Hej Mindhelper
Jeg går i tiende klasse og er sammen med de andre elever ovre i skolen.
Men, når de andre holder fest eller mødes bliver jeg aldrig inviteret…
Jeg har masser af gange prøvet at komme med, men det er som om at de ikke vil have mig med…😔
Jeg ved ikke hvad jeg gør…jeg opføre mig helt normalt.
Og den eneste sådan gode ven, jeg troede jeg havde, er altid sammen med alle mulige andre og når han f.eks. holder noget hygge-druk eller bare hygge og jeg spørger om jeg må kommer med…er der aldrig plads, selvom jeg tydeligt kan se på deres Snapchat-stories at der er masser af plads.
Når jeg er sammen med de andre i skolen eller i fritiden går det fint og jeg føler at jeg klinger godt med de andre og at jeg passer fint ind…
Men når jeg så prøver at komme med til de arrangementer eller sammenkomster de er til, må jeg aldrig deltage, på grund af en masse dumme undskyldninger…
Jeg fatter ikke hvorfor jeg tydeligvis er så meget uden for fællesskabet….
Jeg kan ikke snakke med dem om det, da jeg ved at det bare gør det hele mere cringe, akavet og mærkeligt.
Har ingen “rigtige” venner😢
Hvad sker der og hvad skal jeg gøre???
(Dreng, 17 år)
Kære dreng på 17
Det lyder som en super træls situation, du er havnet i. Og det må være mega hårdt ikke at blive inviteret til festerne, så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det gør ondt at blive holdt udenfor
Når jeg læser dit brev, er min første tanke, at dine venner virkeligt ikke er særligt søde imod dig. For det gør hammerondt at blive lukket ude af fællesskabet på den måde. Vi mennesker er nemlig rigtigt sociale væsner. Det stammer fra dengang, vi stadig boede på savannen. Der var vi nemlig helt afhængige af at være i en gruppe, for hvis vi ikke var det, var det nærmest umuligt at overleve. Og derfor gør det også drønondt på os den dag i dag, hvis vi bliver lukket ude for et fællesskab. Så dine venner er virkeligt feje, når de ikke inviterer dig til festerne. For det er sådan noget, der ville gøre stort set alle mennesker kede af det.
Er der andre steder, du kan lære folk at kende?
Jeg kommer også til at tænke på, om det mon overhovedet er det værd at være med til de fester, når nu de bliver ved med ikke at invitere dig med? Jeg tænker i hvert fald, at du fortjener at være en del af et fællesskab, hvor du ikke nærmest skal tvinge dig ind. Og hvor folk faktisk inviterer dig som noget af det første de gør, når de skal holde fest. Fordi de synes, du er en mega rar person, og derfor har mega meget lyst til, at du skal være en del af deres fællesskab. Og det lyder ikke som om, det er den slags venner, dine klassekammerater i 10. er.
Derfor tænker jeg på, om der mon er et andet sted i skolen, hvor du kan lære nogle nye mennesker at kende? Har du for eksempel en fritidsinteresse? Eller noget du interesserer dig helt vildt for? Det kunne for eksempel være gaming eller håndbold. Så kunne du evenuelt undersøge, om der er nogle steder i nærheden af dig, hvor folk samles om lige netop den ting, som du synes, er mega fed. Sports – eller fritidsklubber er nemlig et rigtigt godt sted at lære nye mennesker at kende. For der ved man nemlig, at man i hvert fald har en fælles interesse med de andre, som man kan starte en samtale op omkring. Hvis du har lyst til det, kan du læse flere gode råd til at lære nye mennesker at kende i den artikel, jeg har linket til.
Du er snart færdig
Noget andet, jeg også kommer til at tænke på er, at du jo snart er færdig med 10. klasse. Så der er heller ikke ret længe til, at du faktisk slet ikke behøver at se dine klassekammerater fra 10. mere, hvis du ikke har lyst til det. Ligesom at du får en chance for at starte på en frisk der, hvor du skal hen efter 10. klasse. Det kan jo være, at der er nogle meget sødere mennesker der, som rigtigt gerne vil have dig med som en del af fællesskabet.
Snak med dem
Du skriver, at du ikke kan snakke med dem fra din klasse om det, fordi det bare ville gøre det hele endnu mere akavet. Og det kan jeg virkeligt også godt forstå, er en frygt, du har. Men jeg kommer også til at tænke på, om du har noget at tabe ved at gøre det? Der er vel som sagt ikke så længe til, at du slet ikke behøver at se de andre igen, hvis du ikke har lyst til det. Og den eneste måde du kan finde ud af, hvorfor de ikke inviterer dig, er ved at spørge dem. For de er jo de eneste, der har svaret på, hvorfor de af en eller anden grund ikke inviterer dig med til de her fester.
Men det er selvfølgeligt en god idé at overveje, om du har lyst til at høre svaret, inden du eventuelt snakker med dem. For det kan godt være, at det måske ikke er den fedeste begrundelse, du får. Og så skal du jo også kunne tåle at høre på den og tage imod den. Men på den anden side giver det dig jo også en mulighed for at få en ordentlig snak med dem om, hvordan du har oplevet det at blive lukket ude af fællesskabet. Og hvorfor det faktisk ikke er særligt pænt af dem at gøre sådan. Hvis du har lyst til det, kan du prøve at læse vores artikel om, hvordan man håndterer konflikter med sine venner. Mon ikke, der er nogle gode råd i den, du kan bruge?
Snak med en lærer
Du kan også prøve at snakke med en lærer om, at de andre ikke vil have dig med til festerne. Det er nemlig en del af lærernes ansvar at sørge for, at alle i klassen har det godt og trives. Så derfor er det også en del af dine læreres ansvar at sørge for, at der ikke er nogen, der bliver holdt udenfor. Hvis det er svært for dig at snakke med dine klassekammerater selv, kan det også være, at din lærer kan hjælpe dig med at få snakket med dine klassekammerater. Sådan så I kan finde en ordentligt løsning på problemet.
Snak med dine forældre
Jeg tænker også på, om du mon kan snakke med dine forældre om det? Det lyder nemlig som om, det fylder rigtigt meget for dig. Og når der er noget, der fylder meget for en, så er det super vigtigt, at man ikke går for meget alene med det. Så kan det nemlig komme til at bygge sig op indeni en og på den måde komme til at fylde endnu mere. Så selvom det måske ikke hjælpe direkte på at få dine klassekammerater til at invitere dig til festerne, så hjælper det alligevel tit lidt at snakke med noget. Fordi man kan bære rigtigt meget mere, hvis man har nogen til at hjælpe med det.
Tag fat i Headspace
Hvis du ikke kan snakke med dine forældre. Og der ikke lige er nogle andre i nærheden af dig, du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle søde frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder for dig. De frivillige er vant til at snakke med unge, der har det svært af alle mulige forskellige årsager. Så de skal nok gøre sit bedste for, at du kommer til at føle dig så tryg som mulig i samtalen. Du kan være helt anonym hos Headspace, så der er ingen, der behøver at vide, hvem du er, hvis du har det bedst med det.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at det lykkedes dig at finde nogle venner, der behandler dig bedre. For det fortjener du.
De bedste hilsner fra en Mindhelper.