Spring til hovedindhold
Udgivet: 14/10/2026

Hej Mindhelper

Hey Jeg havde en god veninde,vi havde et godt venskab i langt tid,så blev vi mere end venner & det gik så ikke men så blev vi bare venner igen & det som om det aldrig rigtig blev det samme igen efter det & nu har hun så valgt at trække sig fra mig fuldstændig & det gør mig rigtig ked af det da det var min bedste veninde & hende jeg knyttede mig meget til

(Dreng, 18 år)


Kære du,

Urgh… det er virkelig hårdt, når venskaber går i stykker. Man kan nærmest have behov for at sørge over at have mistet en person, som var vigtig for en, selvom personen stadig er i live. Det er virkelig svært.   

Hvad gør man, når ting går i stykker 

Det, der er så ekstremt frustrerende ved det, du beskriver er, at vi jo ikke kan tvinge nogen til noget.  

Hvis en person man holder af vælger at trække sig, så kan man ikke bestemme, at de skal komme tilbage til en.  

På den måde kan man føle sig så uendeligt magtesløs i situationen…  

Derfor kan det også være svært at give et råd, som gør noget bedre. Det er bare noget lort!  

En ordentlig afslutning  

Men noget, som måske kan gøre en forskel er at få en ordentlig afslutning på relationen… at få sagt de ting, man har brug for at sige, så bogen kan lukkes og livet kan fortsætte.  

Måske ved du selv bedst, hvad der kunne være en god måde at gøre det på, men hvis jeg var dig havde jeg måske forsøgt at skrive mine tanker og følelser ned og så skrevet til min veninde, at jeg havde brug for at mødes en sidste gang.  

Det, jeg godt kan lide ved at skrive tingene ned er, at man sørger for at få sagt det hele. Man glemmer ikke noget eller får sagt noget på en måde, som ikke var meningen.  

Bliv på egen bane halvdel  

Hvis du vælger at skrive et brev – eller måske bare vælger at skrive en besked eller bare at mødes med hende – så prøv, at bliv på din egen bane halvdel.  

Forstået på den måde, at du kan sige de ting, du også skriver her: “Jeg er ked af, at vi ikke ses længere.”, “Du betyder virkelig meget for mig.”.  

Som jeg skrev i starten, så kan man jo ikke tvinge nogen til noget, og du må respektere, hvis hun ikke gengælder de følelser, du har… selvom det er svært.  

Så du må lette dit hjerte, men også lytte og respektere hende.  

Tiden læger alle sår 

Det er sikkert det dummeste du kunne forestille dig nogen sige lige nu, men: det bliver bedre.  

Hvis det for alvor er helt overstået med jeres relation, og hun ikke er interesseret i et venskab med dig, så er der ikke så meget at gøre.  

Det gør hammer ondt… og måske gør det hammer ondt i hammer lang tid, men det bliver bedre. Det garanterer jeg.  

Desværre er det nok hverken første eller sidste gang, du skal såres. Det er noget, vi alle kommer til at opleve flere gange end vi har lyst til… 

Brug dine venner 

Du må ringe til en anden ven og lave nogle ting, for at få tankerne på noget andet og prøve dit bedste at være menneske, indtil smerten aftager lidt efter lidt.  

Vi har skrevet en artikel på Mindhelper, som godt nok handler om kærestesorg… men egentlig kan den bruges til al slags tab af denne art. Måske kunne den være rar at læse, så du kan få nogle bud på hvordan man kommer videre.  

Jeg ville ønske, jeg kunne sige noget til dig, som kunne fikse det hele, men desværre må du nøjes med et virtuelt klap på skulderen og en vished om, at jeg forstår det gør ondt.  

Alt det allerbedste fra Aske

Var svaret nyttigt for dig?