Hej!
Mit hoved er et stort rod, og jeg har virkelig brug for at komme ud med noget af alt det, der går og fylder.
Omkring sidste år begyndte jeg at blive meget bevidst om at min måde at være på i sociale sammenhænge, ikke er optimal for mig. Jeg har nemlig et stort behov for, at andre kan lide mig, og det har ført til, at jeg kontrollerer mig selv overdrevent i alle sammenhænge med andre mennesker. Jeg har lært, hvad det vil sige at være en “likeable” person, men samtidig har jeg brugt al for meget energi på for det første at holde mig selv inden for den ramme, jeg har defineret som værende acceptabel adfærd, og for det andet at slå mig selv i hovedet, når jeg har følt, at jeg har trådt uden for den her smalle ramme. Min frygt for andres bedømmelse af mig er jo ikke forsvundet, jeg har bare forsøgt at overfladebehandle frygten ved at kontrollere min adfærd. Samtidig har jeg gravet mit selvværd længere og længere ned og boostet min egen usikkerhed, for hvem er jeg uden det her filter?
Angående kontrol har jeg virkelig forsøgt at give slip, og jeg synes, jeg er blevet bedre, men som et resultat af det, bliver jeg nu overvældet af min egen usikkerhed og af uvisheden om, hvad fremtiden bringer. De følelser, jeg altid har dulmet ved at søge bekræftelse gennem overfladiske relationer og gennem kontrol, er der jo stadig, og nu overvælder de mig mere end nogensinde før, fordi jeg forsøger at give slip. Det er bl.a. bekymringer om, om mine venner nu føler, at jeg fylder for meget, at jeg er blevet irriterende, at jeg er kedelig, om jeg nogensinde vil få en kæreste? Desuden føler jeg mig indadvendt, irritabel, svær for andre at komme ind på, kedelig og passiv-agressiv, når jeg giver slip på kontrollen. En virkelig dårlig udgave af mig selv.
Jeg føler ikke, at jeg kan være i verden uden konstant at have antennerne ude, og når jeg prøver at ignorere de signaler, jeg opfanger fra andre mennesker, bliver jeg ramt af en kæmpe usikkerhed på mig selv og mit liv, som gør mig ked af det og dræner mig for energi. Hvad skal der blive af mig? Vil jeg nogensinde lykkes?
Jeg vil så gerne:
– Slippe behovet for bekræftelse og usikkerheden på mig selv
– Undgå den perfektionistiske og vurderende tilgang til mit liv, mine relationer og mig selv, som om alting altid kunne være bedre end det er
– Lære bare at være i verden i stedet for konstant at skulle tænke, bekymre og gruble
(Pige, 18 år)
Kære pige på 18
Sikke en masse svære tanker og følelser du døjer med. Jeg kan godt forstå, hvis du er frustreret i øjeblikket. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at du faktisk allerede er kommet rigtigt langt. Du har gjort dig en masse tanker omkring dig selv og den måde du agerer i verden på. Og hvilken effekt det har på dit liv. Du brugte et ord, som jeg tror er virkeligt vigtigt – perfektionisme. Perfektionisme er en svær størrelse. På den ene side har perfektionisme positive sider. Man er ofte meget ambitiøs, målorienteret, og derfor en dygtig arbejder. Perfektionister gør altid den ekstra indsats. Men på den anden side er perfektionisme et tveægget sværd. For de høje ambitioner og målorienterede adfærd kan nemt blive rettet indad, og så er det ens egen person, adfærd, udseende, tankegang, der bliver udsat for konstant evaluering. Jeg tænker at det måske kunne være en rigtig fin idé, hvis du læste mere op på perfektionisme, og hvordan man kan håndtere den. Det kan du blandt andet gøre ved at læse vores artikler Værd at vide om perfektionisme og Skal du og alting være perfekt. Derudover tænker jeg at artiklen 10 gode råd til dig, som kæmper med perfektionisme kunne være rigtig god. Der står en masse god information omkring perfektionisme, og hvorfor den kan være så mega svær at kæmpe med. Jeg tror det kunne være en rigtig stor hjælp for dig, og gøre det nemmere for dig at forstå, hvorfor perfektionisme kan have kæmpe indflydelse på ens liv. Perfektionisme er ikke noget man vælger, det er et personlighedstræk. Derfor kan man heller ikke komme helt af med perfektionismen, men man kan lære at håndtere den, så den ikke styrer ens liv.
Der eksisterer ikke en dårlig udgave af dig selv.
Lad os lige snakke lidt om din tanke om, at der er en dårlig udgave af dig. Da jeg læste den tænkte jeg: nøj, hvor du er hård mod dig selv. Det må være hammersvært at have det sådan. Jeg synes du klarer det så mega flot. Det er helt naturligt, at blive ramt af alle mulige forskellige følelser og bekymringer, når man giver lidt slip på kontrollen. Og er det en dårlig udgave af dig? Det tænker jeg slet ikke det er. Jeg tror faktisk slet ikke, at det eksisterer. Man kan ikke være en mere eller mindre god eller dårlig udgave af sig selv. Hvis det var rigtigt, så ville der eksistere en optimal udgave af dig. Et top-produkt uden mulighed for forbedring og tilretning. Hvordan ser sådan et menneske ud? Findes det? Er det en person som aldrig bliver sur, og bare hviler i sig selv, uanset hvilket problem der bliver sendt i deres retning? Det er et uopnåeligt mål. Der findes ikke et eneste menneske i den her verden, som kan opnå det. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god idé, hvis du kunne prøve at give lidt slip på tanken om, at du behøver være anderledes end du er. Du er allerede god nok nu. Du er lykkedes. Du behøver ikke rette mere til, for at der er en plads til dig i den her verden. Jeg ved godt, at det kan være mega mega svært, at give slip i den slags negative tanker, men det kan altså godt lykkes.
Menneskets mange facetter
Det er helt vildt hårdt at blive ramt af usikkerhed og bekymring. Men det er helt naturligt. Det bliver vi alle sammen engang imellem. Faktisk er det en helt vild vigtig evne at have. Usikkerhed og bekymring er også med til at gøre os forsigtige, omsorgsfulde og opmærksomme. De evner er alle sammen gode at have. Men det er selvfølgelig ikke så rart, hvis usikkerheden tager for meget over. Men man kan godt lære, at omfavne sin usikkerheder. Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at du er et menneske med mange facetter. Det vil sige, at du er fyldt med en masse både rare og ubehagelige følelser – eksempelvis glæde, sorg, angst, vrede. De følelser har alle sammen plads i ens krop, og er med til at passe på os og sørge for, at vi kan leve et fuldt liv. Og du kan ikke kontrollere dine tanker og følelser hele tiden. De kommer altså. Men du kan flytte fokuset lidt væk fra dem, og hen på det som er vigtigt for dig at bruge energi på. Hvis det er vigtigt for dig, at være tilstede i sociale relationer. Jamen så er du nødt til at flytte dit fokus ud af dit hoved og dine tanker, og hen på dem du snakker med. Hvis du bruger alt din energi på at overveje hvordan du ser ud, om du fremstår passiv aggressiv, om du virker kedelig, om personen overfor dig kan lide dig – jamen så bruger du alt din tid på at tænke på det, i stedet for at være opmærksom på den person du snakker med. Den relation der er mellem jer handler jo ikke kun om hvordan du fremstår, men også om nærvær, og omsorg for sig selv og personen over for en.
I stedet for at bruge alt din tid og energi på at kontrollere, forme – “Slippe af med, undgå og lære” for at bruge dine egne ord. Kunne du måske flytte dit fokus? Simpelthen lige lade alle tankerne være, og fokusere på hvad der sker i nuet. Jeg ved godt, at det lyder hammersvært. Noget der kan hjælpe en godt på vej med at træne det er mindfulness. I mindfulness træner man sig i, at være tilstede i nuet. Du kan læse mere om mindfulness her, og prøve nogle af øvelserne af. Hvis du ikke finder vores øvelser brugbare, så kan jeg anbefale dig at søge efter andre øvelser på nettet. Der ligger virkeligt mange gode øvelser online og det kan tage lidt tid, at finde en som passer til en.
Dyrk sårbarheden lidt – få snakket dine problemer igennem
Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du fik snakket alle de her tanker igennem med nogen. Det lyder til, at det er noget, som du går meget alene med. Og som du har kæmpet meget for at undertrykke, så folk ikke opdager det. Men her tænker jeg, at det måske kunne være godt for dig at give slip. At få snakket tingene igennem, og mærke at andre godt kan rumme ens sårbarheder.
Snak med dine forældre
Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om det her? Vores forældre kender os tit rigtigt godt, og har set de fleste af vores forskellige sider. Hvis du er tryg ved at snakke med dine forældre om det, så tænker jeg, at det kunne være en rigtig god idé. Det kan også være, at dine forældre har kæmpet med noget lignende. Mange mennesker oplever i hvert fald, at de minder om deres forældre. Måske har dine forældre nogle erfaringer, som kan komme dig til gode. Det kan også bare være super rart, at få lukket alle de her tanker ud, og få noget støtte til at håndtere dem.
Snak med en ven/veninde
Hvis du har en ven eller veninde, som du er tryg ved. Så tænker jeg også, at det kunne være en god idé, at prøve at snakke med dem om, hvordan du har det. Vi mennesker har en tendens til at være meget kritiske overfor os selv, selvom andre måske slet ikke opfatter en på samme måde.
Kontakt en psykolog
Hvis du oplever, at det bare bliver ved med at være rigtigt svært, jamen så kan du overveje at kontakte en psykolog. Psykologen vil kunne hjælpe dig med at forstå hvorfor tankerne og følelserne kommer, og han/hun vil kunne hjælpe dig med, hvordan du kan håndtere dem på en god måde. Det kan være en rigtig rar måde, at få arbejdet med de svære ting, sammen med en støttende person, som kan forstå ens problematikker.
Headspace
Et andet tilbud du kan overveje er Headspace. Headspace er et frivilligt rådgivningstilbud, som hjælper unge. Der kan man komme og snakke med en af deres frivillige om sine problemer, og alle er velkomne uanset størrelsen på deres problemer. Jeg kan varmt anbefale Headspace. Deres frivillige er rigtigt søde og dygtige. Man kan være helt anonym, og du kan være helt tryg ved at kontakte dem. Der ligger en Headspace i de fleste større byer. De kan også kontaktes via chat, hvis du synes det er rarest.
Det er mega svært, at skulle kæmpe med så mange bekymringer og negative tanker. Det kan godt gøre, at man forsøger at kontrollere og kæmpe alt hvad man kan. Men nogle gange kan det være en rigtig god idé at give lidt slip, prøve at være ekstra omsorgsfuld overfor sig selv og få snakket med nogle om, hvordan man har det.
Jeg håber du har kunne bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper