Hej Mindhelper
Jeg har råbt af en veninde fordi hun bare grinede og ikke hjalp mig da en dreng kastede jord i hovedet på mig. Jeg fik mudder i øjet og munden og ned i trøjen men hun grinte bare. Så jeg råbte af hende og sagde at vi aldrig ville blive venner igen. Hun blev så ked af det at hun græd i næste time. Jeg aner ikke om jeg vil tilgive hende for hun et tit rigtig tarvelig. hvad gør jeg?
(Pige, 13 år)
Hej Pige på 13 år
Det lyder alt i alt som en rigtigt træls situation, du var i. Og jeg kan godt forstå, det er lidt svært for dig at finde ud af, hvad du lige skal gøre. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Snak med hende
Det lyder som en rigtigt træls situation, at der var en dreng, der kastede mudder i hovedet på dig. Når jeg læser dit brev, så tænker jeg egentligt, at det er drengen, der har opført sig mest forkert i det her. For det er ikke okay at kaste ting i hovedet på hinanden med vilje uanset, hvad det er. Det gør både rigtigt ondt, og det kan være farligt, hvis der for eksempel er nogle sten eller noget glasskår fra jorden, der rammer øjnene. Men jeg kan godt forstå, du ikke synes, det var særligt fedt, at din veninde bare grinede af det. For i sådan en situation vil man rigtigt gerne have, at ens veninde griber ind og hjælper og støtter. Og det gør rigtigt ondt, når man ikke får støtte fra en person, som man havde regnet med at få støtte fra.
Men det er ikke sikkert, at din veninde grinede af det for at være tarvelig. Nu ved jeg jo ikke, hvordan situationen var. Men det kan jo godt være, at hun ikke har opfattet, at du ikke syntes, det var sjovt. Måske troede hun, at du var med på legen. Eller måske var hun bange for, hvad der ville ske, hvis hun sagde noget. Derfor er mit allerbedste råd egentligt også, at du skal snakke med hende om situationen. Sådan så du kan få fortalt hende, hvorfor du blev rigtigt sur. Så får hun også mulighed for at fortælle dig, hvorfor hun reagerede, som hun gjorde. Hvis du har lyst til det, kan du prøve at kigge i vores artikel om at håndtere konflikter med sine venner. Der kan du få nogle gode råd til, hvordan du kan tage samtalen.
Det er okay at sige fra
Du er i tvivl om, om du skal tilgive hende eller ej, fordi hun tit er rigtigt tarvelig mod dig. Og det kan jeg godt forstå. For jeg tænker, at der også er noget, du godt kan lide ved hende, når du er veninder med hende. Og så kan det godt være svært at finde ud af, hvornår de trælse ting overskygger alle de gode stunder.
Hvis hun behandler dig tarveligt, så er det ok at sætte en grænse og sige fra. For man skal ikke finde sig i, at andre behandler en dårligt. Hvis du har lyst til det, så kan du læse vores artikel om, hvordan man kan lære at sætte grænser. Det kan være, du kan finde noget hjælp i den til at finde ud af, hvordan du kan sige ordentligt fra, når din veninde er tarvelig. Men det er også okay at sige, at du ikke har lyst til at være veninder med hende mere, hvis hun bliver ved med at være tarvelig overfor dig. Dog er det i sidste ende dig selv, der er nødt til at mærke efter, om du har lyst til at tilgive hende. For det er kun dig, der ved, om du kan blive ved med at være okay med den måde, hun behandler dig på.
Sig undskyld
Uanset om du beslutter dig for at tilgive hende eller ej, så tænker jeg dog, at det er god stil at sige undskyld for, at du råbte af hende. For det lyder jo som om, det gjorde hende rigtigt ked af det. Og når man har gjort nogen ked af det, så er det som udgangspunkt altid en god idé at sige undskyld. Også selvom det ikke var med vilje. Men du kan sagtens sige undskyld til hende uden, at du tilgiver hendes handling, hvis du ikke har lyst til det. Det kan for eksempel lyde sådan her: “jeg vil gerne sige undskyld for, jeg råbte af dig. Og jeg er ked af, at det gjorde dig ked af det. Jeg blev bare rigtigt ked af det, da du grinede af mig, mens drengen kastede jord i hovedet på mig.”
Snak med en lærer
Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har snakket med en lærer om den her situation? Hvis du ikke har det, så synes jeg nemlig, at du skal gøre det. Nogle gange kan det nemlig være lidt nemmere at løse sådan en konflikt, hvis man har en voksen til at hjælpe sig. Og dine lærere har også et ansvar for at hjælpe med at løse konflikten, hvis de kan. De fleste lærere vil desuden også rigtigt gerne hjælpe, fordi de gerne vil have, at man behandler hinanden ordentligt. Samtidigt så synes jeg også, at dine lærere skal have at vide, at drengen kastede jord i hovedet på dig. Sådan så de kan tage en snak med ham om, at det ikke er okay at opføre sig på den måde.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får løst det med din veninde. Uanset om du beslutter dig for at tilgive hende eller ej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper