Når min kæreste og jeg er lige ved at ligge os til at sove, så kan jeg pludselig ikke sove, selvom jeg har været træt hele aftenen. Og så bliver jeg ofte virkelig ked af det, nogle gange over ingenting, men ellers over en masse små ting. Det er som om, at efter vi er blevet kærester, er jeg er blevet meget mere følelsladt og har nemmere til tårer.

Hej Mindhelper

Jeg har den dejligste kæreste og vi har snart været sammen i et år. Han er min første kæreste og den første som jeg har prøvet alt med. Han tog min møddom i starten af vores forhold, men efter nogle måneder havde vi en uge hvor, under sex, at kondomet sprang to gange på en uge og jeg tog en fortrydelsespille begge gange. Efter det var jeg ret ked af det i lang tid og bare sådan generelt lidt mere i kulkælderen. Da det var ved at gå lidt over blev hans mormor meget syg igen, hvilke han selvfølgelig var meget ked af det over. Hun er så død her i foråret. Så der har været nogle perioder i vores forhold som har været ret svære. Men mit problem er egentligt at jeg næsten hver gang vi sover sammen er ked af det over ingenting. Det er altid når vi er lige ved at ligge os til at sove, så kan jeg pludselig ikke sove selvom jeg har været træt hele aftenen. Og så bliver jeg ofte virkelig ked af det, nogle gange over ingenting, men ellers over en masse små ting. Jeg har ikke rigtigt før haft en stor tendens til at græde hele tiden, men det er som om at efter vi er blevet kærester at jeg er blevet meget mere følelsladt og har nemmere til tårer. Det irriterer mig sindssygt meget fordi at det påvirker også min kæreste rigtig meget og det ville knuse mig hvis det endte med at ødelægge vores forhold. Jeg har snakket med ham om det flere gange og han vil rigtig gerne hjælpe mig og give mig tid og det jeg har brug for. Og jeg vil rigtig gerne arbejde med det, for det går mig rigtig meget på og jeg er bange for at det vil ødelægge vores forhold. Jeg håber i har nogle gode råd til hvordan man selv kan arbejde med det 🙂 For udover det har jeg et helt fantastisk liv og jeg er super glad og jeg elsker min kæreste overalt på jorden, og vil absolut ikke forlade ham.

(Pige, 16 år)


Kære pige på 16

Det lyder rigtigt hårdt, at du oplever at blive så ked af det for tiden. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.

Det lyder til, at dig og din kæreste har et rigtigt godt forhold, hvor i er gode til at passe på hinanden. Det er jo bare super dejligt, og derfor kan jeg da sagtens forstå, at du ikke har lyst til at forlade ham. Og når jeg læser dit brev, så synes jeg heller ikke, at det virker til, at der er nogen grund til, at i ikke skal være sammen. Som jeg læser dit brev, så virker det til, at i går igennem en hård periode. Og jeg er ked af at høre, at din kærestes mormor er gået bort. Det har sikkert været rigtigt hårdt for din kæreste, men også for dig. Det er aldrig nemt, når en man elsker er ked af det. For man vil så gerne sørge for, at personen er glad. Men det kan også være rigtigt godt, bare at give plads til de svære følelser, og lade dem være en del af livet, i de perioder hvor det er svært. Samtidigt kan de svære perioder faktisk også være med til, at gøre ens forhold stærkere. Grunden til at jeg siger det er, at man i de svære perioder også lærer hinanden bedre at kende, og måske samtidigt finder ud af, at ens kæreste godt kan rumme en, selvom man har det svært.

Fortrydelsespiller

Jeg synes du skal vide, at fortrydelsespiller kan godt give humørsvingninger som bivirkning. Så det kan måske også være en grund til, at du har oplevet at være nede i kulkælderen efterfølgende. Der er også nogle, som oplevede at det var en lidt ubehagelig oplevelse, at tage pillerne. Og du måske har følte dig bekymret, lidt bange eller usikker? I så fald, så kan det også sagtens være med til at gøre en ked af det. Men det er selvfølgelig ikke sikkert. Og hvis du bliver ved med at være ked af det, så er det nok heller ikke fortrydelsespillerne alene, som har skylden. Men det kan være rart at vide, at de altså godt kan have den effekt på ens krop, uden at man kan styre det selv.

Det er okay at være ked af det

Vi oplever alle sammen i perioder, at være nede i kulkælderen. Det er faktisk fuldstændigt normalt, selvom det er hammersvært. Og det kan især godt komme, hvis man oplever svære perioder. Eksempelvis hvis man selv, eller nogen man elsker, oplever sorg. Eller hvis man er inde i en periode, hvor man er lidt presset eller bare føler sig lidt ude af balance. Og det er altså helt okay, at blive ked af det. Det behøver du ikke bebrejde dig selv for. Man behøver ikke være glad hele tiden – det er der ingen der ville kunne leve op til. Og nogle gange kan det faktisk være ret rart og sundt, at få grædt ud. Så kan det føles som om, at presset inde i en letter lidt. Derfor kan det også være en god idé, at give sig selv lov til bare at være ked af det nogle gange. Det kan være med til at få det ud af kroppen igen.

Hvis man er inde i en svær periode, så kan man godt ende i sådan en lidt uheldig cirkel. Hvor man måske ender med at blive ked af det over, at man bliver ked af det. Okay, det lyder måske lidt forvirrende. Men det jeg mener er, at man måske føler, at man burde være glad, og så begynder man at slå sig selv oven i hovedet over, at man ikke er glad. Men det er altså okay, at blive ked af det. Det skal der være plads til. Og tristheden kommer ikke til at vare for evigt. Jeg tænker at denne her artikel omkring tristhed, måske kunne være til stor hjælp for dig. Der står lidt information om, hvorfor man bliver trist, og nogle gode råd til, hvad man selv kan gøre.

Er der noget bestemt, der trykker?

Du skriver, at det er en masse små ting, som gør dig ked af det, når du ligger i sengen om aftenen. Det er ret normalt, at det er om aftenen, at vi bliver ramt af bekymringer og tristhed. Det kommer på det tidspunkt, fordi vi ligger stille og roligt, og har tid til at tænke over alt muligt. Nogle gange går vores hjerne så lidt amok. Og så er det helt normalt at blive ramt af en hel strøm af svære tanker og bekymringer. Det kan man ikke rigtigt styre. Men noget der kan hjælpe er, at skrive tankerne og bekymringerne ned, og så snakke dem igennem med nogle. Din kæreste eksempelvis. På den måde kan du også få et overblik over, hvad det er der fylder i dit hoved. Ofte er det meget af det samme, som kører rundt igen og igen.

Prøv næste gang, at du oplever at blive ked af det om aftenen, at skrive dine tanker ned i en dagbog eller notesblok. Bare skriv aaalt hvad dit hoved fyrer af af forskellige tanker, og så stop, når du ikke kan komme på flere. Så har du faktisk en liste over nogle af alle de ting, som bekymrer dig. Nogle gange kan skrivemetoden faktisk også være med til, at man får nemmere ved at falde i søvn, fordi man kan sige til sig selv “nu står alle mine tanker og bekymringer i bogen, så kan jeg tage stilling til dem i morgen”.

Pas ekstra godt på dig selv

I perioder hvor man oplever meget tristhed, så kan det være en god idé, at passe ekstra godt på sig selv. Og huske at forkæle sig selv lidt. Så hvis der er nogle ting, som du elsker at gøre, så kan du måske prøve at prioritere det ekstra højt i din hverdag. Måske elsker du at læse, løbe, drikke te, male – det er helt op til dig. Du kan prøve at læse denne artikel omkring selvomsorg, måske kunne den være noget for dig? Når du ligger i sengen om aftenen, så kan du også afprøve den her afspændingsøvelse. Den er rigtig god til, at få ens krop til at slappe af og falde til ro. Det kan tage lidt træning, så gi’ ikke op, hvis den ikke fungerer for dig, de første par gange.

Få det snakket igennem

Mit bedste råd til dig er nok, at få snakket dine tanker og bekymringer igennem med nogen. Prøv at få det hele snakket igennem med din kæreste, men måske også med en anden. Det kunne det være dine forældre eller en tæt veninde. Når vi snakker tingene igennem, så er det også lidt som om, at vi letter trykket på dem. Lidt ligesom når man lukker luften ud af en helt spændt ballon. Derfor kan det også være så super sundt, at få sat ord på, hvordan man har det.

Headspace

Hvis du tænker, at du hellere vil snakke tingene igennem med nogle, som ikke kender dig. Jamen så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig forening, som varetager rådgivning af unge i alle slags problemstillinger. Der kan man komme og snakke med en frivillig. Man må komme og snakke om hvad som helst, og de er helt vildt søde. De er vant til at snakke om alle slags problemer, og du kan være helt tryg ved at kontakte dem. Det er forøvrigt helt anonymt. Der ligger en Headspace i de fleste større byer.

Tag fat i lægen

Hvis du oplever at tristheden ikke går væk, eller at den bliver værre. Jamen så kan det være en god idé, at tage til lægen. Man må altid tage til lægen, hvis man har det skidt – uanset om det er fysisk eller psykisk. Så kan lægen nemlig hjælpe en med, om der er noget mere alvorligt galt, eller tjekke en for, om man udviser tegn på depression.

Det kan være helt vildt svært, hvis man oplever at være meget trist i en periode. Men det er faktisk ret normalt, især hvis der sker svære ting i ens liv. Derfor kan det også være en rigtig god idé, at give plads til tristheden og så få snakket det godt igennem med nogle, som man er tryg ved.

Jeg håber du har kunne bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig.

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper.