Spring til hovedindhold
Udgivet: 24/08/2026

Hej Mindhelper

Hvad kan jeg gøre mod ptsd.
Hvad kan jeg gøre for at det ikke går udover min nuværende kæreste at jeg overtænker alt og har været Van til at blive manipuleret i mit tideligere forhold

(Pige, 19 år)


Kære du,

Jeg er glad for, du skriver ind til os.  

At have PTSD er en alvorlig sag, og det kan være ekstremt drænende at skulle leve med hver dag.  

Men heldigvis er der rigtig mange, som lever gode liv ved hjælp af behandling af forskellig slags. 

Du kan fx læse vores interview med Stephanie, som i dag lever et godt liv, selvom hun har PTSD. 

Der er meget, jeg ikke ved om din historie og dit liv – men jeg vil gøre, hvad jeg kan for at pege dig videre i den rigtige retning. 

PTSD kræver professionel hjælp  

Jeg kan desværre ikke hjælpe dig særlig meget med selve PTSD’en.  

Jeg kan blot fortælle dig, at der findes mange dygtige behandlere, som kan hjælpe personer med PTSD.  

Det kan være, at du allerede har en behandler, fx ifm. at du fik din diagnose? I så fald tænker jeg, at det ville være rigtig godt, hvis du tog fat i dem, og hørte hvilken hjælp du kan få.  

Ellers er et godt sted at starte at tale med din læge. For så kan I sammen finde ud af, hvilken hjælp du kan få. For der er bestemt hjælp at hente! 

Vi har alle en bagage med ind i relationer 

Du spørger også, hvordan du kan gøre, så PTSD’en ikke går ud over din kæreste.  

Forhold kan være besværlige! Selv uden en diagnose involveret… 

Men derfor har alle forhold også deres problemer eller udfordringer. For jer betyder det så, at du har noget ekstra med i bagagen, som også fylder.  

Men det er på ingen måder din skyld. Her tænker jeg i stedet, at det er vigtigt, at I som par sammen finder ud af, hvordan I kan håndtere det.  

I et forhold af alle slags er det vigtigt at være “os to mod problemerne”, og ikke “os to mod hinanden”.  

Tal med din kæreste om det 

Et godt forhold handler nemlig ikke om, at man aldrig har problemer. Men det handler om at tackle problemerne sammen. 

Det kan kræve virkelig meget kommunikation, tålmodighed og forståelse – men det skal vi også være villige til at give dem, vi elsker. 

På psykiatrifonden er der et afsnit om at være pårørende til en person med PTSD, som din kæreste måske kan læse. 

Jeg tænker, at artiklen kunne være en god samtalestarter, så dig og din kæreste sammen kan finde ud af hvordan I bedste er kærester, også når PTSD’en nogle gange gør det lidt sværere.  

Kan I f.eks. sammen finde ud af, hvordan han kan støtte dig i overtænkningen og de andre ting som måtte være på spil? 

Og forhåbentlig kan det også blive lettere for dig at være i, når I støtter hinanden i det svære? 

Psykiatrifonden 

Og netop Psykiatrifonden vil jeg også henvise dig til.  

Det er et gratis og anonymt rådgivningstilbud, man både kan skrive og ringe til.  

De ved hammermeget om mentale lidelser – heriblandt PTSD – og de ved, hvad du kan gøre, hvem du kan opsøge, og kan virkelig give dig en hjælpende hånd, nu når tingene er lidt svære.  

Vi har alle sammen brug for hjælp nogle gange, og lige nu lyder det som om, du har behov for noget støtte! Det kan jeg rigtig godt forstå.  

Du har taget et sejt skridt ved at skrive ind til os! Nu kan du skrive eller ringe ind til psykiatrifonden, så du kan tage det næste skridt.  

Du fortjener at have det godt, og jeg håber sådan at din behandler, læge og Psykiatrifonden kan hjælpe dig på vej! 

De bedste hilsner fra Stephanie & Aske

Var svaret nyttigt for dig?