Hej Mindhelper
Hvordan stopper jeg med selvskade?
(14 år)
Hej 14 årig
Det er rigtig hårdt, når man selvskader. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har rakt ud, og skrevet herind til os.
Selvskade
Der kan være mange forskellige grunde til, at man selvskader. Nogle oplever at den fysiske smerte, når de selvskader giver dem en lille pause fra alt det svære, der foregår inde i dem. Andre føler sig helt tomme indeni, og bruger selvskaden til at mærke noget. Og andre igen, gør det af en helt tredje grund.
Men fælles er, at selvskaden bliver en måde at håndtere det der er svært på. Og det kan være en rigtig svær spiral at være fanget i. For selvom selvskaden måske kortvarigt giver lidt ro, så kommer der ofte svære følelser af skam og skyld bagefter. Og det kan gøre, at man får det endnu sværere, og derfor får endnu mere lyst til at selvskade. Derfor synes jeg også, at det er mega godt, at du gerne vil stoppe med at selvskade. Og du har allerede taget et vigtigt første skridt ved at skrive herind til os. For heldigvis kan man godt få det bedre og slippe ud af selvskadens spiral.
Snak med nogen om det
Det allerbedste råd, som jeg kan give dig er at fortælle nogen om selvskaden. For det er alt for tungt at gå med alene. Det kan fx være en af dine forældre, en god lærer på skolen eller en vens mor. For så kan den du snakker med måske også hjælpe dig med at få noget hjælp til at stoppe.
Mange unge synes, at det kan være lidt svært at fortælle om. Hvis du også har det sådan, kan du tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man får taget hul på snakken. Og rådene kan også sagtens bruges selvom det er en anden end ens forældre, som man skal snakke med.
Flyt fokus
Du spørger, hvordan du stopper med at selvskade. Når man står midt i det, kan det godt være svært at se sig ud af. Derfor er det også vigtigt at få det fortalt til nogen. Men der findes også nogle ting, som man selv kan gøre, En af dem er at flytte fokus, når trangen til at selvskade opstår. For når trangen til at selvskade fylder, kan den hurtigt vokse sig større og større og være mega svær at modstå. Derfor kan det også være en god ide at distrahere sig selv og skifte fokus, når man kan mærke at den titter frem. Fx ved at løbe en tur, høre musik, eller noget helt tredje. Det er nemlig ikke så vigtigt præcist, hvad du laver. Det vigtige er, at du får tankerne over på noget andet.
I vores artikel 8 kærlige råd til dig, der cutter, er der også nogle flere råd til, hvad man selv kan gøre. Så den tænker jeg måske også kunne være en god hjælp for dig.
Foreningen spiseforstyrrelse og selvskade
Nogle andre, som også er rigtig gode at snakke med, når man bøvler med selvskade og gerne vil stoppe er de frivillige hos Foreningen spiseforstyrrelser og selvskade. De ved nemlig en hel masse om, hvordan det er at kæmpe med selvskade. Derfor er de også rigtig gode til at lytte og rådgive om det. Du kan både ringe til dem, chatte med dem eller sende dem en SMS. Og uanset hvordan du tager fat i dem, så er de altid rigtig søde og rare og gør deres allerbedste for at hjælpe og lytte.
Lægen
Læger ved en hel masse om, hvordan vi mennesker fungerer – både udenpå og indeni. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man har det svært og selvskader. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide at du tog et smut til lægen. For så kan lægen også hjælpe med at finde ud af, om der er noget hjælp som kunne være rart for dig at få.
Det er rigtig hårdt at kæmpe med selvskade. Derfor er det også mega godt, at du gerne vil stoppe. Og derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. En masse varme tanker til dig
De bedste hilsner fra en Mindhelper