Det hele virker lidt uoverskueligt for tiden. Jeg ligger sommetider om aftenen og tænker over, hvad der er galt og hvad der gør, at jeg føler mig ked af det.

Hej Mindhelper

Jeg har det lidt svært for tiden og føler ikke rigtig, at mit liv går fremad. Jeg bor hjemme ved mine forældre, men jeg har lige skrevet under på en lejekontrakt (og betalt indskuddet) til en lejlighed midt i byen. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet føler mig klar til at flytte ud eller om jeg har råd til det i det lange løb. Min mor spørger mig ofte om jeg glæder mig eller om jeg har fortrudt, men jeg kan ikke få mig til at sige jeg måske har fortrudt, da jeg alligevel ville skulle flytte ud inden jeg begynder på uni næste år. Og jeg ville nok flytte ud omkring april, så der er kun 6 mdr. i mellem hvornår jeg rent faktisk skal flytte til når jeg havde tænkt at flytte. Desuden har jeg et arbejde hvor jeg skal møde ind om natten, hvilket kræver at min mor eller far skal køre mig på arbejde midt om natten, eller også er min mor nødt til at cykle på hendes arbejde eller tage bussen. Det giver mig også dårlig samvittighed, og ved at bo i byen kan jeg cykle.
Det hele virker lidt uoverskueligt for tiden, og jeg ligger somme tider om aftenen og tænker over, hvad der er galt og hvad der gør, at jeg føler mig ked af det. Der ligger også andre problemer i baghovedet som at jeg nogle gange ikke rigtig har lyst til at være social og være sammen med mine veninder, selvom vi alligevel altid hygger og har det sjovt når vi er sammen. Jeg føler bare, at jeg i deres hoveder bare er der, og jeg ikke rigtigt har nogle veninder der ville vælge mig frem for andre. Oven i hatten er jeg også i tvivl om hvorvidt jeg er aseksuel, da jeg ikke rigtig synes at knytte følelser til drenge, og jeg har egentlig ikke lyst til at have sex som sådan. (Og jeg er ikke til piger). Men på den anden side har jeg kun været sammen med 2, så måske jeg bare ikke har fundet den “rigtige”. Jeg ved ikke, om der er noget sammenhæng i det, jeg har skrevet, men det er der heller ikke helt oppe i mit hoved.

(Pige, 20 år)


Kære pige på 20

Det lyder som om, at der sker en hel masse ting i dit liv lige nu, som er rigtigt svære. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Du fortæller, at der ikke er så meget sammenhæng i det du skriver. Men jeg tænker, at det giver super god mening, hvis du synes det er uoverskueligt og svært i øjeblikket, for du har rigtigt mange bolde i luften. Når der er så mange ting man skal håndtere, og man måske prøver at håndtere det alene – jamen så giver det god mening, at man har det svært. Det er helt normalt, at man kan blive rigtigt ked af det. Det tror jeg de fleste ville opleve, hvis de stod i den samme situation som dig.

Flytningen

Når man flytter hjemmefra så er det en kæmpe omvæltning. Der er så mange nye ting man er nødt til at tage stilling til, og nye bekymringer omkring økonomi og andet praktisk, som man før ikke har skulle tænke på før. Derfor er det også fuldstændigt normalt, at blive rundforvirret og totalt frustreret over det. Det tager tid at vænne sig til at være flyttet. Men for de fleste, så bliver det nemmere og nemmere med tiden. Og man lærer alle de ting, som man er bekymret for, om man kan finde ud af. Og heldigvis, så kan man ofte ringe til en forældre, og spørge til råds, hvis man bliver i tvivl om noget. Som du selv sætter det op, så er der både positive og negative sider ved at flytte. En positiv side er, at du får god tid til at vænne dig til at bo alene inden du begynder på studie. Du har også et halvt år mere til at falde til i byen, og lære det hele at kende. Det kan være super rart, så man ikke både skal bruge tid på det, og starte studie samtidigt. Det kan i hvert fald give en anden ro inden studiestart. Praktisk set er der også nogle fordele i, at du kommer tættere på dit arbejde. En negativ side kan være det økonomiske, for det kan være svært at få til at løbe rundt, når man står med det alene. Og det kan være en svær overgang at flytte hjemmefra, hvor man godt kan komme til at føle sig ensom og ked af det, indtil man er faldet ordentlig til i sit nye liv.

Jeg tænker derfor, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du fik snakket med din mor om, hvordan du egentligt har det. Det virker til, at hun er rigtigt interesseret i at høre om hvad du tænker og føler. Jeg tænker, at hun nok godt kan mærke på dig, at du er bekymret og ked af det over hele situationen, og det er derfor hun spørger ind til dig. Jeg tænker at din mor måske kan være med til at hjælpe dig med, hvordan du kan få det økonomiske til at fungere. Måske kunne det også være en god idé, hvis i fik snakket lidt om den dårlige samvittighed, som du nævner du oplever om dine forældre. Det kan være, at din mor og far tænker helt anderledes omkring det end du gør. Det er rigtigt svært, hvis man går med alle de tanker alene, og derfor er det også en rigtig god idé, at få noget støtte fra andre. Eksempelvis ens mor eller far.

Veninderne

Det er fuldstændigt normalt, at man ikke altid har lyst til, at være sammen med sine veninder. Især hvis man går igennem en rigtig svær periode. Så har man måske ikke så meget overskud til at være social. Nogle mennesker er også mere introverte end andre, og har derfor brug for alenetid til at lade ordentligt op. Og det er helt okay, hvis man har det sådan. Du nævner det her med, at du måske føler dig lidt som et vedhæng i din venindegruppe, og du måske føler, at du ikke har nogen fast tæt bedsteveninde. Det lyder som nogle mega svære tanker og følelser at gå rundt med. Og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan gøre en rigtigt ked af det. Det er også et problem, jeg før har fået spørgsmål om her på brevkassen – så du er ikke den eneste, som oplever, at det er rigtigt svært. Nogle gange så kommer følelsen af at være den som lidt bare ‘følger med’ mest indefra en selv. Altså at man selv mærker følelsen, men ens veninder måske slet ikke oplever det samme. Andre gange kan der også godt være lidt skævvridninger i venskaber, som gør, at der er forskel på hvor tætte folk er med hinanden i gruppen. Der er lidt forskellige ting, man kan vælge at gøre. Først og fremmest så kan det være en rigtig god idé, at snakke med sine veninder om det. Det behøver jo ikke være dem allesammen samtidigt. Måske er der en af pigerne, som du føler dig mere tryg ved at snakke med? Faktisk kan det også være med til at gøre en tættere med sine veninder. Når vi deler ud af de svære ting fra vores liv, jamen så skaber vi også et stærkere bånd til dem vi deler det med. Og vi viser dem, at vi stoler på dem, og de måske også kan stole på dig. For det andet, så kan det være lidt problematisk, hvis man undgår at dukke op til sociale ting, fordi man ikke helt føler sig som en del af gruppen. Når man undlader at dukke op, jamen så skubber man også sig selv lidt længere væk fra gruppen. Så kan det godt ende med at blive lidt en ond cirkel. En 3. løsning kan være, at prøve at se sig om efter nogle flere venner. Det betyder ikke, at du behøver droppe dine veninder – overhovedet ikke. Men måske kan du prøve at opsøge nogle nye mennesker, og på den måde gøre dine chancer større for at finde endnu tættere veninder.

Aseksualitet

Seksualitet er noget, som kan skabe virkeligt meget forvirring. For er man det ene eller det andet, og hvordan bør man forholde sig til det. Jeg vil anbefale dig, at læse godt op på aseksualitet på nettet, måske igennem nogle blogs eller på Foreningen for Aseksuelle i Danmark. Måske kan du finde noget information, som giver god mening for dig. Men jeg vil også sige, at seksualitet kan være flydende gennem livet. Så kan man opleve perioder, måske år, hvor man slet ikke har nogen seksuel lyst, og så ændrer det sig måske på et tidspunkt, og måske gør det ikke. Som du selv siger, så kan det også være, at du ikke har mødt et menneske endnu, som du har følt dig tiltrukket af. Nogle oplever også, at de kun får seksuel lyst til en anden, hvis de virkeligt er trygge ved dem, og har en tæt relation. Vi mennesker kan bare være så forskellige, når det kommer til seksualitet. Og det er helt okay. Du kan læse mere om seksualitet på Sexliniens hjemmeside. Hvis du har flere spørgsmål om seksualitet, så kan jeg anbefale dig at kontakte sexlinien eller LGBT Danmark. De er super dygtige til at rådgive i seksualitet og de er helt vant til at snakke om aseksualitet, forvirring og alle de følelser, som kan følge med.

Snak med nogen om det

Der sker virkeligt mange ting i dit liv lige nu, og det virker til at have overvældet dig. Derfor tænker jeg også, at et af mine bedste råd til dig er, at få snakket med nogen om, hvordan du har det. Hvis man går med alle de svære tanker og følelser alene, så bliver de kun værre. Det kan være en kæmpe hjælp, at få snakket med nogle, som kan lytte og støtte en. Det kunne eksempelvis være din mor eller far, som jeg nævnte tidligere. Det kunne også være en af dine veninder eller måske en søskende, som du føler dig tryg ved. Det vigtigste er, at du får snakket med nogen.

Tag fat i Headspace

Hvis du er i tvivl om, hvem du kan snakke med, eller du trænger til at tale med nogle, som ikke kender dig. Jamen så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er et frivilligt rådgivningstilbud, hvor man som ung kan komme og snakke med en frivillig om sine problemer. De er mega søde, og virkeligt dygtige. Det kan være en super rar støtte at få, og jeg kan varmt anbefale dem. Der ligger en Headspace i de fleste større byer, hvis du overvejer det. Det er forøvrigt helt anonymt og helt fortroligt.

Hvis det ikke går over

Hvis du oplever, at du bliver ved med at være rigtig trist, og det ikke holder op af sig selv. Eller du bedømmer, at du har brug for mere hjælp. Jamen så kan det være en god idé, lige at tage et smut til lægen og snakke med ham/hende. Så kan i sammen snakke om, hvad der sker med dig, og om der kunne være noget mere alvorligt galt. Det er altid en god idé at tage en tur til lægen, hvis man har det dårligt. Uanset om det er fysisk eller psykisk.

Når man har mange bolde i luften, så kan det være rigtigt svært at klare alene. Derfor er det også en rigtig god idé, at få snakket med nogen om, hvordan man har det. Jeg håber, at du har kunne bruge nogle af mine råd, og så skal du vide, at jeg krydser fingre for, at det bare kommer til at gå super godt med flytningen og det hele, så du igen kan blive glad og få en god hverdag.

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper