Hej
Jeg har svært ved at være mig selv omkring andre. De venner som jeg har nu, kan jeg 100% være mig selv, de fleste af de venner har jeg været sammen med siden folkeskolen. Jeg er en meget introvert type, ift. til mine venner, når jeg er sammen med dem jeg er komfortabel med kan jeg snakke med hvem som helst (især med alkohol i systemet).
Da jeg startede på gymnasie, synes jeg det har været enormt anstrengende at være social og få nye venner. Jeg føler at hele min personlighed forsvinder når jeg kommer ind i min klasse og jeg bliver næsten kedelig. Det har især været svært at blive gode venner med dem i min klasse, da de fleste allerede kendte hinanden i forvejen. Det er som om jeg ikke kan være mig selv uden en jeg er tilpas med, er ved siden af mig, hvis det giver mening. Jeg har altid været lidt socialt akavet, og føler det er blevet værre, hvor det er noget til det punkt, hvor jeg begynder at få ekstreme humørsvingninger?? Jeg tror ikke det har noget med mit selvværd at gøre.
Jeg vil sige jeg er en meget selvbevidst person, så jeg forstår ikke hvorfor jeg har så svært ved at omgås andre?
Bh. Pige på 17
(17 år)
Hej Pige på 17
Det lyder til, at følelsen af ikke at kunne være sig selv og slappe af socialt fylder meget hos dig. Det kan være hammerdrænende, når man har det sådan. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt det.
Det er normalt
Du skriver, at du har svært ved at være dig selv omkring andre. Det kan være en svær følelse at gå med, og det kan sluge rigtig meget af ens energi. For man er måske vildt opmærksom på, hvad man gør og siger, og hvordan andre reagerer på det. Samtidig kan man måske også blive frustreret over, at man ikke bare slappe af, og være sig selv. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at det påvirker dig.
Men du skal vide, at du langt fra er alene om at have det sådan. Jeg tror, at rigtig mange unge kender til det med, at det kan være svært at slappe helt af sammen med nye mennesker. For når man møder nye mennesker, er det helt normalt, at man lige skal lære hinanden at kende og blive tryg ved hinanden inden man kan være helt sig selv. Og for nogle tager det et par timer, og for andre går der et par måneder. Og begge dele er helt okay.
Du skriver også, at du er meget introvert, og derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du har brug for lidt tid til at blive tryg ved de andre fra klassen. Men når man er midt i det, kan det være ret drænende og anstrengende. Og så kan den indre kritiker godt finde på at titte frem og bebrejde en for, at det ikke lige går så godt med at snakke med de andre. Er det mon noget du kender? Hvis det er, så tænker jeg, at der måske er noget i vores artikel om at dæmpe sin indre kritiker og acceptere sig selv, som kunne være hjælpsomt for dig?
Det kan hjælpe at have nogle emner klar
Nogle gange kan det også være en god ide at have nogle emner klar, så man ikke skal finde på, hvad man skal sige eller gøre, når man står i situationen. For på den måde har man nogle ting at læne sig op af, og det kan gøre det lidt nemmere at slappe af, når man snakker med nye mennesker. I vores artikel om smalltalk står der nogle gode råd til, hvordan man kan blive bedre til at smalltalke og skabe kontakt med andre.
Snak med dine venner om det
Når man har det svært, kan det være rigtig rart at snakke med nogen om det. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du måske kan snakke med nogle af dine venner fra folkeskolen om, hvordan du har det? Jeg tænker også, at der måske er nogle af dem, som har oplevet, at det kan være svært at være sammen med nye mennesker og være helt sig selv. Og som måske har et godt råd eller to til dig. Og uanset om de kender det eller ej, så vil langt de fleste venner rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem om det, der bøvler for en.
Snak med dine forældre
Nogle andre, som også kan være rigtig gode at snakke med, når man har det svært, er ens forældre. For de er måske nogle af de voksne, som er tættest på en. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor vil de som regel også gerne hjælpe og støtte en.
Nogle unge synes, at det kan være lidt svært at få taget hul på snakken med deres forældre. Hvis du også har det sådan, kan du tage et kig på vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man kan åbne op for snakken.
Studievejledere kan også hjælpe
Hvis der er nogle ting i gymnasiet og klassen, som er svære, kan studievejledere også være rigtig gode at snakke med. De ved nemlig en hel masse om trivsel, og er vant til at snakke med unge. De fleste gymnasier har en studievejleder tilknyttet, som man kan bestille en tid hos.
De vil altid gerne lytte hos Headspace
Her på falderebet vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Headspace er et sted, hvor man som ung kan komme og snakke om det, der fylder. Og de frivillige, som arbejder der er super søde og vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være gode at snakke med, når man har svært ved at slappe af og være sig selv sammen med nye mennesker. Det er helt gratis og anonymt. Og det kan være ret rart at have et fristed, hvor
man kan komme og få lidt luft til ens tanker og følelser. Du kan både fange dem på chat, droppe ind i et af deres centre eller bestille en tid. Og uanset hvordan du kontakter dem, så gør de altid deres allerbedste for at lytte og hjælpe.
Det kan være hammersvært og drænende, når man ikke kan være sig selv sammen med andre. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper