Hej Mindhelper
Jeg er begyndt at få dårlig selvtillid til mig selv når jeg snakker med en voksen fra min klasse får jeg et græde anfald eller går i bagelås jeg siger dum ting til mig selv det er 3 ting
1 jeg er dum
2 jeg vil væk
3 jeg får det aldrig bedre
Siden det er så det et er fordi jeg har angst
Hvad skal jeg gøre ❓❓❓❓❓
(Pige, 15 år)
Kære dig,
Tusind tak for dit brev. Det lyder som om, du står i en situation, som er utrolig udmattende for dig lige nu. Det kræver meget mod at sætte ord på de her tanker, især når man føler, at man går i “baglås”.
Hvorfor går du i baglås?
Vi mennesker kan nogle gang komme til at tro, at helt almindelige situationer – som at tale med en lærer – er farlige. Det sker hvis vi får aktiveret vores “alarmsystem” selvom der måske slet ikke er grund til det.
Så kan det føles som om, at vores hjerne trykker på en “pause-knap” og vi går i baglås fordi vi faktisk bliver helt overvældet af stress.
Faktisk er det ret naturligt at begynde at græde når angsten lammer os på den måde – det er nemlig en måde for kroppen at slippe noget af det pres ud, som opstår inden i os.
Når angsten overtager tankerne
Du nævner tre ting, som du siger til dig, når du går i baglås. At du er dum, at du vil væk og at du aldrig får det bedre.
Det er meget vigtigt at vide, at det er angsten, som tænker de tanker og ikke dig.
Det er altså ikke sande tanker, men noget du tænker fordi du går i baglås og din krop ikke ved, hvad den skal gøre for at stoppe det.
Du er ikke dum og du kan få det bedre! Det skal angsten slet ikke bestemme.
Hvad kan du gøre?
Det første skridt er at bryde den cirkel, hvor du står alene med det her. Det skridt er du allerede begyndt at tage ved at skrive ind til os – og det er megagodt klaret!
Men jeg synes stadig, at du skal tale med nogle flere om hvordan du har det, så du kan få den støtte du har brug for, for at få det bedre. Vi har alle brug for hjælp nogle gange.
Da det nu måske er lidt svært for dig, at få ordene ud hvis du skulle sige hvordan du har det til en voksen, så kunne det være en god idé at skrive det ned.
Måske kan du vise en voksen det, som du har skrevet til os?
Eller skrive en lille seddel eller en besked til din lærer eller dine forældre, hvor der står: “Jeg vil gerne tale med dig, men jeg går ofte i baglås eller begynder at græde. Kan vi prøve at tale sammen på en anden måde?”
På den måde inviterer du den voksne til at hjælpe dig med at få sat ord på dine følelser og får fortalt dem, at du synes det er svært.
Hjælp kroppen til at finde ro
En anden ting, som lyder alt for simpelt, men som faktisk virker megagodt er: at trække vejret.
Når du mærker, at baglåsen er på vej kan du prøve at fokusere på at trække vejret dybt ned i lungerne og puste luften langsomt ud igen.
På den måde fortæller du nemlig din krop og din hjerne at der ikke er noget at være bange for og at du har styr på situationen.
Man bliver overrasket over hvor godt det virker, at trække vejret dybt.
Du prøve at undersøge appen Ro, som har vejrtrækningsøvelser og andre øvelser til at få kroppen i ro, når den kommer ud af kontrol.
Den findes både til Apple og til Android.
Det kan blive bedre!
Angst er virkelig udmattende og overvældende at slås med. Og det kan føles så svært og håbløst nogle gange. Men det KAN blive bedre! Jeg taler af erfaring.
Få den støtte du har brug for fra de voksne i dit liv og begynd rejsen hen imod at lære angst og uro at kende, så du bedre kan håndtere det.
Jeg vil anbefale dig at tage fat i headspace også – det er et sted hvor man kan tale med nogen, som er der for at lytte på dig, om alt det svære. Både ansigt til ansigt men også over chat.
Det er altid, altid, altid det bedste man kan gøre, at tale med nogen!
Jeg er så glad for ud har skrevet ind, så jeg kan fortælle dig – igen – at du ikke er dum, og at du ikke er alene.
Din krop råber højt lige nu, fordi den har brug for hjælp til at finde roen igen – og den hjælp findes.
Alverdens held og lykke – Aske