Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 16 år, som lige er startet på gymnasiet. Jeg har altid haft et meget lavt selvværd og selvtillid. Har også altid været genert og indadvendt.
Mange jeg kender siger, at jeg er blevet meget mere selvsikker og udadvendt efter jeg gik på efterskole sidste år. Jeg føler bare ikke det er sandt. Jeg har det stadig dårligt med mig selv. Lige for tiden har jeg det rigtig svært, men ingen ved noget om det, fordi jeg har meget svært ved at snakke om mine følelser. Ved heller ikke, hvad jeg skulle sige, fordi jeg egentlig ikke rigtig ved, hvordan jeg har det. Er meget forvirret omkring, hvem jeg er. Den ene dag kan jeg have det rigtig godt, og den anden dag have det helt forfærdeligt. Får tit nogle mærkelige angst anfald, det er især om natten, hvor jeg bare går i panik. Ved ikke hvorfor det sker. Jeg føler også tiden går meget stærkt, og det skræmmer mig. Er bange for at blive ældre. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Sætter også mange krav til mig selv, som jeg ikke kan leve op til. Jeg vil bare gerne være glad, men føler jeg stresser og overtænker alt for meget.

Hvordan får jeg det bedre?

(16 år)


Kære Pige på 16 år

Det er smadder hårdt at have det dårligt med sig selv. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og fortalt om det. For det kan være tungt at gå med alene.

Hvem er jeg?

Du skriver, at du ikke ved, hvem du er. Den tanke tror jeg, at rigtig mange unge kan genkende. For det er helt normalt ikke at vide, hvem man selv er, når man er 16 år.

Jeg ved ikke, om det er sådan for dig, men tit kan tankerne også dukke op, når der sker store skift i ens liv. Og det tænker jeg, at der er sket i dit. Du er nemlig gået fra efterskole til gymnasie. Og så kan det godt tage noget tid at finde ud af, hvem man er nu, hvor man ikke længere er på efterskolen, men i stedet er blevet gymnasieelev. 

Overtænkning

Når man går og bøvler med tanker om fremtiden, og ikke tror på sig selv, kan man godt komme til at overtænke. Det gør man fordi, at man er vant til at løse problemer, ved at tænke over dem. Men nogle gange kan tankerne også tage overhånd. Og i stedet for at løse ens problemer, så bliver det mere en ond cirkel, hvor tankerne måske gør en endnu mere forvirret eller trist.

Heldigvis kan man godt arbejde med at stoppe overtænkning. Det er tit svært i starten. Men med øvelse kan man ligeså stille blive bedre til, ikke at lade tankerne løbe af med en. Det kan du læse om i artiklen Overtænker du? Få 8 råd til at stoppe.

En teknik, som også kan være super god, hvis man har det med at være hård ved sig selv. Det er en teknik, hvor du opfinder en figur til f.eks. negative tanker om dig selv. Jeg ved godt, at det nok lyder ret skørt. Men prøv at tage et kig på artiklen Opfind en figur til tunge tanker – og få det lettere med dem. Måske det kunne være hjælpsomt?

Tal om det

Noget af det bedste, man kan gøre, når man har det svært er, at tale med andre om det. Men det kan være svært – især hvis man ikke er vant til at tale om sine følelser. Måske kan man blive bekymret for, hvad den anden vil tænke om en, eller om de ville kunne forstå, hvordan man har det. 

Men at øve sig i at tale om, hvordan man har det er rigtig godt. For tit bliver det lettere og lettere, jo mere man vænner sig til det. Og dem tæt på en vil for det meste gerne lytte og hjælpe, når noget er svært. Så måske du kan prøve at tale med en af dine forældre, en god veninde, eller en helt tredje om, hvordan du har det?

Du kan finde tips til at tage snakken i Mindhelpers Guide til at tale med forældre om svære ting. Rådene kan også bruges til andre end forældre. 

Når angsten dukker op

Du beskriver også, at du har haft nogle angst-agtige anfald. Det er hammer-ubehageligt, når angsten dukker op, men det er heldigvis ikke farligt – selvom det måske kan føles sådan i situationen. Mange unge, har prøvet at have angst. Og mange fortæller ligesom dig, at de ikke rigtig kan sætte en finger på hvorfor. For angst behøver ikke at komme af en speciel grund. Men man kan sagtens arbejde med angsten, uden at man ved, hvorfor man får den. 

Nogle der ved en masse om angst er rådgiverne, som arbejder hos Angsttelefonen. Derfor kan jeg også varmt anbefale dig, at hive fat i dem. 

Hvis angsten bliver ved med at fylde, kan det også være en god ting, at tage op til din læge. Lægen kan nemlig hjælpe dig med at finde ud af, om der er noget hjælp, som kunne være godt for dig at få.

Headspace

Til sidst vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Headspace er et sted for unge, hvor man kan komme og få samtaler. De frivillige som arbejder der er rigtig søde, og gør altid deres bedste for, at det skal være en god oplevelse at komme der. Og sommetider kan det være rart at tale med nogen, som ikke lige kender en i forvejen. 

Det er svært at kæmpe med usikkerhed og overtænkning. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge, og at du får fortalt nogen om tankerne.

De bedste hilsner fra en Mindhelper