Hej Mindhelper
Jeg føler, at jeg har det svært, men jeg viser det ikke i virkeligheden. Jeg giver nemt op på tingene og føler mig trist. Jeg har intet overskud til noget og gider ikke at hjælpe til længere. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogle om det, da jeg synes det er akavet at tale om og jeg er ikke så vild med at snakke om mine følelser. Jeg har kun fortalt få personer om det, men jeg ville ikke trække dem med ned og smitte dem med min tristhed. Jeg har virkelig lavt selvtillid og selvværd, og jeg føler at jeg aldrig får det bedre med det.
Min kæreste og jeg har slået op, og det har påvirket mig ret meget. Jeg græder om natten og har det forfærdeligt. Så rammer min selvtillid mig også, når jeg græder over ham. Jeg bliver også jaloux vildt nemt, når han nævner søde ting om piger eller andet, for så rammer min selvtillid igen og jeg tænker, at de piger han nævner, er 100x pænere end mig osv. Det gør ondt, men jeg ved ikke hvad det er. Jeg overtænker alting tit.
Jeg er begyndt at hade skolen mere også. Før corona, var jeg ret tilfredse med mine feedbacks, men nu her, er jeg slet ikke. Jeg har intet overskud til at gøre mig umage længere.
Hvad er det? Jeg tænker ikke, at det er en depression, men hvad betyder det, at jeg har det sådan her. Altså jeg ved blandt andet godt, at jeg har vildt lavt selvtillid og, at jeg er en overtænker og det nok er meget normalt osv. Men hvad kan det præcis være?
– anonymt.
(Pige, 15 år)
Hej Pige på 15 år
Det lyder som om, der er en masse tanker og følelser, der fylder for dig for tiden. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det er normalt
Du skriver, at dig og din kæreste har slået op. Og det lyder som om, det har påvirket dit humør rigtigt meget. Det er helt normalt, at man oplever at blive rigtigt ked af det, når man har slået op med sin kæreste. For når man går fra sin kæreste, mister man jo på en måde et menneske, som man har været vant til at have i sit liv. Så det er faktisk en slags sorg, man oplever, når man går fra sin kæreste.
Derfor gør det også hammerondt i et stykke tid, efter man har slået op med sin kæreste. Og man oplever måske at blive rigtigt ked af det lige pludseligt på tidspunkter, hvor tankerne får lov til at køre som for eksempel om aftenen og om natten. Den gode nyhed er dog, at kærestesorg for det meste også bliver bedre af sig selv med tiden. Men hvis du har lyst til det, kan du kigge i vores artikel om, hvad man kan gøre, hvis man har kærestesorger. Jeg tænker, at der er nogle råd i den, som du kan bruge til at passe lidt ekstra godt på dig selv lige nu, hvor dine kærestesorger fylder meget.
Det kan blive bedre igen
Du spørger, hvad der mon kan være grunden til, at du er så trist for tiden? Og det er svært at give dig et svar på. For der er for det meste ikke bare en grund til, at man har det super svært i en periode. De svære perioder er nemlig lige så meget en del af livet, som de gode perioder er. Og tit er det en blanding af en masse forskellige svære ting, som gør, at man ramler ind i en svære periode. Men du beskriver selv, at du for eksempel kæmper med lav selvtillid, at du overtænker og så, at du er gået fra din kæreste.
Det er alt sammen ting, der kan påvirke ens humør og gøre en ked af det. Derfor tænker jeg også, at det giver super god mening, at du synes, at det hele er lidt svært lige nu. Men selvom du synes, at det er rigtigt svært for tiden, så kan det heldigvis godt blive godt igen. Nogle gange har man bare brug for lidt hjælp og støtte fra folk omkring en for at få det godt igen. Hvis du har lyst til det, så kan du også kigge i vores artikel med gode råd til, hvad man kan gøre mod tristhed. Det kan være, du kan finde nogle råd i den, der kan hjælpe dig lidt.
Jalousi gør hammerondt
Det du beskriver med, at det gør rigtigt ondt, når din kæreste nævner andre piger end dig, lyder som helt normal jalousi. Jalousi gør hammerondt, men det er helt normalt at opleve. Og jalousi dukker tit op, hvis man bliver usikker på sig selv for eksempel fordi, at man bliver usikker på, om man nu er god nok eller pæn nok i forhold til den anden pige. Derfor tænker jeg også, at det giver rigtigt god mening, at du oplever jalousien. Hvis du har lyst til det, så kan du prøve at kigge i vores artikel med gode råd til at håndtere jalousi. Der er nemlig nogle tips og tricks, som kan være rigtigt hjælpsomme, når jalousien dukker op. Du kan også prøve at kigge i vores artikel om at have lavt selvværd og dårlig selvtillid. Der er nemlig også en masse gode råd til, hvad man kan gøre for at give sin selvtillid og sit selvværd et lille nyk op af.
Snak med nogen
Det allerbedste råd jeg kan give dig, er faktisk, at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det. Også selvom jeg godt ved, at det er svært for dig, og at du ikke rigtigt har lyst til det. Det kunne for eksempel være dine forældre, hvis du kan snakke med dem. Men det kan også være en lærer på din skole eller en helt tredje person. Når man går med sine tanker og følelser alene uden at snakke med nogen om dem, så har de det med at bygge sig op inde i en og komme til at fylde mere og mere. Specielt hvis man er sådan en, der tænker rigtigt mange tanker, lidt som du er. For når man skal fortælle andre om sine tanker, så bliver man tvunget til at tænke dem færdig, og så får man tit lidt luft fra dem.
Det er slet ikke unormalt at være bange for at trække andre ned, når man snakker med dem om de svære følelser, som du beskriver, at du er. Men selvom det måske lyder lidt underligt, så bliver de fleste mennesker faktisk rigtigt glade for, at man fortæller dem om de ting, som er svære for en. Det viser nemlig, at man har tillid til dem, når man gør det. Derfor tænker jeg heller ikke, at du trækker andre ned, når du snakker med dem. Hvis det er nemmere for dig, så kan du prøve at skrive det, som du gerne vil fortælle det ned. Så kan du give det til dem, du gerne vil snakke med. Det kan måske gøre det lidt nemmere for dig, for så har du lidt mere tid til at tænke over, hvad du gerne vil sige.
Tag fat i Headspace
Der er nogle, der synes, det er nemmere at snakke med nogen, som de ikke kender. Så skal de nemlig ikke være bange for at trække den andens humør ned på helt samme måde. Hvis du også har det sådan, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle super søde frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med de frivillige rådgivere om alt, hvad der fylder for dig. De frivillige rådgivere er der nemlig for at lytte til dig og prøve at hjælpe så godt, som de kan. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.
Snak med din læge
Hvis du bliver ved med at gå rundt og være trist og føle dig nedtrykt uden, at det bliver bedre. Så er det en god idé at smutte forbi din læge. For det lyder som om, der er en masse gode grunde til, at du er ked af det lige nu, men det skal jo helst blive bedre igen. Hvis det ikke bliver bedre igen, så kan det være, at du har brug for lidt hjælp til at komme på benene igen, og den hjælp kan din læge hjælpe dig med at finde.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det, så du ikke skal gå og tumle med alle de svære følelser alene.
De bedste hilsner fra en Mindhelper