Hej Mindhelper
jeg er en pige på 14 som bliver 15 i næste måned og jeg er simpelthen så ked af det. Igår var jeg tæt på at begå selvmord… jeg stod ved broen… og var klar til at springe men jeg ved ikke hvorfor jeg ikke gjorde det… jeg ved bare jeg vil gøre det snart / engang…. jeg stod ved broen og kiggede ned….jeg er så ked af det og jeg græder hver dag… jeg tog også engang et barberblad og tog den op til underarmen .. øverst ved håndleddet og skar og det blødte rigtig meget… igennem papir flere gange…
jeg er så ked af det… og jeg ved ikke hvem jeg kan snakke med om det… jeg vil gerne snakke med en jeg ikke kender om det.
kærlig hilsen hende der snart tager sit eget liv 🙁
(14 år)
Hej Pige på 14 år
Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at jeg er virkelig glad for, at du har skrevet herind til os. For det lyder til, at du har det rigtig svært lige nu. Og svære tider er bestemt ikke noget, som man skal gå gennem alene. Så mega godt og sejt, at du rækker ud!
Selvmordstanker
Det lyder til, at det er rigtig svært at være dig for tiden. Og det kan jeg godt forstå, for det er hammerhårdt, når tristheden fylder meget. Og når man er ramlet ind i en periode, hvor det hele føles gråt og uoverskueligt, så kan selvmordstankerne godt dukke op. Selvmordstanker dukker nemlig ofte op, fordi der er noget inde i en, som er rigtig svært. Også selvom man måske egentlig slet ikke har lyst til at dø. Men simpelthen fordi det svære fylder så meget, at man har svært ved at se sig ud af det. Derfor er selvmordstanker heller ikke så unormale, som man måske skulle tro. Der er mange andre unge, som også har kæmpet med selvmordstanker, og som har fået det godt igen og er blevet fri fra selvmordstankerne. En af dem er Clara. Hun kæmpede i mange år med selvmordstankerne, men i dag fylder de ikke længere hos hende. Hvis du har lyst, kan du tage et kig på Claras historie, og læse om hendes vej i det.
At snakke med nogen
Du skriver, at du gerne vil snakke med nogen om, hvordan du har det. Og det lyder rigtig godt, for det viser mig, at du også har håb og gerne vil have det bedre. Og det at fortælle andre om, hvordan man har det, er super vigtigt, når man kæmper med selvmordstanker.
Du har også allerede taget det første skridt på vejen ved at skrive herind. Så kæmpe skulderklap herfra.
Du skriver også, at du gerne vil snakke med nogen, som du ikke kender. Sådan er der mange unge, som har det. Men tit kan det også være en god ide at fortælle det til nogen, som man kender. Som regel vil dem som er tæt på en, nemlig gerne have, at man har det godt. Derfor vil de for det meste også gerne vide, hvis man går og bøvler med nogle ting. Og mange oplever også, at det faktisk var meget rart at få det sagt det til fx sine forældre. For så kan de hjælpe og støtte en. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide at du snakkede med dine forældre om, hvordan du har det.
Og hvis det slet ikke dur at snakke med dine forældre, kan du også snakke med en anden voksen. Det kan fx være en lærer, en vens mor eller en helt tredje.
Hvem kan man snakke med?
Du skriver, at du ikke ved, hvem du kan snakke med om det. Og det kan jeg godt forstå, for det kan være svært at finde ud af, hvem man lige skal tage fat i. Derfor har jeg lavet en liste til dig herunder med nogle gode steder at tage fat i, når man kæmper med selvmordstanker og har det svært.
- Lægen
Når man har selvmordstanker, er det vigtigt at tage en tur forbi sin læge. For lægen ved rigtig meget om, hvordan vi mennesker fungerer – både udenpå og indeni. Derfor er lægen også god at snakke med, når man kæmper med selvmordstanker. Lægen kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvilken hjælp der måske kunne være god for dig at få. Hvis du synes, at det er en stor mundfuld at skulle tage til lægen alene, kan du måske spørge en af dine forældre, om de vil med. For det kan være ret rart at have en at støtte sig til.
- Livslinien
Du kan også tage fat i Livslinien. Rådgiverne hos livslinien er vant til at snakke med folk, som kæmper med selvmordstanker. Derfor er de også altid rigtig søde og rare. Og de ved godt, at det måske kan være svært at snakke om. Derfor gør de også altid deres allerbedste for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Så hvis du kan mærke at tankerne fylder meget, eller du bare har brug for at snakke med nogen, så kan du altid tage fat i livslinien. Og hellere en gang for meget end en gang for lidt.
- Psykiatrisk skadestue
Det er også vigtigt for mig at sige, at hvis du kan mærke at tankerne begynder at fylde rigtig meget, og du får lyst til at handle på dem igen, så skal du tage fat i Psykiatrisk skadestue. Der findes Psykiatriske skadestuer i hele landet. Jeg ved ikke, hvor du bor, så derfor har jeg lavet en liste med alle numrene på de psykiatriske skadestuer der findes, så du kan finde den der passer til der, hvor du bor.
- Region Syddanmark
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnumre:
Esbjerg: 9944 6700
Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
- Region Midtjylland
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnummer:
7847 0470
- Region Nordjylland
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnummer:
Aalborg: 9764 3700
- Region Sjælland
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnumre:
Roskilde: Ring 1818 og tast 3
Slagelse: Ring 1818 og tast 3
Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
- Region Hovedstaden
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnumre:
Glostrup: 3864 0671
Amager: 3864 1650
Ballerup: 3864 5003
København: 3864 7360
Nordsjælland: 3864 3200
Bornholm: 3864 4050
Det er mega hårdt, når tristheden og selvmordstankerne fylder. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For du fortjener at få det bedre.
De bedste hilsner fra en Mindhelper