Hej Mindhelper

Jeg kan virkelig ikke mere… selvskade og selvmordstanker fylder så mega meget, og jeg har det bare helt elendigt med mig selv:(
Jeg har haft det elendigt i ca. et halvt år nu, og med tiden har det kun blevet værre…
Da jeg har mega svært ved at spise, fordi jeg har det så dårligt med det, og derfor ikke spiser særlig meget… jeg føler mig bare så tyk og at jeg burde tabe mig, selvom jeg hele tiden får at vide af andre at jeg er tynd… Jeg er så mega bange for at tage på. Jeg er jo ikke noget værd, alle ville helt sikkert også have det meget bedre hvis jeg ikke var her.

Jeg var for et stykke tid siden nede hos en enhed for spiseforstyrrelser, og skal om ca. 3 uger derned igen til en samtale… Men jeg er jo ikke værd at hjælpe:( Jeg fortjener ikke noget:(

Jeg har det så dårligt med mig selv lige nu:( Jeg kom til at gå på vægten for et par dage siden, hvilket jeg aldrig skulle have gjort for jeg har taget på:(( Jeg er så bange for at tage mere på:( Jeg føler mig så tyk, og at jeg burde tabe mig! Selvmordstankerne fylder også bare rigtig meget lige nu:(
Jeg har virkelig overvejelser om at gøre det:( JEG KAN VIRKELIG IKKE SE EN MENING I AT LEVE MERE!:(

(Pige, 15 år)


Kære Du

Det kan være rigtigt svært at holde ud, når der er en masse selvmordstanker, der fylder. Derfor er jeg så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. 

Det er spiseforstyrrelsen, der popper op

Jeg vil gerne starte mit brev til dig ud med at sige, at jeg synes, at det er kæmpe sejt af dig, at du er startet hos Enhed for spiseforstyrrelser. For det kan være super svært at række ud og tage imod hjælp, når man kæmper med en spiseforstyrrelse. Men det er så vigtigt at gøre det, også selvom det er svært.

Selvom det måske lyder lidt mærkeligt. Så giver det rigtigt god mening, at der er en masse mega svære tanker omkring din krop og din vægt, der er begyndt at fylde, når du lige er startet i behandling for din spiseforstyrrelse. For når man behandler spiseforstyrrelsen, så begynder man at arbejde imod den. I stedet for at tabe sig mere som spiseforstyrrelsen vil, så begynder man lige så stille at tage på igen.

Derfor kan det godt give en et kæmpe chok, når man første gang går på vægten og opdager, at man har taget på. For så popper spiseforstyrrelsen lige pludseligt op og begynder at råbe op om, at man er for tyk, at man burde tabe sig og, at man ikke er værd at hjælpe. Men det er så vigtigt at huske på, at alle de tanker kommer fra spiseforstyrrelsen og ikke fra dig. Der er nemlig ingen mennesker i hele verden, der fortjener at skulle kæmpe med en spiseforstyrrelse uden at få hjælp til det. Så det gør du heller ikke. 

Det kan blive bedre

Du skriver, at der også er en masse selvmordstanker, der fylder. Sådan kan man sagtens få det, når ens spiseforstyrrelse lige pludseligt blusser op og begynder at fylde ens hoved med en masse hammer svære tanker. For så kan man godt komme til at føle sig presset lidt op i et hjørne, hvor det kan føles som om, døden er den eneste måde, det nogensinde kan blive bedre på. 

Men døden er ikke den eneste udvej. Og det at du har rakt ud og skrevet herind fortæller mig, at der er en del af dig, der stadig tror på, at det kan blive bedre. Prøv at se om ikke du kan holde fast i den del. For der er hjælp at få. Og du har allerede taget det første vigtige skridt ved at få hjælp til din spiseforstyrrelse. 

Der er nogen, der synes det er rart og kan give lidt håb at læse om nogen, der har haft det lidt ligesom en selv, som har fået det godt igen. Hvis du også har sådan, kan du prøve at læse Julie og Claras historie. Julie kæmpede med flere forskellige spiseforstyrrelser, men har fået det godt igen med den rigtige hjælp. Og Clara havde det på et tidspunkt så svært, at hun heller ikke havde lyst til at leve længere, men i dag har hun heldigvis fået det godt igen. 

Snak med dine forældre

Det er hammer-vigtigt, at du ikke går med dine selvmordstanker alene. For når de svære tanker og følelser fylder så meget, at man ikke længere kan se meningen med at leve. Så har man brug for hjælp og støtte fra folk omkring sig. Derfor tænker jeg på, om du mon kan snakke med dine forældre om, at du har en masse selvmordstanker, der fylder? Hvis du kan det, er det nemlig det bedste råd, jeg kan give dig. For jeg tænker, at dine forældre er dem, der er tættest på dig. Derfor er det også dem, der har bedst mulighed for at hjælpe og støtte dig, når selvmordstankerne popper op. 

Hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, er der så nogle andre voksne omkring dig, som du er tryg ved at snakke med? Det kunne for eksempel være en sød onkel, en rar lærer på din skole eller en helt tredje person, som jeg ikke har tænkt på. For i virkeligheden er det ikke så vigtigt, hvem du starter med at snakke med. Det vigtige er, at du får snakket med nogen, så du ikke skal gå med selvmordstankerne alene.  

Fortæl dem hvordan du har det hos Enhed for spiseforstyrrelser

Jeg tænker, at det er rigtigt vigtigt, at du får fortalt dem hos Enhed for spiseforstyrrelser de samme ting, som du har fortalt i dit brev til mig, næste gang du skal derned. For det er nemlig ikke unormalt at kæmpe med selvmordstanker, når man også har en spiseforstyrrelse. Derfor tænker jeg også, at de har snakket med mange, der har haft det lidt ligesom dig. Så der er en god sandsynlighed for, at de også kan hjælpe dig med, hvordan du kan håndtere selvmordstankerne, når de popper op. 

Tag fat i Livslinien

Du kan også altid tage fat i Livslinien, hvis selvmordstankerne fylder for meget. Hos Livslinien sidder der nemlig nogle super søde og rigtigt dygtige frivillige rådgivere klar til at hjælpe dig. De frivillige rådgivere hos Livslinien er vant til at snakke med unge, som har selvmordstanker. Så de ved godt, hvor hammer svært livet er, når man ikke længere kan se meningen med at leve det. Og de skal nok gøre alt, hvad de kan for at hjælpe dig så godt, som de kan. Du kan være helt anonym hos Livslinien, så dem kan du trygt tage fat i. Og det skal du endelig bare gøre, hvis du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. 

Du kan få hjælp hos psykiatrisk skadestue

Hvis du kan mærke, at du har lyst til at gøre alvor af selvmordstankerne. Eller hvis de bare kommer til at fylde så meget, at de bliver helt umulige at holde ud. Så skal du tage fat i psykiatrisk skadestue. På den psykiatriske skadestue er de nemlig klar til at hjælpe, hvis man har det så svært, at man slet ikke kan holde ud at være i det. Fordi jeg ikke ved, hvor du er henne i landet, har jeg lavet en liste over alle psykiatriske skadestuer i Danmark. Den kan du finde herunder: 

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Det er rigtigt svært, når ens spiseforstyrrelse popper op og begynder at lave en masse larm. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, at du får fortalt nogen, hvordan du har det. For der er ingen, der fortjener at have det sådan, som du har det lige nu.

De bedste hilsner fra en Mindhelper