Hej

Jeg er en pige som egentlig har venner, men hvor jeg føler at jeg stille og roligt ændre mig. Jeg plejer at være hende, som kom med sjove jokes, havde en bobblende personlighed, og havde et smil som ville smitte alle på sin vej. Dog har jeg her for tiden følt mig som en skygge af mig selv, og jeg føler ikke engang jeg kan hygge-snakke med mine venner mere, da det er som om jeg absolut intet har at sige. Hvad er det der sker med mig?

(Pige, 17 år)


Hej Pige på 17 år

Det lyder til, at du går igennem en svær periode i øjeblikket. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.

Vi har alle svære perioder

Jeg kan desværre ikke svare præcis på, hvad der lige sker med dig i øjeblikket. Men vi mennesker oplever alle sammen svære perioder engang i mellem. Perioder hvor vi måske ikke er helt ligeså glade og sprudlende, som vi plejer at være. Men det kan være super hårdt at opleve. Og det giver rigtigt god mening, hvis du synes det er ubehageligt, at du føler dig som en skygge af dig selv. For det er ikke særligt rart at opleve. Det er almindeligt at opleve kortere perioder, hvor man føler sig anderledes eller mindre glad. Og for det meste vil det gå over af sig selv igen. Men det kan være en god idé, at holde lidt øje med hvordan du har det, hvad der sker omkring dig og om det bliver værre eller kommer til at fylde alt for meget i din hverdag – for så er det en god idé, at reagere på det og måske tage en tur til lægen. For det er selvfølgelig ikke meningen, at du skal gå rundt og have det dårligt hele tiden.

Er der sket noget?

Jeg kommer til at tænke på, om der er sket noget i dit liv på det seneste, som kan være grund til, at du oplever forandringer? Det kunne eksempelvis være, hvis du er meget presset i skolen. Eller der er sket noget i din familie eller blandt dine venner? Hvis man oplever, at ens humør forandrer sig meget kan det sagtens være fordi, at der er sket noget i ens hverdag, som gør, at man ikke kan være ligeså glad som man plejede. Måske kan du prøve at huske tilbage til, hvornår du lagde mærke til første gang, at der var noget, som føltes anderledes. Skete der noget bestemt på det tidspunkt?

Snak med nogen om det

Mit bedste råd til dig er nok, at prøve at få snakket med nogen om, hvordan du har det. Det kan være super rart, at få lidt luft til sine tanker. Og når man deler sine problemer med andre, så bliver de for det meste også lidt nemmere at overskue. Så kan du også få nogle andres perspektiv på dine oplevelser og det kan være en stor hjælp, hvis man har lidt svært ved at finde hoved og hale i, hvorfor man har det som man har det. Måske er der nogle i din omgangskreds, som også har lagt mærke til, at dit humør er lidt anderledes, end det plejede at være? Så kan det være rigtigt rart at høre, hvad de tænker om det og måske få lidt støtte på vejen, mens det stadig er svært.

Snak med dine forældre

Hvis du er tryg ved at snakke med dine forældre, så kunne det måske være en god idé. Vores forældre kender os tit rigtigt godt og kan nogle gange mærke og se nogle ting i os, som vi ikke selv helt har lagt mærke til. Måske har de nogle tanker om, hvorfor du er lidt mere nede i kulkælderen end du plejer at være. Uanset hvad, så kan det være super rart, at få den støtte hjemmefra.

Snak med dine venner

Det lyder til, at du har nogle venner omkring dig, som du har været glad for. Du kan overveje om det kunne være rart for dig, at snakke med nogle af dem om, hvad du oplever i øjeblikket. Jeg er næsten helt sikker på, at de rigtigt gerne vil hjælpe dig og lytte til, hvad du oplever. Så kan du høre dem ad, hvad de tænker om det og om de har lagt mærke til, at du måske opfører dig lidt anderledes end du plejer. Det kan være, at de også selv har oplevet perioder, hvor det hele bare har været lidt mere gråt end normalt. Og måske har de nogle erfaringer med, hvordan de blev glade igen, som du også kan prøve af. I kan også aftale at lave nogle flere ting sammen, som plejer at gøre dig glad. Det kan nemlig godt hjælpe til at press glæden lidt frem igen, hvis man prøver at fylde flere ting ind i sin hverdag, som normalt gør en glad.

Tag fat i Headspace

Hvis du hellere vil snakke med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig forening, hvor unge kan komme og snakke om det der fylder. Deres frivillige er super søde og dygtige. Og de er helt vant til at snakke med unge om alle slags problemer – ingen er for små eller store. Måske kunne det også være en rar mulighed for dig? Der ligger en Headspace i de fleste større byer og det er helt anonymt.

Flere tips på vejen

Vi har lidt forskellige artikler her på Mindhelper, som handler om at genfinde noget af glæden, hvis man oplever en perioder, hvor man føler sig lidt nede i et sort hul. Jeg tænker, at der måske er nogle af rådene, som kunne være gode for dig. Du kan prøve at læse vores artikel om råd til at slippe tristheden. Der står nogle gode råd til, hvordan man kan håndtere det, hvis man oplever at være mere nede i kulkælderen. Jeg kan også anbefale vores artikel om selvomsorg, som handler meget om, hvordan man passer ekstra godt på sig selv. Den synes jeg kan være rigtig god i hvert fald.

Det kan være svært lige at sætte en finger på, hvorfor du oplever at være mindre glad i øjeblikket. Men det kan være, at det bare er en svær periode lige nu og dit gode humør, snart vender tilbage igen. Indtil da kan det være en god idé, at få det snakket igennem med nogen og holde godt øje med, om humøret vender tilbage igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper