Hej Mindhelper
Kan man skrive til jer om alt?
Det er fordi jeg skal til historie og er i forberedelses perioden men jeg har mistet alt overblik og motivation. Jeg kan ikke rigtigt komme i gang med noget men jeg kan jo heller ikke bare side og lave ingenting
Måske er det fordi jeg gør det forkert eller gør det for svært for mig selv, men selv hvis det var føler jeg ikke jeg kan gøre noget imod det
Hvad gør man når man føler sig forvirret som mig
Jeg hader mig selv for at være så dårligt til det men hvordan skal det kunne hjælpe med problemet
(Dreng, 19 år)
Kære du,
Hvor er jeg glad for, at du skriver. Jeg kan totalt genkende din følelse.
Vi har alle været det (og er der)
Jeg kan ikke lade være med at smile lidt, når jeg læser dit spørgsmål. Ikke fordi det er sjovt, men fordi jeg sidder i samme situation som dig.
Jeg har også en eksamen i næste uge, som jeg er megadårligt forberedt til og har ærlig talt også følt mig ret forvirret og umotiveret!
Så du skal vide, at du ikke er dårlig. ALLE mennesker mister overblikket en gang imellem… og når det først er sket, så bliver alting virkelig uoverskueligt virkelig hurtigt.
Fang overblikket igen
Det er her vi får brug for noget hjælp fra nogen, som er organiserede og systematiske! Spørg din familie eller dine venner om der er nogen, som kan hjælpe dig med at ligge en plan for, hvad der skal ske op til eksamen.
Der findes nemlig mennesker, som er megagode til den slags – de synes endda det er sjovt! (Og så er der andre mennesker, som er gode til andre ting og synes andre ting er sjove – begge dele er altså helt OK).
Så find noget hjælp og vær ærlig og sig, at du er kommet bagud og ikke kan få dig selv sat i gang. Så kan du komme tilbage på sporet.
Alliér dig med dine klassekammerater
Hvis der er noget praktisk du er i tvivl om med hensyn til eksamen, så tag fat i nogle af dine klassekammerater.
Spørg dem, hvor du finder info om, hvilke temaer I har haft, hvor teksterne og bøgerne er henne, og hvor din lærer eventuelt har lagt information om eksamen ud til jer.
Det kan også være, at der er nogle af dine klassekammerater, som du kan læse op sammen med?
Hvis du skal klare det solo
Hvis du ikke føler, du har nogen, som kan hjælpe dig så prøv alligevel, at følg nogle af rådene. Tænk på en læseplan, tænk på hvad det vigtigste du skal kunne er.
Hvis man føler sig helt sat bagud, kan det være en taktik ‘bare’ at læse det vigtigste. Beslut dig for at læse lidt af hvert emne og vær OK med, at det her så er en eksamen du bare skal klare dig igennem.
Måske kan studievejlederen på din skole hjælpe dig, hvis du skriver en mail og siger “jeg er virkelig overvældet og har virkelig brug for noget vejledning”.
Studievejlederen, din lærer og den censor, som er til eksamen burde alle sammen ville dig det allerbedste.
Vælg en ny taktik næste gang
Som sagt, så kender jeg godt til at have det som du har det lige nu. Og ærlig talt? Forberedelse og systemer bliver nok aldrig min favoritting – måske har du det på samme måde.
Men det er muligt, at lære sine egne styrker og svagheder lidt bedre at kende, så man ikke får den der forvirrede, lammende følelse hver gang man er i en eksamens eller deadline situation.
Det hjælper ikke at hade sig selv – og det er der heller ikke grund til. Men det hjælper at spørge om hjælp, at trække vejret og at tage én ting ad gangen.
Og så hjælper det at vide, at nogen mennesker er megagode til at forberede sig til eksamen, men det er ikke os alle sammen… og det er altså også OK.
Held og lykke til eksamen… men mest af alt: god sommerferie lige om lidt!
Mange hilsner fra Aske – som ved hvordan du har det!