Hej.
Jeg går i 4.g i gymnasiet, hvilket betyder at min hverdag er helt anderledes end de sidste tre år.
Alle mine venner fra gym blev studenter i sommers, og vi havde den sjoveste, fedeste og bedste studentertid sammen, og jeg var en stor del af den og var med på vogntur og det hele.
Efter studentertiden troede jeg at vi bare skulle ud og være sammen os i vores vennegruppe. At vi bare ville arrangere noget hver weekend og lave en masse spontane aftaler sammen. Så jeg skrev i vores gruppechat og tog initiativ til at ses med vennerne, og vi endte også med at have en hyggelig aften hos mig for to måneder siden. Men siden da har vi ikke set hinanden. Jeg har prøvet flere gange at tage initiativ og de andre er også samarbejdsvillige, men problemet er at de aldrig rigtig kan.
Vi blev enige om at finde en dag ”langt ud i fremtiden” så folk kan sætte kryds i kalenderen, men det er bare rigtig lang tid. For jeg savner mine venner rigtig meget, og har heller ikke ret meget skole at se til, så min hverdag er meget stille. Og så begynder jeg at overtænke, og tør ikke tage initiativ igen.
Jeg vil rigtig gerne være sammen med dem for jeg elsker dem så højt!
Hvad skal jeg gøre?
mvh. Anonym
(Dreng, 19 år)
Kære Anonym,
Det er en speciel tid, den der… når gymnasiet lakker mod enden og forandringerne lurer forude. Jeg tror mange kan genkende det, du beskriver, og det kan være vildt svært at finde ud af, hvad man lige stiller op.
Når alting ændrer sig
Forandring er altså en underlig størrelse. Det kan føles frustrerende og overvældende, men samtidig har vi også behov for at ting ændrer sig af og til, for de ikke bliver ensformige og ubetydelige.
Den tid du er i (4.g/nylig student) er berømt for at være fyldt med forandringer.
Mange har på det tidspunkt gået i skole i mere end 10 år og haft en rimelig struktureret og genkendelig hverdag. Nu åbner verden sig for andre ting.
Nogle arbejder måske pludselig fuldtid og er smadret, når de har fri. Nogle planlægger måske rejser i deres sabbatår, nogle søger på uddannelser eller flytter hjemmefra – måske til andre byer.
Derfor kan det også bare – uden nogen ønsker det – blive mere besværligt at se sine venner så meget, som man gerne ville. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man slet ikke skal ses! Det kræver bare noget mere nu.
Frem med følelserne og fælleskalenderen
Når de her ting sker mellem venner, er det vigtigt at få talt om. Ellers ender det med, som du også beskriver, at man nærmest bliver bange for at række ud eller kommer til at overtænke noget, som der ofte ikke er grund til.
Måske kan du skrive i jeres gruppechat, at du forstår, at alles liv forandrer sig, men at du savner dine venner og virkelig gerne vil gøre en indsats for at ses!
Eller nævn det for dem, når I er sammen: at dynamikken er ændret efter mange er blevet studenter, og at I ikke har den gave foræret, at I ses på skolen hver dag, så nu kræver det lidt mere fra alle at passe venskaberne.
Det er ikke kun lutter lagkage at være venner; det kræver en indsats, og at man viser hinanden, at man vil hinanden!
Nye tider, nye måder at være sammen?
Når folk har travlt, eller på anden vis er optaget, kan det nogle gange hjælpe at gentænke de måder, vi er sammen på.
Måske har vi ikke hele aftenen, men skal vi spise sammen? Måske har jeg planer senere, men kig forbi til en kop kaffe her til formiddag!
Nogle af mine venner og jeg kører en hurtig kaffe på en café en hverdagseftermiddag efter job: Alle er trætte og skal hjem og lave mad og også lige nå at træne og alting, men 45 minutter til lige at drikke en kaffe og snakke sammen gør underværker for venskabet.
Jeg elsker f.eks. også at løbe ærinder sammen med folk. Kan du ikke hænge ud i dag, fordi du skal i IKEA? Jeg tager med!
I træder ind i den her virkelighed, hvor folk bare ofte har ting, de skal og derfor kan dét at prioritere hinanden se lidt anderledes ud i voksenlivet.
Spar sammen til kvalitetstid
Og så – som du også siger – sætter man af og til det her kryds i kalenderen, som ikke er til forhandling! Og så kan man gå og glæde sig til, at alle skal samles!
Måske endda et par dage i sommerhus eller lignende kan lade sig gøre en eller to gange om året?
Og disse kvalitetstidsstunder er guld værd! Her kan alle få talt sammen om alt det, vi desværre ikke altid når i hverdagen.
Foreslå noget lidt ekstraordinært dine venner og dig kan gøre sammen lidt længere ude i fremtiden, som I alle sammen kan gå og glæde jer helt vildt til.
I mellemtiden, så mind dem (og dig selv) om, at venskabet er noget, man skal vande og tilse ofte. Om så det bare er en gåtur eller en kop kaffe, eller måske en halv times fis og ballade på face-time en hverdagsaften.
Det kræver bare, at nogen tager initiativet!
De bedste hilsner fra Aske