Hej Mindhelper
Jeg har en ven som jeg rigtigt godt kan lide og han kan godt lide mig, men jeg er en person der har svært ved at snakke med piger men der er en anden person der er god til det og er bange for at min ven som jeg kan lide hellere vil være ven med ham fordi han er bedre til at snakke med pigerne.
(Dreng, 15 år)
Kære dreng på 15 år
Det er altid ubehageligt, når man bliver bange for, om ens venner måske hellere vil være sammen med en anden. Så jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Hvem ville du selv vælge?
Det første jeg lægger mærke til, når jeg læser dit brev er, at du skriver, at din ven også rigtigt godt kan lide dig. Og det er jo mega fedt. For det er et udtryk for, at han har lyst til at bruge tid sammen med dig. Derfor tænker jeg også på, hvorfor han skulle have mere lyst til at være sammen med den anden dreng? Jeg ved godt, at du skriver, at han er bedre til at snakke med pigerne. Men prøv at tænk over, hvem du selv ville vælge at være venner med, hvis du var din ven? Ville du vælge at være venner med en dreng, som du vildt godt kan lide? Eller ville du vælge at være venner med en dreng, fordi han er god til at snakke med piger?
Det er helt normalt
Hvis man går rundt og er lidt usikker på sig selv, er det helt normalt, at man kan blive bange for, om ens venner måske hellere vil være sammen med nogen andre. Også selvom, der faktisk ikke rigtigt er nogen tegn på, at det skulle være sådan. Det kan for eksempel være fordi, man frygter, at de andre er sjovere at være sammen med, end man selv er. Jeg ved ikke, om du kan genkende det? Hvis man har det sådan, kan det rigtigt tit hjælpe at arbejde lidt med sin egen usikkerhed. Så hvis du kan genkende noget af det, jeg har skrevet i det her afsnit, kan du kigge på vores artikler om at dæmpe sin indre kritiker og om at slippe af med sin usikkerhed. Det er nemlig mega ubehageligt at gå rundt og være bange for, om ens venner hellere vil være sammen med nogen andre.
Snak med din ven
Men mit allerbedste råd til dig er faktisk, at du skal snakke med din ven om, at du er lidt bange for, om han heller vil være sammen med den anden dreng. Jeg ved godt, at det kan lyde mega grænseoverskridende. Og jeg ved også godt, at det ikke er nemt. Men det er faktisk super vigtigt, at du får snakket med din ven om det. Både fordi det hjælper at få sat ord på det. Men også fordi din ven er den eneste, der ved, hvad han tænker. Så jeg synes, du skal tage en snak med ham og finde ud af, hvordan han har det. Det kan forhåbentligt også berolige dig lidt.
Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med din ven. Du må have alt muligt held og lykke med det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper