Spring til hovedindhold
Udgivet: 24/08/2026

Hej brevkasse

Til dagligt går jeg i 3g, ved godt det nok er lidt atypisk som 20 årig. Men, jeg føler egentlig jeg har nogle gode veninder, men nogle gange bliver jeg ret usikker på mig selv. Nogle gange, så en af dem jeg plejer at have kontakt med over Snapchat, stopper hun bare med at svare mig, altså bare åbner hvad jeg har sendt. Og det gør mig meget usikker, fordi jeg er bange for at hende og de andre har besluttet sig for ikke at være ven med mig mere, eller at de pludselig har noget imod mig. Lige nu er klassen på studietur hvor jeg ikke er med fordi jeg har det svært med sådan noget, men jeg er bange for de andre bare helt ekskluderer mig efter den her tur

(Pige, 20 år)


Kære du,

 Det er bare totalt svært og forvirrende med venner/veninder nogle gange. 

Jeg tror vi alle sammen kender til at blive usikre og overtænke relationer.  

Men man kan øve sig i at tæmme usikkerheden, og have det godt med at blive på sin egen banehalvdel i venskaber.  

Lad mig forklare dig, hvad jeg mener.  

Frygten er tung at bære 

Du bærer rundt på en frygt for, at dine venner vil ekskludere dig eller ikke gide at være venner med dig længere.  

Det er mega svært at slæbe rundt på.  

Måske fører det ovenikøbet til, at du begynder at lede efter tegn på, at relationen er ved at gå i stykker, for at bekræfte din mistanke.   

Du skriver f.eks., at du nogle gange kan blive usikker, hvis en veninde ikke svarer på en snap, du har sendt.  

Også selvom der jo reelt set kan være en masse årsager til, at hun ikke svarer! Måske åbnede hun din snap, mens hun var i gang med noget andet og glemte alt om det?  

Relationer handler vildt meget om tillid… også tillid til, at de mennesker du er i relation med kan lide dig – og at de ville sige til dig, hvis der var noget i vejen.  

Banehalvdels-eksemplet 

Når jeg taler om at blive på sin egen banehalvdel, mener jeg, at alle i en relation, hver især, er ansvarlige for dem selv.  

På den måde kan man sige, at den tillid du viser dine venner ved at stole på, de faktisk kan lide dig, også betyder, at de har et ansvar for at fortælle dig, hvis der er noget galt.  

Så skal du nemlig heller ikke gå og overtænke og undersøge relationen hele tiden, for at finde ud af om du overser nogle tegn.  

Men samtidigt kan man sige, at det også er dit ansvar at vise den tillid, som er nødvendig for, at en relation kan eksistere.  

På den måde bliver alle parter på ‘deres egen banehalvdel’ og tager sig af dét, som de kan.   

Gi’r det mening?  

Du er god nok som du er 

Når du så står på din egen banehalvdel og har tillid til, at du er ansvarlig for dine handlinger og følelser, og dine veninder er ansvarlige for deres… så er idéen, at du vil mærke en ro.  

En ro over, at du ikke kan kontrollere alting lige meget, hvor meget du bekymrer dig, og en ro over, at du er god nok, lige som du er.  

I dit brev fylder din usikkerhed meget, og det er dén, som er vigtig at komme til livs.  

Det er helt sikkert ikke nemt – men at du har skrevet herind til os viser, at du har lyst og mod til at arbejde med det. Og det er totalt fedt.    

Fortæl en, du stoler på om, hvordan du har det 

En ting, du kan gøre for at arbejde videre med det nu, er at sige tingene højt til en, du stoler på. Det kan være et familiemedlem, en tæt veninde eller lignende.  

Sig det samme, som du har skrevet ind til os i dag: at du hurtigt bliver usikker på dine venskaber og er bange for, de går i stykker.  

Når vi taler om ting, hører vi os selv sige vores tanker højt, og vi får nye perspektiver på vores problemer.  

Det kan være helt vildt hjælpsomt. 

Tag fat i headspace  

Og til sidst: tag fat i headspace!  

Det er et tilbud til unge mennesker, som har brug for nogen at tale med – om hvad som helst.  

Det er gratis og ligger over hele landet, men kan også benyttes online.  

Du kan booke en fysisk samtale, eller chatte med en dygtig rådgiver på deres chat-funktion.  

De er megagode at tale med og megagode til at hjælpe en videre, hvis man har en udfordring i livet.  

Lad ikke din usikkerhed komme i vejen for gode venskaber! Du skal nok klare den, og du er megasej for at have skrevet ind til os. Jeg tror virkelig på dig!

(og så er det altså ikke atypisk at være 20 år i 3.g 😉 )  

Mange, varme hilsner fra Aske

Var svaret nyttigt for dig?