng sovende.  

Og måske vil de begynde at tænke over, at det jo er helt normalt, at alt det med kærester er noget, som er begyndt at fylde hos dig. Og måske vil det også give dem plads til at tale mere med dig om det. 

En tryg base  

Altså, ja, der er jo noget du ikke fortæller dine forældre. Men… nogle gange er der jo ting, som vi ikke fortæller vores forældre. Det er en naturlig del af at blive ældre.  

Men jeg tror, det er vigtigt at du mærker efter i dig selv, når du nu er lidt ude på egne ben. Er du glad for din kæreste? Respekterer I hinandens grænser?  

Det kan være skønt – men også nogle gange svært og forvirrende – når man begynder at have kærester og den slags.  

Derfor vil jeg også sige, at jeg synes det er vigtigt at du kan tale med dine forældre, hvis du får brug for det.  

Det er godt og normalt at afprøve, at stå på egne ben – men også vigtigt at vide, at man har en tryg base, hvor man kan være ærlig overfor sine forældre.   

Ærlig eller uærlig 

Så nej. Jeg synes ikke, at du er totalt uærlig – men jeg synes heller ikke, du bare skal prøve at glemme din dårlige samvittighed. 

Jeg synes, du lyder som en samvittighedsfuld og reflekterende person, som er god til at mærke, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og det synes jeg, du skal lytte efter inde i dig selv.  

Det lyder som om, du har nogle gode forældre, som du holder af, og som holder af dig! Jeg håber, at du en dag vil kunne være ærlig overfor dem, men jeg forstår også godt, at det ikke er lige nu.  

GirlTalk 

HVIS du nu alligevel skulle have brug for at tale med nogen en dag, og du ikke helt er klar til, at det er dine forældre. 

Så er GirlTalk et godt bud. Du kan chatte med de frivillige, som arbejder derinde, og de er megagode til at give et råd, hvis du får brug det.  

Held og lykke med det hele – lyt til dig selv!  

De bedste hilsner,
Aske 🙂