Hej Mindhelper

Hej! Jeg er fornylig fået diagnoserne Social angst, anoreksi, kropsdismorfi, bpd og kronsik depression. Men jeg føler at der mere oveni. Jeg føler inter er virkeligt, og jeg for det meste ingengang genkende migselv når jeg kigger i et spejl. Jeg føler mine tanker og minder ikke er mine egne, og at de er andres tanker og minder eller måske bare kom ind it mit hovde på mystiskvis. Jeg føler også at nogle gange forlader jeg min krop og svæver over min krop uden at kunne komme ind igen af egen vilje, og når det sker så føler jeg inter både psykisk og fysisk. Det er et stort problem for mig fordi at det gør at jeg nogle gange kommer forsent af bussen til og fra skole fordi at jeg ikke kan kontrolere mig krop nede på jorden imens jeg føler at jeg svæver over min krop. Jeg kan ikke selv kontrolere hvornår jeg forlader min krop og hvornår jeg kommer tilbage igen, det sker bare ud af det blå uden varsel. Jeg kan endda føle når jeg kommer tilbage ind i min krop. Jeg føler mig også som om jeg ikke er i kontakt med venner & familie, og at jeg vi er seperert mellem en glasvæg. Hvad kunne der være i vejen med mig? Jeg er ret desperat efter svar, er det overhovdet normalt?

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Hold da op. Det lyder som om, du har en masse at kæmpe med for tiden. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå med de svære ting alene. 

Først vil jeg lige skrive, at det ser ud som om, du har skrevet to breve herind. For nemhedens skyld har vi kun besvaret det ene. Hvis der stod noget i det andet brev, som du ikke føler, vi er kommet omkring, er du velkommen til at skrive herind igen. 

Du er ikke den første

Du spørger blandt andet om de ting, som du beskriver i dine breve, er normale at opleve? Og jeg kan i hvert fald fortælle dig, at du ikke er den første, der har skrevet herind og fortalt om, at du for eksempel føler, at du forlader din krop og kigger på dig selv udefra. Du kan se nogle eksempler på spørgsmål, hvor der er nogen, der har beskrevet nogle af de samme ting som dig i brevene Jeg oplever tit, at jeg forsvinder ud af min krop og Jeg kan ikke genkende mig selv, når jeg ser mig selv i spejlet. 

Der kan være rigtigt mange forskellige grunde til, at man får det sådan. Og derfor er det også svært for mig at give dig et præcist svar på, hvad det er, du oplever. Men det lyder som om, du har det rigtigt svært for tiden og, at du har rigtigt mange ting at kæmpe med. Og når man er rigtigt presset og har det rigtigt svært, så kan ens krop godt reagere på nogle af de måder, som du beskriver i dit brev. Så måske kan de ting som du oplever, være din krop og din hjernes reaktion på, at det er hammer-svært at være dig for tiden. 

Snak med dine behandlere 

Jeg forestiller mig, at du går i en form for behandling for de ting, som du kæmper med. Er det mon rigtigt? Hvis du gør, så tænker jeg på, om du mon har fortalt dem om de ting, som du beskriver i dit brev? Hvis ikke du har det, så er mit allerbedste råd til dig, at du skal gøre det. Du kan eventuelt vise dem brevet, hvis det er nemmere for dig. Der har du nemlig skrevet de ting, som du også kæmper med virkeligt fint. Dine behandlere kender dig bedre, end jeg gør. Og så kan de også meget bedre sidde og snakke frem og tilbage med dig om de ting, du fortæller dem. Derfor har de meget bedre mulighed for at hjælpe dig med at finde ud af, hvad de her ting handler om. 

Tag til lægen, hvis du ikke får hjælp

Hvis du ikke går i noget behandling, så skal du snakke med din læge om, hvordan du har det for tiden. For så kan din læge nemlig hjælpe dig videre til nogen, som kan hjælpe dig. Både med at få det bedre, men også med at finde ud af, hvad det her med, at du ikke rigtigt føler, du kan genkende dig selv og føler, at du forlader din krop er for noget. 

De kan også hjælpe hos PsykInfo 

Nogle gange kan det være rart at snakke med nogen, der ikke er ens læge eller ens behandlere. Hvis du har det sådan, så kan du tage fat i PsykInfo. PsykInfo er et tilbud, der findes i alle regioner, hvor man kan komme til at snakke med nogle rådgivere, der ved en masse om psykisk sygdom og psykisk sårbarhed. Rådgiverne hos PsykInfo kan meget bedre komme til at spørge ind til de ting, som du oplever. Derfor kan de også meget nemmere hjælpe dig med at finde frem til, hvad det her med, at du føler, at du forlader din krop, kan være for noget.

Snakker du med nogen omkring dig? 

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon snakker med nogen omkring dig om alle de her tanker, som du går med. For selvom man måske går i behandling og kan snakke med nogle behandlere om sine tanker og følelser. Så kan det være rigtigt rart også at have nogen, man kan dele sine tanker og følelser med, som ikke er ens behandlere. For de kan tit lytte til de ting, som man fortæller på en lidt anden måde, end ens behandlere kan, og det kan nogle gange være rigtigt rart. Så hvis ikke du snakker med nogen omkring dig, så tænker jeg på, om der mon er nogen i nærheden af dig, som du ville være tryg ved at snakke med? Det kunne for eksempel være dine forældre, en sød lærer på din skole eller en helt tredje person. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad det betyder, når du for eksempel pludseligt føler, at du ser dig selv udefra. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper