Hej Mindhelper
Hvordan stopper jeg med at være bange for mig selv?
Min kæreste har næsten lige slået op med mig. Jeg skal have et nyt sted at bo. Jeg føler mig allerede forfærdeligt og ked af det efter breakup, især fordi jeg stadig står midt i det, men nu føler jeg mig skræmt af at skulle bo alene – at skulle være alene med mine tanker, der oftest ikke er søde.
Hjælp.
(20 år)
Hej 20 årig
Det lyder til, at kærestesorgerne og bekymringerne omkring at skulle bo alene fylder meget lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du skriver herind og deler dem med os. For svære tanker og bekymringer skal man ikke gå med alene.
Breakups gør ondt
Du skriver, at din kæreste næsten lige har slået op med dig, og at du har det forfærdeligt og er ked af det. Det kan jeg godt forstå at du er. For det gør mega ondt, når ens kæreste går fra en. Derfor er det også helt naturligt at være påvirket og have det svært i tiden lige efter et brud. Det oplever langt de fleste. Men heldigvis oplever langt de fleste også, at det bliver bedre med tiden. Lige med kærestesorger er tiden ens bedste ven. Så giv dig selv plads til at være ked af det, og vid at det ikke bliver ved. Også selvom det føles rigtig svært og overvældende lige nu.
I vores artikel om kærestesorger står der nogle gode råd til, hvordan man kommer videre efter et brud, så den kan jeg varmt anbefale dig at tjekke ud.
Det kan hjælpe at acceptere tankerne
Du skriver også, at du skal have et nyt sted at bo, og at du føler dig skræmt af at skulle være mere alene med dine tanker. Tanker, som oftest ikke er søde. Når svære og ubehagelige tanker fylder meget, kan det godt føles ret skræmmende at få mere tid alene med dem. Og man kan måske blive nervøs for om tankerne kommer til at fylde det hele, og hvad det vil gøre ved en.
Derfor er det også vigtigt at huske på, at tanker ikke er farlige. Vi mennesker har tusindvis af tanker i løbet af en dag. Nogle er rare og dejlige, og andre er dystre og ubehagelige. Og det kan vi ikke styre. Men vi kan styre, hvordan vi handler, når tankerne kommer. Og noget af det, som kan være rigtig godt at øve sig på, er at give plads til tankerne og lade dem være der. For tunge tanker er ligesom kviksand, så nu mere man kæmper og forsøger at undgå tankerne, jo længere synker man ned og sidder fast i dem. Og jeg ved godt, at det med at give dem plads er lettere sagt end gjort, men de fleste oplever heldigvis at det med tiden og med øvelse bliver lettere og lettere at gøre. Og at tankerne dermed mister lidt af deres magt, og derfor heller ikke længere føles så skræmmende.
I vores artikel om at træde et skridt tilbage fra de tunge tanker og følelser, kan du læse lidt mere om, hvordan man gør det. Så jeg tænker, at den måske også kunne være en god hjælp til dig.
Skal du bo alene?
Jeg bliver også lidt nysgerrig på, om du skal bo alene eller du fx kunne leje et værelse og bo sammen med roomies? Nogle mennesker trives bedst med, at der er andre, de kan hilse på, når de fx kommer hjem efter en lang dag. Og så er det en ret god løsning at bo sammen med andre.
Giv dig selv noget selvomsorg
Når man har det svært, kan det også være en rigtig god ide at bruge tid på noget af det, der gør en glad eller giver en energi. For nogle er det en lang gåtur, for andre kan det være at ses med vennerne, og for andre er det noget helt tredje. Så måske der er noget du godt kan lide at lave, som du kan gøre mere af i den her tid?
Snak med nogen om det
Når man går gennem en svær periode, og er meget ked af det, kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om, hvordan man har det. For det kan være rigtig rart og lettende at dele det svære med andre. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du måske har en god ven, en forældre eller en anden, som du kan snakke med?
De vil altid gerne lytte hos Headspace
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan jeg også varmt anbefale dig at tage fat i Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige, som er vant til at snakke med unge. Og de sørger altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man er ramt af kærestesorger. Det er helt gratis og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på deres chat.
Det kan være rigtig svært at gå gennem et breakup, og skulle lande i en ny tilværelse. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper