Hej Mindhelper

Hej, jeg har før drømt at mit kæreste dræber mig i mine drømme, og nogen gange når han laver mad og har en kniv i hånden bliver jeg bange for at han vil dræbe mig. Hvad kan dette betyde?

(20 år)


Kære Du

Det kan godt være ret ubehageligt at have drømme og tanker om, at ens kæreste dræber en. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt det. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Det er normalt 

Det kan være ret skræmmende og ubehageligt, når man ser sin kæreste stå med en kniv og tanken om, at han kan dræbe en popper frem. Eller man vågner efter at have drømt, at han dræber en. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du begynder at tænke over, hvad det mon kan betyde. For hvis man ikke har haft dem før, kan den slags tanker godt gøre en ret bange. 

Men der er ikke noget unormalt i at få sådan nogle tanker. Alle mennesker får ubehagelige tanker en gang imellem. For hjernen drøner derudad og laver tanker hele tiden – både når vi er vågne og når vi sover. Og nogle af de tanker er rare og dejlige, og andre er voldsomme og skræmmende. Derfor betyder det heller ikke noget bestemt, når ubehagelige tanker en gang imellem kommer på besøg. 

Tanker er bare tanker 

For tanker er bare tanker. Og de har sjældent noget med virkeligheden at gøre. Selvom det sagtens kan føles sådan. Men egentlig er det bare en række ord, der lige er poppet frem i ens hjerne. Så selvom tanker kan føles rigtig skræmmende og gøre en bange, så kan det være en hjælp at huske på, at de ikke er andet end tanker. Sådan så man ikke bliver helt fanget af tanken, når den kommer frem. 

En helt konkret måde man kan øve sig i at tage luften ud af tankerne, er at øve sig i at træde et skidt tilbage fra dem. For på den måde kan det også være lidt lettere at adskille sig fra dem. Det lyder måske lidt fjollet, men rigtig mange oplever, at det er en god hjælp. Så hvis du har lyst til at give det et skud, kan jeg varmt anbefale dig at tage et kig på vores artikel Træd et skridt tilbage fra de tunge tanker og få det lettere med dem. I den står der nemlig lidt mere om teknikken.

Tal med nogen om det 

Når man går med tanker, som kan gøre en bange, kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om dem, og få det sagt højt. For som regel tager det lidt af luften ud af tankerne. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har nogen, som du kan snakke med om dine tanker og drømme? Det kan fx være en god ven, en forældre eller en tredje, som du er tryg ved. 

Nogle synes også, at det kan være rart at fortælle deres kæreste om de tanker, de har. Sådan så tankerne ikke kommer til at ligge og ulme inde i en. Hvis du også har det sådan, kan det være en ide at snakke med din kæreste om det. 

De vil altid gerne lytte hos Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, er du også altid velkommen hos Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge. Derfor kan de også være gode at snakke med, når man er begyndt at få tanker og drømme om, at ens kæreste dræber en. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym hos dem. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat. 

Det kan være hammer ubehageligt at opleve, at man drømmer og får tanker om, at ens kæreste dræber en. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge, og at det har givet dig lidt ro. Jeg sender de varmeste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper