Jeg er begyndt at hade folk omkring mig. Det første halve var det ikke så slemt, men så blev min mors depression værre. Nu isolerer jeg mig selv og tænker nedladende tanker om andre.

Okay, hej.

Jeg ved godt at det er ynkeligt af mig at skrive ind, når jeg bare burde tage mig sammen.
Det er ikke fordi jeg ikke prøver at tage mig sammen nogle gange, det er bare det at min motivation til at ændre på tingene højest holder et par timer, før jeg igen går i stå og når jeg er i den tilstand føles mine tanker så mudrede at det er svært at træffe en fornuftig beslutning og så ender jeg med at udskyde valget igen og igen.

Siden starten af 8. klasse er jeg begyndt at hade folk omkring mig.
I det første halvår var det ikke så slemt, faktisk var jeg glad for at gå i skole, men så kom min mor igen i økonomiske problemer og hendes depression blev tungere end normalt.
Hun har været sådan siden jeg var et lille barn, men i perioder er det værre end andre. Sidste gang hun fik det sådan gik jeg i 4. klasse. Den gang fik jeg angstanfald når jeg var sammen med hende, så jeg boede hos min far og gik til psykolog et stykke tid. Jeg husker at jeg var paranoid og bange før at dø, men sådan er det ikke mere. Nu skal der meget til før jeg føler noget som helst. Andet end had.
Det værste ved det er at jeg er begyndt at ligne min mor mere og mere. Jeg isolerer mig selv, tænker nedladende tanker om alle og bliver vred på andre for ikke at forstå mig. Jeg er også begyndt at trøstespise, selv når jeg har kvalme.

I vinters gik det op for mig at folk selvfølgelig er ligeglade. I den periode holdt jeg helt op med at komme til undervisningen. Da jeg endelig mødte op ignorerede alle mine venner det og jeg skammede mig over at komme tilbage. Siden da er jeg kommet og gået som det passer mig, hvilket betyder jeg mest har ligget inde på mit værelse. Nu er jeg så træt af hele den her situation med mor der skælder ud på menneskeheden og mine venner der er ligeglade (jeg bebrejder dem det ikke, jeg ville bare ønske det ikke var sådan). Når sommeren er omme vil jeg være et andet sted. Hvor som helst.
Så i en af mine impulsive udbrud af motivation, skaffede jeg en plads på en 9.-klassesefterskole, der ligger i den anden side af landet med en musiklinje.
Mine forældre synes det er en god ide. Det eneste problem er at min mor er arbejdsløs og min far er nærig og fattige børn kommer ikke på efterskole. Det vil betyde min mor skal hæve sin pension.
Men jeg vil så gerne afsted.
Skal jeg igen lade det gå ud over hende?

Jeg hader mig selv for rent faktisk at overveje at sende det her

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15 år

Det lyder som om, du har det hammersvært. Så jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er bare så super sejt, for det er bestemt ikke nemt. Men det er så vigtigt, for det er det første skridt på vejen mod at få det bedre.

Du er super sej

Jeg vil gerne starte mit svar ud med at skrive, at jeg synes, at det er så sejt, at du har sendt dit brev herind. Også selvom du ikke helt havde lyst, fordi du skammede dig lidt over det. Men du har ikke noget at skamme dig over, selvom jeg godt ved, at det kan føles skamfuldt at have det svært. Men det er ikke skamfuldt at række ud efter hjælp. Det er faktisk super sejt, fordi det netop kan være hammersvært at gøre det på grund af skammen. Men vi kan alle sammen ramle ind i perioder, der er svære, og hvor vi har brug for at hjælp til at få det bedre. Og du har virkeligt ikke haft det nemt, så jeg synes, det er super sejt, at du har kæmpet videre. Ligesom at du rækker ud efter hjælp nu, hvor du kan mærke, at det er for meget.

Du reagerer helt normalt

Det er sindssygt hårdt at vokse op i en familie, hvor den ene af ens forældre har en psykisk sygdom. For det kan betyde, at et af de mennesker, der faktisk skulle være der allermest for en, ikke har kunnet give en den kærlighed og tryghed, man har haft brug for. Det er jo ikke af ond vilje, men fordi de selv har det hammersvært. Men det er sindssygt hårdt for et barn og en ung at vokse op i et hjem, hvor der ikke er den tryghed, som man har brug for. Det er sådan noget, der sætter spor i en lige meget, hvem man er. Derfor giver det også sindssygt god mening, at du oplever at have fået det svært, efter din mors depression er blevet værre. For jeg tænker, at det er en reaktion på, at der ikke er den tryghed omkring dig, som du har brug for.

Du har det svært

Du skriver, at du føler, at du bare skal tage dig sammen og ændre på nogle ting, så du kan få det godt igen. Den følelse giver virkeligt god mening, og der er rigtigt mange, der oplever at have det sådan, når de har det svært. Men man bruger rigtigt meget energi på at gå rundt og have det svært. Det gør, at ting som man måske sagtens ville kunne, når man har det godt, lige pludseligt bliver virkeligt svære at få gjort. Og hvis man så får lavet en ændring, så kan det være virkeligt svært at holde fast i den. Fordi man har brugt så meget energi på at gå rundt at have det svært, at der faktisk ikke er energi til ret meget andet. Så det er så vigtigt for mig at sige til dig, at det ikke er din skyld, at du ikke bare kan tage dig sammen og ændre på tingene. For det her handler om, at du har det helt vildt svært. Og at du skal have noget hjælp til at få det bedre igen.

Du er ikke din mor

Jeg kan sagtens forstå, at det er mega skræmmende, at du begynder at kunne genkende nogle ting fra dig selv i din mor. For du har jo oplevet, hvor svært det er for din mor. Og hvordan det nogle gange er gået ud over dig, når hun har haft det svært. Men der er det så mega vigtigt for mig at sige til dig, at selvom du kan genkende dig selv i din mor, så er du ikke din mor.

De ting du beskriver som for eksempel, at du isolere dig selv fra andre og bliver vred på andre, er helt normale ting at opleve, når man har det hammersvært. Og du er langt fra alene om at opleve de ting. Men heldigvis er det også sådan, at der er rigtigt mange, der har fået det godt igen med den rigtige hjælp. Så selvom det måske ikke altid føles sådan, så kan det virkeligt godt blive bedre. Og du kan få det godt igen og komme til at mærke, at livet også kan være fyldt med en hel masse gode og rare følelser.

Er folk mon ligeglade?

Du skriver, at det er gået op for dig, at folk er helt ligeglade. Men jeg kommer til at tænke på, om det mon er rigtigt? Jeg ved godt, at det virkeligt kan føle sådan, når man bare har det svært. Men jeg tænker faktisk ikke, at folk er ligeglade. Men desværre er det der med de svære følelser bare noget, som vi ikke er særligt gode til at snakke om. Derfor kan det nogle gange være rigtigt svært for folk at få taget hul på samtalen. For eksempel fordi, de er bange for at komme til at gøre en ked af det eller sur. Så jeg tænker, at der er nogen, der har lagt mærke til, at du er væk. Men som simpelthen bare ikke ved, hvordan de skal få snakket med dig om det. Det er bare så super ærgerligt, for det gør nemlig, at man kommer til at føle sig rigtigt overset og alene med alle de ting, man går rundt og slås med.

Snak med dine forældre

Jeg kan godt forstå, at du super gerne vil af sted på efterskole. For det kan være en super fed oplevelse at komme ud og opleve noget andet. Men jeg kan også godt forstå, at du bekymrer dig om økonomien. For du har helt ret i, at det jo ikke er gratis at komme på efterskole. Mit allerbedste råd her er, at du skal snakke med din forældre om det. For det lyder jo som om, de begge to også synes, at det er en super god idé, at du kommer af sted. Så jeg tænker, at de også har gjort sig nogle tanker om, hvordan de skal kunne betale for det. Så hvis du snakker med dine forældre om det, kan de fortælle dig, hvordan de har tænkt sig at betale for efterskolen.

Men husk på, at det ikke er dit ansvar at holde styr på dine forældres økonomi. Det er et voksenansvar, og det er dine forældres ansvar og opgave at vurdere, hvad de har råd til. Så hvis dine forældre har vurderet, at de har råd til at betale for, at du kommer på efterskole, så er det sikkert fordi, de holder helt vildt meget af dig og gerne vil give dig den oplevelse. Også selvom det måske kræver, at de må ofre lidt selv.

Snak med nogen

Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om, at du går rundt og har det så hammersvært. For det her er ikke noget, du skal gå alene med. Det er noget, du skal have noget hjælp og støtte til, så du kan få det godt igen. Jeg ved godt, at det kan være så svært at snakke om de svære følelser, men det er så vigtigt at gøre det. For man kan måske være bange for, at folk ikke forstår en. Men hvis man ikke fortæller folk, hvad der er galt, så giver man dem jo heller ikke en mulighed for at forstå en. Og jeg er næsten sikker på, at folk vil gøre sit allerbedste for at forsøge at forstå dig, hvis du fortæller dem, hvordan du går rundt og har det.

Jeg bliver lidt i tvivl om, om du ville kunne snakke med dine forældre om det og om det ville være hjælpsomt for dig. Det ville nemlig være det allerbedste, hvis du kunne få fortalt dine forældre, hvordan du går og har det. Så de kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan få det bedre. Men hvis det slet ikke dur at snakke med dine forældre, tænker jeg på, om der mon er en anden voksen, du ville kunne snakke med? Det kunne for eksempel være en lærer på din skole. Lærere har nemlig også et ansvar for, at deres elever har det godt. Og så bekymrer de fleste lærere sig også for sine elever, fordi de holder af dem. Så de vil rigtigt gerne hjælpe, hvis der er nogen, der er svært.

Du kan altid tage fat i Headspace

Hvis der slet ikke er nogen, du føler, du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace er du nemlig altid velkommen, hvis du har brug for nogen at snakke med. For i Headspace sidder der nogle super søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. og du kan snakke med de frivillige rådgivere om alt. Der er ikke nogen ting, der er hverken for stor eller for små at snakke om i Headspace. Og så er de frivillige rådgivere vant til at snakke med unge, der har det svært, så de ved godt, det kan være lidt svært at sætte ord på. Du kan også være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Snak med lægen

Det er også en rigtigt god idé at snakke med sin læge, hvis man går rundt og har det rigtigt svært. Ens læge er nemlig både uddannet til at hjælpe, når det gør ondt udenpå, og når det gør ondt indeni. Din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få noget hjælp henne, så du kan få det godt igen.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg virkeligt, at du får snakket med nogen, så du kan få noget hjælp til at få det bedre. For det kan virkeligt godt lade sig gøre.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper