Hej Mindhelp

Jeg er startet på efterskole er ikke glad for at være der. Vi bor i små huse blandet drenge og piger. Problemet er bare at jeg slet ikke trives med dem jeg bor med. Pigerne er enormt tætte og jeg har ingenting tilfælles med dem. Drengene er så nedladende for os piger, de kaster mad efter os, snakker grimt til os og jeg ved ikke hvad. Så det slet ikke rart at være der.. lærerne er tit sure og virker også ret ligeglad. De andre på skolen er allerede mega tætte med dem de bor med, så jeg ved slet ik hvad jeg skal gøre. Prøver at snakke med dem, men ingen lukker mig rigtigt ind. Har nu gået her i 3 måneder og føler kun det bliver værre. Døjer allerede med lavt selvværd og lige nu føles det bare meget som om det mig der noget galt med.

Håber i kan hjælpe og give mig lidt råd

(16 år)


Kære Du

Jeg er ked af at høre, at du ikke er glad for at være på efterskolen. Det kan være smadder hårdt. Men jeg er rigtig glad for, at du har skrevet herind, og delt dine tanker.

Du er ikke alene

Du skriver, at du slet ikke trivedes med dem, du bor i hus med på efterskolen. Du skriver også, at du ikke rigtig synes, at der er nogen, som lukker dig ind. Det er en rigtig ufed følelse at gå med. For når man går på en efterskole, vil man som regel gerne finde nogle mennesker, som man klikker med, og som man kan hygge og have det sjovt med. Og hvis man ikke lige finder det med det samme, så kan det være ret nedslående. Så jeg kan sagtens forstå, hvis du synes det er svært lige nu.

Men jeg tror at rigtig mange unge, som går på efterskole kan genkende det, du skriver. For tit er der en masse mega høje forventninger til, hvordan det skal være, at gå på efterskole – Man skal få en masse venner, have et stærkt fællesskab, og bare nyde hver dag. Men det er ikke altid et helt realistisk billede af, hvordan det er at gå på efterskole. For der vil også altid være trælse ting ved det, dårlige dage, og mennesker man ikke klikker med. Men når man oplever det, kan det godt være lidt en mavepuster, fordi man måske havde nogle andre forventninger. Og så kan man komme til at tænke – jamen så må det være mig, som der er noget galt med. For alle omkring mig ser ud til at have venner og hygge sig!

Men selvom det kan se sådan ud på overfladen, så er jeg næsten sikker på, at der er mange andre på din efterskole, som også har dårlige dage, eller går rundt med nogle af de samme tanker som dig. Jeg ved i hvert fald, at du langt fra er den første, som skriver ind til brevkassen, og synes det er svært at gå på efterskole. Det er bare ikke altid at folk viser det ud ad til, når de føler sig usikre, eller udenfor.

Du kan læse et spørgsmål fra en anden ung, som ikke føler de passer ind på deres efterskole. Du kan også prøve at kigge på artiklen om, at opbygge dit selvværd. Måske er der nogle af rådene der, som kan hjælpe dig med at lægge en dæmper på de selvkritiske tanker.

Snak med dine forældre

Jeg kommer til at tænke på, om du har talt med dine forældre om, hvordan du har det? Ellers vil jeg råde dig til at gøre det. Ens forældre er nemlig tit de voksne, som er allertættest på en. Derfor vil de som regel også gerne lytte og støtte en. Og det er vigtigt, ikke at gå med en masse svære tanker alene.

Tal med en lærer

En anden god ting at gøre er, at tale med en lærer fra efterskolen. Hvis du synes det er svært, kan du måske spørge dine forældre, om de vil hjælpe dig med det. For lærerne på efterskolen er der får at sørge for, at eleverne har det godt. Så selvom de måske virker ligeglade, så vil de fleste tage det seriøst, hvis man kommer og siger, at man ikke er glad for at gå på efterskolen. Og lærerne kan sommetider finde nogle løsninger, som man ikke selv kan. 

Bliv ved med at opsøge de andre

Du skriver også, at du prøver at tale med de andre på efterskolen. Det er mega godt gået! Det er nemlig noget af det allerbedste at gøre. Men jeg forstår også godt, at det kan være svært, hvis du ikke føler, at du har noget tilfælles med dem, du bor med. Men det er ikke altid, at det behøver at gøre så meget. For man kan sagtens være venner, selvom man er ret forskellige. Så måske du alligevel kan give pigerne en chance mere?

Hvis det ikke dur, så kan et andet sted at starte være ved, at tale med nogle af dem, du har fag med. Måske har du et linjefag, som du går op i? Så har dig og de andre fra holdet i hvert fald en interesse til fælles. Jeg forstår godt at det kan være svært, hvis du ikke føler, at du bliver lukket rigtigt ind. Men nogle gange er andre ikke klar over, at man egentlig gerne vil være venner. For måske tænker de ligesom en selv – at alle har masser af venner og er mega tætte! Derfor kan det også nogle gange betale sig, at være lidt direkte. Ved simpelthen at invitere sig selv med ind i en gruppen, eller foreslå en person, at lave noget sammen. Det kan godt føles nervepirrende, men sommetider er det på den måde, man kommer ind på livet af folk. Og Langt de fleste vil tage det som et kompliment at blive spurgt, om de vil hænge ud. For hvem vil ikke gerne have en ekstra ven på efterskolen?

Det kan være et hårdt slag, ikke at trives på sin efterskole. Men jeg håber at der er noget i mit svar du kan bruge, og at du snart får det bedre på skolen. Jeg sender i hvert fald en masse gode tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper