Hej,

Beklager men det bliver en lang brev det her. Min barndom var helt fantastisk og jeg boede (født og opvokset) i et andet land end Danmark som er helt vild anderledes og det tager ca. 30 timer med fly og mellemlandinger til at komme dertil( et engelsk talende land.)
Da jeg først flyttede til Danmark som 12 årig så havde jeg mange bolde i luften som at lære et helt nyt sprog, find nye venner og mine forældre havde travlt. Jeg savnede helt vildt min gymnastik hold og skole veninder i mit hjemland og samtidlig blev jeg groft mobbet af elever her i Danmark som sagde på en daglig basis at jeg bare skulle skride tilbage hvor jeg kom fra. Der er generelt sket en masse forandringer og det var svært. Jeg havde meget slem hjemve specielt når jeg havde ikke rigtig nogle venner.
Jeg var helt vild trist og jeg kom grædende hjem rigtig tit. Det udviklede sig til at jeg ikke gad nogle steder hen, jeg havde det dårligt, blev meget vred osv. Jeg sagde jeg det til min mor og jeg kom til lægen fordi hun frygtede depression. Lægen troede også det var en depression og derfor blev jeg henvist til Psykiatrien. Der konkluderet de på det tidspunkt at alle de negative hændelser var skylden i mit tristhed og dermed havde jeg “kun” en mild depression som vil gå over af sig selv. Efter dette lukkede jeg migselv fuldstændig ind og jeg skammede mig sådan fordi jeg følte at jeg havde opdigtet det hele. Jeg var jo også kun 14 år.

Et par år frem.

Det går stadig dårligt og det er blevet meget værre siden. Jeg er en som nemt stresser over tingene (12 tals pige) jeg har også tit ondt i maven fordi jeg er en meget nervøs person. Bare jeg skal på arbejde og ved ikke hvem jeg skal arbejde med kan jeg få det helt dårligt. Selvmordstanker er blevet daglig dagen. Selvskade gør jeg også nogle gange (blå mærker).Det der gøre det endnu mere svært er at jeg bliver ikke mobbet mere (går på gym). Livet er som sådan ikke dårlig men det er det alligevel fordi jeg har det så dårligt. Tristheden / Tomheden har været der sidste 3-4 år og det er bare blevet værre og værre. Min mor ved næsten det hele men jeg har næget at få hjælp pga. den angst om at fortælle noget så personlig igen og blive afvist igen. Jeg har overvejet en psykolog, fordi jeg tør ikke at gå til lægen igen(har ikke været siden jeg fortalte om det). Hvordan kommer jeg over frygten for at søge hjælp fordi jeg kan ikke klare det mere.

(Pige, 17 år)


Kære du

Du har helt sikkert ikke haft en nem opvækst. Så det er ikke så underligt, at du synes, at det hele bare er mega svært lige nu. Og du behøver slet ikke undskylde, at dit brev er langt. Jeg er bare super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Du reagerer på alt det svære
Du skriver, at dit liv ikke er dårligt længere. Men at det alligevel lidt er det, fordi du stadig ikke har det godt. Det er jeg vildt ked af at høre. Men det er faktisk desværre heller ikke helt unormalt, når man har været igennem en masse svære ting, at det kan sætte sig i en og påvirke for eksempel ens humør. Og når jeg læser dit brev, synes jeg virkeligt det lyder, som om du har oplevet en hel masse super svære ting. Så det giver vikeligt god mening, at du reagerer på det. Det ville vi alle sammen gøre. 

Og det betyder ikke, at jeg ikke tror på, at du har det svært. For der er bestemt ingen tvivl om, at du har det drønsvært lige nu. Det betyder kun, at jeg tænker, at der er en rigtigt god grund til, at du har det svært lige nu. Men jeg tænker, det ville være rigtigt godt for dig at få noget hjælp. For nogle gange kan man nemlig have brug for hjælp til at arbejde med de svære oplevelser, så man kan få hjælp til at forstå dem. Så man kan få det godt igen. 

Det er ikke nemt
Jeg vil gerne starte det her afsnit ud med at rose dig for, at du allerede snakker med din mor om de her ting. Det er virkeligt godt. For det er så vigtigt, at du ikke går med det her alene. Når det er sagt, så er der desværre ikke nogen nem måde at overvinde din frygt for at søge hjælp på. Det bedste råd jeg kan give dig, er faktisk, at du skal prøve at kaste dig ud i at søge hjælpen. Også selvom det er mega svært og grænseoverskridende. Det er nemlig den eneste måde, du rigtigt kan overvinde frygten på. Og jeg synes virkeligt det lyder som om, du faktisk rigtigt gerne vil have den hjælp. Fordi du kan mærke, at det her er for svært for dig og din mor at klare alene. 

Jeg ved ikke, om du allerede har gjort det. Men hvis ikke du har, synes jeg, du skal fortælle din mor, at det er rigtigt svært for dig at søge hjælp, fordi du er bange for at blive afvist igen. Så kan du nemlig bruge din mor som støtte, når du skal til at søge hjælp. Det hjælper rigtigt tit at have nogen at støtte sig op ad, når der er noget, der er svært og måske lidt utrygt for en at skulle gøre.   

Jeg kan godt forstå, det virker mega skræmmende. For det var en rigtigt uheldig oplevelse, du havde, da du var yngre. Men jeg tror faktisk ikke, at psykiatrien mente, at du havde opdigtet det hele. Jeg er ret sikker på, at de godt kunne se, at du havde det mega svært. Men de kunne måske også se, at det du måske havde mest brug for dengang var, at der var nogen, der hjalp dig med at få stoppet mobningen. Og den hjælp var måske bedre at finde et andet sted i psykiatrien. Men jeg kan godt forstå, at du hørte noget andet. Og at det bestemt ikke har været sjovt. Men husk på, at det er en helt anden situation nu, end det var dengang. 

Du kan starte hos hjælpetilbud for unge
Der er nogen, der synes, at det er nemmere at starte med at spørge om hjælp hos de forskellige frivillige hjælpetilbud for unge, der findes. Det kan for eksempel være fordi, at der ikke er krav til, at man skal fejle noget bestemt for, at de kan hjælpe en. Så man kan bare komme med det, der er svært for en, og så forsøger de at hjælpe så godt, som de kan. Hvis du tænker, det måske kunne være noget for dig, har jeg lavet en liste med nogle forslag til, hvem du kan søge hjælp hos nedenunder:

Tag din mor med til lægen
Du kan godt komme til at snakke med en psykolog uden at gå til lægen. Men i nogle tilfælde kan man få tilskud til at betale psykologen, hvis man har en henvisning fra sin egen læge. Jeg kan godt forstå, at du ikke har super meget lyst til at gå til lægen. Men jeg synes alligevel, du skal prøve at snakke med din læge om at få sådan en henvisning. Du kan eventuelt tage din mor med. Så har du hende som støtte, hvis det er for svært for dig. 

Jeg håber, at der var noget i mit svar, du kunne bruge til noget. Og så håber jeg sådan, at du får overvundet din frygt for at søge hjælpe. Så du kan få hjælp til at få det godt igen. For det kan gøre lade sig gøre. Og du fortjener det helt vildt meget. 

De varmeste hilsner fra en Mindhelper

 

Var svaret nyttigt for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Camilla Vestergaard Havsteen
Psykolog
Profilbillede
Bjørk Helena Sanvig Knudsen
Psykologistuderende
Profilbillede
Linn Søndergaard Lindegaard
Psykologistuderende
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Alle indlæg om Svære følelser og tankerAlle brevkasseindlæg