Hej,
Jeg er lige nu på udveksling i Tyskland, og har været her i lidt over 2 måneder.

Det er virkelig hårdt at gå i skole, og det er også meget anderledes end min gamle skole i Danmark. Jeg skal møde en del tidligere, og det tager mig også længere tid at komme i skole.

Alt undervisning foregår på tysk, så det kræver ret meget at følge med. Jeg skal ikke bruge karaktererne til noget, men jeg vil stadig gerne kunne følge med og især i fag som matematik og fysik.

I starten af året havde jeg vildt meget motivation til både at lære sproget, men også møde forberedt i skole og følge godt med i timerne.
Men nu har jeg fuldkommen mistet motivationen til at følge med i skolen og lære tysk.

Jeg kan godt mærke at jeg er blevet bedre til tysk, men tanken om at kunne det flydende virker så overvældende og uoverskueligt at jeg føler at jeg aldrig kommer til at lære det.

Og i skolen, kan jeg slet ikke følge lige så godt med som de andre elever, hvilket giver god mening. Men jeg har heller ikke motivation til at lære det i mit eget tempo, som jeg havde i starten af året.

Nu har jeg kun været her i 2 måneder, så jeg ved ikke om det er normalt at miste motivation

(16 år)


Hej med dig

Det kan være super hårdt at være på udveksling i et land, hvor man ikke snakker sproget og hverdagen er en anden. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Det giver mening

Det med at tage på udveksling, kan ofte godt være lidt af en blandet følelse. På den ene side er alt nyt og spændende, og på den anden side er mange ting anderledes fra det man er vant til. Derfor kan det også være rigtig svært at starte på noget nyt. Og når man så oven i hatten skal møde tidligere og det hele foregår på et andet sprog, så kan det godt være rigtig drænende. Derfor tænker jeg også det giver mening, at du synes det hele virker uoverskueligt og får lyst til at give op.

Det er helt normalt 

Du skriver, at tanken om at lære tysk flydende er uoverskuelig og gør, at du næsten bare giver op. At tale sproget i det land man besøger er både det største ønske hos mange udvekslingsstuderende, men også den største udfordring. Man bruger rigtig meget energi, når alt foregår på et andet sprog. For både når man skal sige og forstå noget, så skal det lige igennem oversættelsesmaskinen inde i hovedet. Det tager både tid og en masse energi. Derfor er det også helt normalt at have det, som du har det. Det er der rigtig mange udvekslingsstudenter, som oplever. 

Heldigvis oplever de fleste udvekslingsstudenter også, at det bliver bedre med tiden. Det er forskelligt, hvor lang tid det tager for folk at lære sproget i det land, som de er på udveksling i. Nogle lærer det efter et par måneder, og for andre går der længere tid. Så selvom det virker uoverskueligt lige nu, så skal du vide at det er helt normalt og at det godt kan blive bedre. 

Sænk baren

Et af mine bedste råd til dig vil være at prøve at sænke barren i forhold til det faglige. Som du selv skriver, så tæller ens karakter ikke for noget, når man er på udveksling. Derfor kunne det måske også være en god ide, at fjerne fokuset på det faglige og i stedet prøve at tage alle de små sejre. Måske lærte du et nyt ord, havde en kort flydende samtale eller kunne forstå store dele af en samtale mellem to andre. Det vigtigste er ikke nødvendigvis, hvilke sejre det er, men at man giver dem en masse opmærksomhed. På den måde fylder man sin dag med en masse sejre i stedet for en masse nederlag.

Motivation

Du skriver også, at du i starten af året havde en masse motivation til at lære sproget og følge med i skolen. Men nu har du fuldstændig mistet motivationen til begge dele. Motivation svinger i perioder. Og når man er ramlet ind i en svær periode, er det normalt, at den lige tager et dyk. Derfor tænker jeg også, at i takt med at du lærer mere tysk, er der chance for, at din motivation stiger igen. Nogle gange kan det også være en god ide, at flytte fokus over på de oplevelser man har på udveksling. Har du fx fået nogle gode venner eller en ny hobby i Tyskland? Måske prøv at bruge din tid der og lav nogle ting, som gør dig glad. Så skal motivationen og overskuddet nok komme af sig selv. 

Snak med din værtsfamilie

Et godt råd til, at få luft til de tanker du beskriver, er at tage fat i din værtsfamilie. De fleste værtsfamilier vil gerne have, at deres udvekslingsstudenter har det godt. Derfor tænker jeg også, at de rigtig gerne vil hjælpe dig, hvis du deler dine tanker med dem. Måske kan de hjælpe dig med at komme i gang med noget sport eller tage dig med til flere sociale arrangementer. Lige meget hvad, er det en god ide at snakke med dem om, hvordan du har det. For det kan være rigtig rart at dele sine tanker og følelser med dem, som er tæt på en. 

Snak med din kontaktperson

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har en kontaktperson gennem dem, du er på udveksling med? Hvis du ikke har lyst til at snakke med dem om det, så tænker jeg, at det måske kunne være en god ide at tage fat i kontaktpersonen. De fleste organisationer, som sender unge mennesker ud i verden, giver dem ofte en kontaktperson eller vejleder, som kan hjælpe dem. De har ofte en masse erfaring med at hjælpe unge på udveksling, som har det svært. Derfor tænker jeg også, at de måske kunne have nogle gode råd til, hvad du kan gøre.

Det kan være rigtig svært, når man er langt væk hjemmefra og det hele bare foregår på et andet sprog. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper