Jeg bliver hurtigt sur og meget nemt ked af det. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre?

Hej.

Jeg bliver hurtigt sur og meget nemt ked af det. Og jeg ved ikke hvorfor jeg gør det og det går ud over mine nærmeste. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.

(Pige, 19 år)


Kære pige på 19

Det lyder som om, at det er rigtigt svært at være dig i øjeblikket. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Dine følelser er normale

Der er ikke noget mærkeligt i, at blive sur eller ked af det. Det er fuldstændigt naturlige følelser, som vi alle sammen oplever i større eller mindre grad. Der kan være rigtigt mange grunde til, at der er nogle som hurtigere bliver sure eller ked af det end andre. Og derfor kan det også være en rigtig god idé, at prøve at undersøge videre, om man kan finde ud af, om der er en årsag til at man hurtigt bliver ked af det eller sur. For som du selv så fint skriver, så kan det godt komme til at gå lidt ud over dem der er omkring en, hvis man bliver sur eller ked af det. Det er ret normalt, og jeg tror de fleste af os kan nikke genkendende til at have kommet til at sige eller gøre noget, som gik ud over vores nærmeste, fordi vi var sure eller kede af det. Det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt, men det er altså helt normalt. Heldigvis, så har vi altid muligheden for at sige undskyld, hvis vi kommer til at sige/gøre noget dumt. Så hvis der er nogen, som du er kommet til at såre, så kan jeg altså virkeligt anbefale dig bare at sige undskyld. De fleste mennesker er mega søde og tilgivende, hvis man siger undskyld og virkeligt mener det. Det kan være rigtigt rart for begge parter.

Er der sket noget?

Jeg kommer til at tænke på, om der er sket noget i dit liv på det seneste? Måske har der været nogle forandringer, som gør at du er lidt mere sårbar end du plejer? Det kan i hvert fald godt gøre, at ens følelser måske sidder lidt mere uden på kroppen. Nu skriver du ikke så meget om det er nyt, at du hurtigt bliver sur eller ked af det. Eller om det altid har været sådan? Uanset hvad, så kan der være mange grunde til, at man reagerer hurtigt med sine følelser. Det kan komme, hvis man er lidt presset eller stresset. Eller hvis man føler, at de personer man snakker med ikke kan forstå en. Derfor tænker jeg også, at det er en rigtig god idé, hvis du prøver at undersøge videre, om der er en grund til, at du pludseligt bliver meget ked af det eller sur.

Skriv situationerne ned

En måde du kan undersøge dine reaktioner på, kan være ved at skrive ned, hvad der skete, da du blev sur. Hvis du skriver ned, hvornår og hvad der triggede dine følelser, så kan du måske få et bedre overblik over, hvad der er årsagen til, at du reagerede. Det kan være der tegner sig nogle mønstre i dine tanker og følelser, og så har du en bedre mulighed for at forstå, hvad der skete, og hvad du så kan gøre. Du kan også prøve at læse vores artikel om, hvad man kan gøre, hvis man bliver hurtigt vred. Der står en masse gode råd i.

Du skriver ikke nogle specifikke situationer i dit brev, så jeg kan desværre heller ikke komme med så mange vildt specifikke råd. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, om det giver god mening at du bliver sur eller ked af det? Hvis der er nogle som siger eller gør noget, som det er helt naturligt at blive vred eller ked af det over, så er det jo ikke dig, som der bør ændre på noget. Altså forstå mig ret, det kan altid være en god idé, at prøve at løse sine konflikter på en god måde. Men nogle gange, så er det ikke kun en selv, men også de mennesker som vi omgiver os med, som er skyld i ens heftige udbrud. Derfor er det også en rigtig god idé, at gennemgå situationerne med sig selv og eventuelt nogle andre.

Snak med nogen om det

Jeg tænker også at en rigtig god idé kunne være, at snakke med dine nærmeste om det. Især hvis de har oplevet dig, når du hurtigt bliver sur eller ked af det. Hvad tænker de, at der skete i situationen? Hvordan oplevede de dig? Det kan selvfølgelig være en rigtig svær samtale at skulle have, og der er risiko for, at du kan blive rigtigt sur eller ked af det over de ting, som du får af vide. Men det ville være en rigtig god mulighed for at lære mere om dig selv, og måske forstå dine nærmestes synspunkter. Måske er der en masse misforståelser når i snakker sammen, som gør at i kommer på tværs af hinanden. Bliver dine nærmeste ligeså hurtigt sure/kede af det som dig? Hvis du tager samtalen, så prøv at være åben og nysgerrig på de ting de siger, og prøv at tælle til ti, hvis du kan mærke det de siger gør dig vred, inden du reagerer. Jeg ved godt, at det er meget nemmere sagt end gjort. Men jeg tænker stadigvæk, at det er et forsøg værd?

Snak med dine venner/veninder om det

Hvis du har nogle venner eller veninder, som du er tæt med, så tænker jeg at det kunne være en fordel, hvis du prøvede at snakke med nogle af dem om, hvad der sker. Du kan prøve at forklare dem nogle af de situationer, hvor du er blevet rigtigt vred/ked af det, og så spørge dem om, hvad de tænker om situationen? Måske siger de, at det gav vildt god mening, at du blev vred. Måske synes de du overreagerede. Uanset hvad, så bringer det dig i hvert fald et skridt tættere på en løsning.

Tag fat i Headspace

Hvis du synes det er et lidt for ømtåleligt emne at tage op med dine bekendte, så kan jeg anbefale Headspace som en mulighed. Headspace er et anonymt rådgivningscenter, hvor man kan komme og snakke med en frivillig om ens problemer. De kan hjælpe en, rådgive og støtte en. Alle er velkomne i Headspace, ingen problemer er for store eller for små i Headspace. Deres frivillige er mega søde og dygtige, og jeg kan varmt anbefale dem.

Det er mega svært, hvis man oplever rigtigt hurtigt at blive sur eller ked af det. Derfor er det også en super god idé, at undersøge hvorfor følelserne rammer en. Og det kan være mega rart at gøre det sammen med nogle andre, så man ikke behøver gå alene med sine problemer.

Jeg håber virkeligt, at du har kunne bruge nogle af mine råd til noget. Og så krydser jeg super meget fingre for, at du snart kan få noget klarhed over, hvorfor du bliver ramt af de svære følelser. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke fremover.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper