Min angst plager mig konstant, og jeg får dagligt angstanfald. Min angst kommer for det meste uventet ud af ingenting, især hvis jeg skal et sted hen, jeg aldrig før har været. Jeg kan pludseligt føle mig ekstrem utryg, og jeg føler at jeg INTET kender. Alt for mig virker skræmmende. Jeg kan ikke genkende mig selv, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg kan ikke genkende min kæreste, eller mine forældre.

Hej Mindhelper

Jeg har for ikke så lang tid skrevet ind til jer, men jeg føler jeg har behov for at skrive igen.
Jeg lider af angst, lige hvilken slags angst er jeg ikke sikker på. Min angst plager mig konstant, og jeg får dagligt angstanfald.

Min angst kommer for det meste uventet ud af ingenting, i sær hvis jeg skal et sted hen jeg aldrig har været… jeg kan pludseligt føle mig ekstrem utryg, og jeg føler at jeg INTET kender, alt for mig virker skræmmende. Jeg kan ikke genkende mig selv når jeg ser mig selv i spejlet, jeg kan ikke genkende min kæreste, eller mine forældre, jeg kan endda nogle gange ikke komme ud af mit eget hjem hvis jeg får det dårligt hjemme.

Det gør mig rigtigt ked af det, at jeg pludseligt kan møde sådan en omvæltning af følelser, jeg går dog til psykolog som hjælper mig lidt. Jeg føler dog at jeg står totalt alene med de her følelser, men jeg ved så også at de kan blive normale igen efter måske nogle timer.

Jeg får det værst når jeg ikke er hjemme, og det er et sted hvor jeg ikke har mine forældre eller kæreste. På samme måde kan jeg heller ikke lide når min kæreste er et fremmed sted, eller mine forældre. Det er nok fordi at jeg kommer til at sammenligne dem med nogle andre mennesker jeg måske lige har mødt, som hvis jeg har set nogle fremmede mennesker på gaden, kan jeg komme til at forveksle deres ansigter med dem og blive enormt forvirret og dårligt tilpas.

Jeg er også særligt sensitiv og har altid været det, så få ting som at gå en tur kan gøre mig skide bange, da jeg er bange for hvordan jeg vil reagere, og hvor lang tid efter jeg vil reragere på situationen. Det ødelægger så meget i min normale hverdag, og jeg føler jeg totalt skifter personlighed fra det ene sekund til det andet.

Det her begyndte først for alvor, da jeg droppede ud fra min efterskole lige efter jul, så jeg har haft det rigtigt slemt i snart 4 mdr. Dog har jeg egentligt altid haft det lidt sådan her i større eller mindre grad.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre, jeg vil bare gerne kunne tage steder hen, sammen med folk eller lade mine nærmeste være sammen med andre, uden at jeg bliver voldsomt angst…

 

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17

Jeg kan sagtens huske, at du har skrevet herind tidligere. Det er en mega svær periode, du er inde i, og jeg kan sagtens forstå, hvis du har brug for, at skrive herind igen. Jeg vil prøve at skrive nogle ting til dig denne gang, som jeg ikke skrev sidste gang. Så du ikke bare får det samme svar.

Det her svar kommer altså til at være en lille smule langt. Men jeg håber på, at hvis du får en masse viden om, hvad angst er for noget – jamen så kan det måske være med til at give dig lidt ro i kroppen. For angsten er ikke farlig, men den er rigtig ubehagelig, og kan være super generende for ens hverdag.

Hvilken slags angst?

Jeg kan ikke svare på, præcis hvilken slags angst du har. Det er nok psykologen, der er bedst til det. Der er en oversigt over angstformer i denne artikel om angst, som du kan prøve at kigge igennem. Måske er der nogle ting, hvor du tænker “det passer på mig”. Men det er altså også helt okay, at spørge psykologen om, hvilken slags angst hun/han tror du har. Det er også sådan, at man faktisk godt kan have flere forskellige slags angst samtidigt. Det er ret normalt, at man har både lidt af det ene og det andet. Og det er helt normalt, at opleve, at angsten kan ramme på alle mulige forskellige tidspunkter. Det kan være rigtigt skræmmende. Jeg vil prøve at fortælle lidt mere om det nedenunder.

Angsten fylder

Det er super ubehageligt at opleve angst og angstanfald. Man kan blive rigtigt rigtigt bange. Men det betyder også, at man kan komme til, at spænde rigtigt meget op i kroppen, og gå rundt og være helt vildt nervøs hele tiden. Så kan man godt blive bange, når man skal nogle steder hen, for TÆNK nu, hvis angsten kommer, og man får et angstanfald. Det er fuldstændigt normalt, at have det sådan, hvis man oplever angst. Du kan prøve, at læse lidt mere om angsten og hvordan den opleves her.

Man kan sige, at der inde i kroppen er en speeder og en bremse funktion. Man kalder det kamp-flugt systemet og ro-hvile systemet. Speederfunktionen er lavet til, at man kan løbe rigtigt rigtigt stærkt, hvis man pludseligt står overfor noget farligt – altså at man er klar til at flygte eller kæmpe. Bremsefunktionen er lavet til, at man kan slappe af og samle energi sammen, så man er klar til en ny dag – altså ro-hvile systemet. Begge disse funktioner kører helt af sig selv inde i kroppen. Det er altså nogle helt naturlige mekanismer inde i ens krop, som skal være der. Men når man har angst, så er det fordi speederfunktionen er trådt helt i bund, og ikke vil holde op. Kroppen er altså gået i alarmberedskab, og bliver ved med at være i kamp-flugt speeder mode. Det er altså en naturlig følelse, som der desværre er alt for meget af. Men det kan man heldigvis godt behandle f.eks med hjælp fra en psykolog.

Det der kan være lidt uheldigt ved angst er, at angsten kan få en til at undgå ting/situationer, fordi man bliver bange for at få et anfald. Det kan virke rigtigt smart at undgå ting, som kan give et anfald. Det giver rigtig god mening, at have det sådan, fordi det jo er noget ubehageligt, man gerne vil undgå. Men, det er desværre kun på kort sigt, at det er smart. Fordi på lang sigt kan undgåelse faktisk gøre en endnu mere bange. Man kan sige, at man nærmest lærer sin krop at være bange for ting, når man undgår dem. Derfor kan det nogle gange være en rigtigt god idé, hvis man oplever angsten, at stoppe op. Og så tænke “det værste der kan ske er, at jeg får et anfald, og så går det over igen – for det går altid over igen”.

Vi kan nemlig ikke altid kontrollere angsten, men vi kan godt kontrollere måden vi reagerer på. Det vil sige, at når du mærker angsten kommer, så kan du prøve følgende. Når du mærker angsten komme, så i stedet for at panikke og blive rigtigt bange – så prøv at trække vejret roligt, og så mærk efter, når angsten rammer dig. Jeg ved godt, at det ikke er helt lige så let, som det lyder, og det er helt okay, at det ikke lykkedes de første mange gange. Men angsten kan ikke skade dig, og du ved den går over igen. Det er “bare” din indre speeder, der er blevet trådt lidt for hårdt i bund. Hvis du er nysgerrig og undersøgende omkring angsten, og prøver at mærke godt efter, hvordan den føles – jamen så kan du også bedre forholde dig roligt til angsten. Og så kan det faktisk godt være med til, at det går hurtigere over. Det kan godt lade sig gøre, og det kan være en rigtig god idé at prøve, selvom det er super svært.

Uvirkelighedsfølelsen

Det er normalt, at man kan opleve en uvirkelighedsfølelse, hvis man har angst. Det er der rigtigt, rigtigt mange med angst, som oplever. Det kan føles helt vildt voldsomt, og være helt vildt skræmmende. Og man kan godt komme til at tænke, at man er ved at blive skør. Men du er altså slet ikke den eneste, der oplever dette. Derfor er det også helt vildt vigtigt, at du forstår, at selvom uvirkelighedsfølelsen er vildt skræmmende, så er uvirkelighedsfølelsen ikke farlig. Der kan ikke ske dig noget, og følelsen vil forsvinde igen. Du er ikke ved at blive skør. Uvirkelighedsfølelsen kan komme på alle mulige tidspunkter, og det er meget forskelligt hvor langt tid den varer. Nogle gange kan det være sekunder, andre gange flere dage og uger.

Grunden til, at uvirkelighedsfølelsen kommer, er fordi kroppen er overbelastet. Det vil sige, at kroppen har brugt så meget energi på, at prøve at undgå at have det dårligt, at den nærmest “lukker ned”.

Det vil altså sige, at kroppen for at beskytte dig mod dårlige følelser, prøver at lade helt være med at føle noget. Det er altså en slags beskyttelsesmekanisme, som dog ikke føles særligt beskyttende. Så når du oplever, at du ikke kan genkende dig selv i spejlet, eller dine nærmeste, når du kigger på dem. Så er det faktisk også meget normalt, når man oplever angst -selvom det måske lyder mærkeligt. Det er kroppen, der prøver at beskytte dig fra alting. Det kan føles som om, at man ikke kan genkende dem man snakker med. Man kan måske ikke genkende sig selv, og synes ikke det føles rigtigt, når man rør ved sit ansigt. Det kan føles helt vildt uhyggeligt, men det er ikke farligt.

Man kan også få en følelse af, at være inde i en osteklokke, og kigge ud på verden. Man kan føle, at man slet ikke er en del af verdenen, og man kan måske slet ikke mærke sin krop. Det er helt normalt at opleve, når man har angst. Så bruger kroppen alt energien på at koncentrere sig om ting, som kunne være farlige. Og så føles det som om ens verden nærmest lukker sig om sig selv. Men uvirkelighedsfølelsen kan sagtens behandles. Men det er nok ikke mig, men din psykolog, som har de allerbedste råd til, hvad der er bedst for dig.

Snak med psykologen om det

Mit allerbedste råd til dig er, at snakke med psykologen om alle de her oplevelser, du har i øjeblikket. Måske er i allerede gået igang med at snakke om det, og så skal i selvfølgelig bare blive ved. Jeg ville rigtigt gerne give dig nogle gode redskaber, du kan bruge. Men jeg tænker, at der sker så mange ting med dig i øjeblikket, at det er bedre, hvis det er psykologen der hjælper dig med det. Han/hun kender dig bedre, og så kan i sammen finde ud af, hvilke redskaber og metoder, der er de rigtige for dig. Hvis du ikke har snakket med psykologen om det endnu, så tænker jeg, at du kunne være en god idé, at gøre det næste gang du ser psykologen. Hvis du synes det er rigtigt svært at forklare, så kan du eventuelt skrive det ned, og tage med til hende/ham. Du kan jo eventuelt vise psykologen dit brevkassespørgsmål, eller sende det ham/hende på mail. Så kan i bruge det som udgangspunkt til at snakke om dine oplevelser. Så behøver du heller ikke føle, at du står helt alene med det.

Dyrk motion

Noget der kan hjælpe dig lidt i hverdagen er motion. Når man dyrker motion , så forsvinder noget af den adrenalin, som kommer i kroppen når man har angst. Adrenalinen er det hormon der gør, at man kan løbe super stærkt, hvis man møder en bjørn. Man kan sige, at adrenalinen bliver frigivet, når speederfunktionen går i gang. Med motionen kan man brænde noget af adrenalinen af, og det kan hjælpe mod angsten. Det er også en rigtig god måde, at mærke sin krop på. Så hvis du eksempelvis tager ud og går en tur, så læg rigtigt godt mærke til, hvordan dine ben, arme, skuldre osv. føles. Det er en rigtig god måde, at gøre sig selv bevidst om sin krop igen.

Snak med dine forældre og kæreste

Hvis ikke du allerede har fortalt din kæreste og forældre, om de ting du oplever, så tænker jeg, at du måske kunne overveje det. Det er ikke rart, at skulle gå rundt og føle sig alene. Og selvom de måske ikke kan sætte sig ind i, hvordan du har det, så kan de måske støtte op om dig. Og hjælpe dig godt på vej i den rigtige retning.

Headspace

Sidste gang du skrev ind, så henviste jeg dig til angsttelefonen, og det vil jeg selvfølgelig stadigvæk anbefale dig. Men hvis du trænger til at snakke med nogle, som ikke er din familie eller psykolog, så kan jeg også anbefale Headspace. Headspace er en frivillig forening, som rådgiver unge i deres problematikker. Der ligger en Headspace i de fleste større byer, og deres frivillige er rigtigt dygtige. Man kan være helt anonym, hvis man synes det er rarest, og du kan være helt tryg ved at kontakte dem. Headspace kan være rigtigt godt, hvis man har brug for et lidt længere støttende forløb, og ikke kun en enkelt samtale.

Hvis man kæmper med angst og uvirkelighedsfølelse, så kan man godt tro, at man er ved at blive skør. Men det er altså normalt at opleve uvirkelighedsfølelse, når man har angst. Så du er ikke alene om de følelser. Det er der mange mennesker, der oplever hver eneste dag.

Jeg håber, at du har kunne bruge mit svar til noget, og at det har været med til, at give dig lidt ro i kroppen. Det vigtigste for mig er, at du har fået en oplevelse af, at det du oplever ikke er unormalt. Og at der er masser af håb endnu. For man kan altså sagtens få det bedre, selvom det kan virke lidt håbløst til tider. Jeg ønsker dig super meget held og lykke fremover.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper