Hej!

Der var igår en fest på det gym som jeg går på. Mig og min veninde havde valgt at tage hjem til mig og derefter vil vi videre til noget som klassen holdte. Jeg har slemt angst og det gav mig bare lidt angst da jeg ikke har det trygt ved dem fra min klasse.
Så vi lod være med at tage derhen og kun til gym festen. Men da vi så var der og prøvede at gå over til dem fra vores klasse gik de hele tiden fra os. Nu fortryder jeg meget at jeg ikke tog til det med klassen da det virker som om at der er ingen som kan lide os føler mig virkelig ikke velkommen og inkluderet i klassen.
Har mest lyst til at stop og finde en anden skole lige nu. Har i nogen råd til hvad jeg kan gøre?

Hilsen C

(16 år)


Kære C

Det er ikke rart, når man ikke føler sig velkommen og inkluderet i klassen. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Det giver mening 

Du skriver, at du har slem angst, og at dig og din veninde derfor valgte at springe festen med klassen over, og i stedet kun tage til gymfesten. Du skriver også, at de andre gik væk fra jer, når I prøvede at gå hen til dem til gymfesten. Det lyder ikke særlig rart, for det kan gøre ret ondt, når andre afviser en og går væk, når man prøver at opsøge dem. Derfor er det heller ikke okay, at de andre gjorde det. Og jeg tænker, at det er naturligt, at du bliver påvirket af det. For vi mennesker er flokdyr, og derfor er det vigtigt for os at passe ind. Det er noget, som sidder i os fra dengang, hvor vi levede ude i vildmarken. Der var det nemlig vigtigt at være en del af flokken, så vi ikke blev efterladt alene til at kæmpe mod vilde dyr. Og den mekanisme sidder stadig i os i dag. Derfor gør det også hammerondt, når man ikke føler sig inkluderet og velkommen. 

Og når den følelse fylder, kan den indre kritiker godt finde på at poppe frem og dunke en i hovedet med svære tanker og fortrydelse, som kan give en ondt i maven. Derfor tænker jeg også, at der måske er noget i vores artikel om at dæmpe den indre kritiker og acceptere sig selv, som kunne være hjælpsomt for dig? 

Fortrydelse kan hjælpe os med at finde ud af, hvad der er vigtigt

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg også, at det lyder til, at du på aftenen mærkede efter og gjorde det, som var rigtig for dig der, ved at springe festen med klassen over. Og selvom fortrydelse kan være en svær følelse, så har den også den funktion, at den kan hjælpe en med at mærke, hvad det egentlig er, som er vigtigt for en. Så måske det med at få nogle gode venner i klassen er vigtigt for dig? 

Og heldigvis kan du godt nå det endnu. Der er stadig masser af tid til at lære de andre at kende. Og ofte fylder sidste uges fest mega meget i ugen lige efter, men efter lidt tid er det noget andet eller en ny fest, som snakken går om. Så selvom det føles rigtig svært og ubehageligt lige nu, så kan det godt blive bedre igen. 

Start i det små 

Når man en gang har prøvet at blive afvist af nogen, er det helt naturligt, at få lyst til at trække sig eller lade være med at snakke med dem. Det er simpelthen hjernen, der prøver at passe på en. For den husker, at der var noget, som var ubehageligt, og det vil den gerne undgå. Men nogle gange kommer den til at slå lidt for meget alarm, og det kan godt være ret træls, for så holder man sig måske tilbage fra at søge kontakten eller vise, at man egentlig gerne vil de andre. 

Derfor kan det også være en god ide at prøve at vise de andre, at man gerne vil i kontakt med dem, og måske også starte en samtale, selvom det kan føles mega ubehageligt. Og derfor er det også vigtigt at starte i det små. I vores artikel om smalltalk står der også nogle gode råd,om hvordan man kan skabe kontakt. Så måske der er noget i den, som også kunne være hjælpsomt for dig? 

Snak med en studievejleder om det 

Når man ikke føler sig inkluderet i klassen, kan studievejledere også være rigtig gode at snakke med. De ved nemlig en hel masse om trivsel, og er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være rart for dig at snakke med en studievejleder? For det skal helst ikke være sådan, at man ikke har det godt i klassen. De fleste gymnasier har en studievejleder tilknyttet, som man kan bestille en tid hos. 

Snak med dine forældre 

Når man går med svære tanker og følelser, kan det være rigtig rart og lettende at dele dem med nogen. Derfor kan det også være en god ide at snakke med ens forældre om, hvordan man har det. For langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor vil de som regel også gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at der er nogle ting, som bøvler. 

Hvis du synes, at det er svært at fortælle dine forældre, hvordan du har det, kan du tage et kig på vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man får taget hul på snakken. 

Snak med din veninde om det 

Nogle gange kan det også være rigtig rart at snakke med en, som har det på samme måde, som en selv. Det lyder også til, at du måske allerede har snakket med din veninde, om hvordan I begge har det, efter I ikke tog med til festen. Er det mon rigtigt forstået? Hvis det er, så skal du endelig bare blive ved med at snakke med hende om det. Og hvis du ikke har, så tænker jeg, at det kunne være en god ide at gøre. 

Du er altid velkommen hos Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, er du også altid velkommen hos Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man ikke føler sig velkommen i klassen. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat. Og uanset, hvordan du kontakter dem, så gør de altid deres allerbedste for at hjælpe og lytte.

Det kan være hammerhårdt, når man ikke føler sig velkommen i klassen. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej, og krydser fingre for, at det snart bliver bedre med klassen. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper