Hej Mindhelper

Jeg er fyldt med usikkerheder og tvivl. Jeg går på læreruddannelsen, og jeg føler ikke jeg har det der skal til for at trives både fagligt og socialt. Jeg har snakket med en psykolog om mine bekymringer, hvor vi drøftede en mulig social angst diagnose ud fra de ting jeg beskrev. Jeg har svært ved tanken om at skulle acceptere og indrømme overfor mig selv at jeg kæmper med nogle ting, især fordi det ikke passer ind i mit selvbillede og den ambition jeg har i forhold til uddannelse og senere hen job. Jeg oplever angst symptomer i forbindelse med studiet og praktik, hvilket hør mig så usikker på mit valg af uddannelse. Jeg har overvejet at droppe ud flere gange, men har nærmest ikke turde tænke tanken til ende, da jeg synes det er skræmmende ikke at have 100% kontrol over min fremtid. Jeg overtænker meget især, hvad folk mon tænker om mig, og det påvirker også min frygt for at droppe ud, da jeg ikke vil skuffe nogen inklusiv mig selv.
Jeg har forsøgt at forklare mig så godt, som jeg kan, og vil rigtig gerne høre jeres perspektiv/råd. På forhånd tak.

Hilsen
Mig

(21 år)


Kære dig,

Det lyder til, at du bøvler med en masse svære tanker og bekymringer for tiden. Jeg kan godt forstå det ikke er rart, når angsten og bekymringerne fylder meget i hverdagen.  

Når følelserne ikke stemmer overens med selvbilledet  

Du skriver, at du for tiden oplever angstsymptomer og er i tvivl, om du vil fortsætte på din uddannelse.  

Men samtidig har du svært ved at skulle acceptere, at du kæmper med nogle ting, fordi det ikke stemmer overens med dit selvbillede.  

Det giver god mening.  

For det kan være rigtig svært, når man på den ene side rigtig gerne vil klare sig godt, men samtidig har nogle udfordringer der står i vejen for det.  

Og så kan man let få tanken: “hvis jeg nu bare ignorerer det, så går det sikkert væk”. 

Men desværre virker det sjældent, og hvad skal man så gøre? 

Når vi har problemer med selvværdet  

Når det fylder meget hos en, hvad andre mon tænker om os, og vi hele tiden fokuserer på at leve op til en masse høje forventninger, så kan det give god mening at prøve at arbejde på sit selvværd.  

Selvværd handler nemlig om, hvordan vi har det med os selv som menneske.  

Når man har et højt selvværd, så ved man, at man er et værdigt menneske, uanset hvad. Selv når man laver fejl eller gør noget dumt.  

Men hvis vores selvværd ikke har det så godt, så kan vi gå med en følelse af, at vi hele tiden skal bevise, at vi er gode nok. For eksempel ved at få høje karakterer eller klare os godt på vores arbejde.  

Men tit vil man også opleve, at det aldrig er nok. Og derfor kan det give mening at styrke sit selvværd. 

Selvværd kan trænes   

Der findes flere måder at styrke sit selvværd på. I vores artikel om selvværd kan du læse meget mere, men her vil jeg blot uddybe et råd for dig.  

At være kærlig mod sig selv  

Først og fremmest er en af de bedste ting du kan gøre for dit selvværd at smide den store hammer væk.  

Her mener jeg, at det er rigtig godt at øve sig på at tale pænt til sig selv og ikke blive ved med at slå sig selv i hovedet.  

For du kender måske det med at lave en fejl, og så begynde at tale rigtig grimt til sig selv.  

Sætninger som: “Du kan heller ikke finde ud af noget”, eller “Sådan en fejl ville andre aldrig have lavet”. 

Problemet når vi taler grimt til os selv er, at det ikke rigtig leder til noget godt, andet end at vi bliver endnu mere kede af det.  

Hvordan øver man sig? 

Derfor kan det være en god ide at øve sig på at tale pænt og omsorgsfuldt til sig selv.  

For eksempel ved at huske sig selv på, at alle laver fejl, og at det er okay at fejle, det lærer vi jo af!  

Du kan også prøve at læse vores artikel om selvomsorg. I den har vi nemlig også en masse gode tips til at være mere omsorgsfuld overfor sig selv.  

I tvivl om uddannelse 

Du skriver også, at du bliver usikker på dit valg af uddannelse, når du oplever angst symptomer i forbindelse med studiet og praktik. 

Det kan være helt normalt at blive stresset og opleve angst symptomer, når man går på et studie, er stresset og skal til at starte i praktik. 

Det er der rigtig mange der oplever. 

Men det kan selvfølgelig også være et tegn på, at man måske ikke er landet på den rigtig hylde ift. uddannelse.  

Hvad gør man så? 

Hvis du synes, at det kunne være rart at snakke med nogen om studievalg og uddannelse, så kan jeg varmt anbefale dig at kontakte Uddannelsesguidens eVejledning

Her møder du super søde og dygtige rådgivere, som ved alt om valg af uddannelse.  

Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man er kommet i tvivl om sin uddannelse.  

Lidt hjælp med på vejen 

Hvis du synes det kunne være rart at læse lidt om, hvad det vil sige at være i tvivl om sin uddannelse, så kan jeg varmt anbefale vores artikel: I tvivl om uddannelse? 

Her har vi samlet vores 7 gode råd til dit valg af uddannelse, så du kan få noget inspiration og hjælp til det svære valg. 

Snakker du med nogen om det? 

Her til sidst vil jeg fortælle dig om det bedste sted at starte, når man har det svært eller er i tvivl om noget.  

Det er ved at tale med nogen om det. 

Det kan være dine forældre, en god ven eller en helt tredje. Det vigtigste er ikke hvem du taler med, men at det er en, som du stoler på og er tryg ved. 

For når man får sagt ting højt og snakker med nogen om det, så hjælper det ofte en med at få noget luft ud af den ballon, som ellers var ved at springe. 

Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal gribe samtalen an, så kan jeg varmt anbefale dig at læse vores artikel: Sådan snakker du med en ven om svære ting.  

Her finder du en masse gode råd til, hvordan du tager hul på den svære snak. 

Det kan være hårdt og drænende, hvis man er fyldt med usikkerhed og tvivl. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej, og håber du finder ud af det. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper