Hej

Jeg er startet på at cutte og jeg vil godt stoppe for det er gåder over askelige dele på min krop og jeg vil godt have hjælp til og stoppe med at cutte og jeg vil høre om i hade nogle gode råd

(15 år)


Kære Du

Det lyder til, at du kæmper med nogle svære ting lige nu. Derfor er jeg rigtig glad for, at du har skrevet herind.

Selvskade

Du skriver, at du er startet med at cutte. Når man cutter kaldes det også for selvskade. Der kan være mange forskellige grunde til, at man selvskader. Men det handler for det meste om, at der er nogle ting indeni en, som er svære. Måske er man ked af det, vred eller noget helt tredje. Og så kan det at cutte være en måde at prøve at håndtere den svære følelse på. 

Du kan læse mere om selvskade i artiklen Værd at vide om selvskade.

Råd til at stoppe

Jeg er rigtig glad for at høre, at du gerne vil stoppe med at cutte. For selvom det måske kan hjælpe lige i situationen. Så løser det sjældent det som i virkeligheden er galt på den lange bane. Så super sejt og godt, at du er kommet frem til, gerne at ville stoppe.

Det bedste råd jeg kan give dig er, at fortælle en voksen om, at du cutter. For sammen med den voksne, kan du prøve at finde ud af, hvad det er som er svært. Og hvorfor du er startet med at cutte. På den måde kan den voksne hjælpe dig og i kan prøve at finde ud af, hvordan du kan få det bedre.

Du kan også læse 8 kærlige råd til dig som cutter. Her er der flere gode råd til at stoppe med at selvskade. 

Find en du kan tale med

Mange unge synes det er lidt svært, at skulle fortælle til en voksen, at de selvskader. Måske frygter de, hvordan den voksne vil reagere, eller måske synes de det er lidt grænseoverskridende at fortælle om. Så hvis du har det sådan skal du vide, at det er helt normalt. Men det er alligevel vigtigt at få det fortalt. For du skal ikke gå med det alene. Så kan du tale med en af dine forældre, en lærer eller en helt tredje voksen? 

Du kan læse nogle tips til at tage svære snakke i Guiden til at tale med forældre. Rådene kan også sagtens bruges til andre voksne. 

LMS

Hvis du gerne vil tale med nogen ude fra, så kan jeg anbefale dig LMS. LMS står for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Du kan både ringe eller skrive til dem, og på den måde komme til at tale med en af deres rådgivere. Rådgiverne der arbejder der ved en masse om selvskade. Derfor gør de også deres bedste for at lytte og hjælpe. Og du kan gøre det helt anonymt.

Headspace

Til sidst vil jeg også tippe dig om Headspace. For jeg tænker, at det måske kunne være et godt tilbud for dig. Hos Headspace kan man nemlig få samtaler, med en af de frivillige. Intet problem er for stort eller småt. Og det kan være en god hjælp til at få talt nogle ting igennem, med en, som lytter og støtter en. Du kan tjekke ud, hvor der ligger headspacecentre på deres hjemmeside. Og ellers kan de fanges på deres chat.

Det er hårdt at kæmpe med selvskade. Derfor håber jeg også meget på, at der er noget i mit svar, som kan hjælpe. Jeg sender en masse gode tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper