Hej
Jeg er en pige, som går i 8 klasse og skal snart have prøve. Når vi har haft små prøver i klassen har jeg altid klarer mig fint, men her på det sidste lange stykke tid, har jeg bare fået 02 og lorte karakter🤔 Jeg har fundet ud af at jeg har svært ved at fokuser om kun at lave den test og ikke en masse andet, som fks. Pigedrama, eller mine forældres forventninger. Ville høre om i måske har nogen gode råd til at fokuser eller koncentere sig bedre til prøver? Kh Pige med for meget af tænke på😌
(Pige, 14 år)
Kære 14-årige
Tak for dit brev.
Først og fremmest, så er det flot, at du selv har været i stand til at se, hvad der er din udfordring. Så selvom det er frustrerende, når koncentration og fokus forsvinder, så har du allerede taget et vigtigt og stort skridt på at løse din udfordring. Du ved, hvad der er problemet.
Og vi kender det godt. Vi skal virkelig koncentrere os. Vi tænker, at nu skal det bare gå godt til den her prøve. Men når vi så sidder der, så ræser tankerne i alle retninger.
Den gode nyhed er, at vi har nogle gode råd, er kan hjælpe dig til at fokusere og koncentrere dig bedre. Også til prøver i skolen.
Mange ting kan du med fordel begynde at øve allerede nu. Her får du tre gode råd, der hjælper dig til at styrke koncentrationen til prøverne.
Træn koncentrationen med mindfulness
Mindfulness hjælper dig til at være mere til stede – lige nu. Det kan være en god idé at træne, så du får lettere ved at slippe de forstyrrende tanker, når du sidder til prøven.
Du kan prøve det her på Mindhelper, hvor vi har 4 enkle mindfulness-øvelser klar. Dem kan du prøve allerede i dag.
Sørg for at hjernen er udhvilet
Søvn er vigtigt, når hjernen skal koncentrere sig. Mangler hjernen at blive ladet op, så begynder koncentrationen også at halte.
De kloge anbefaler, at unge mellem 13 og 18 år skal sove 8 – 10 timer hver nat. Og jeg har taget rådet med her, fordi 75 % af unge i din aldersgruppe sover mindre end de 8 timer.
Måske kan det være noget for dig at kigge på.
Hæld god benzin på din hjerne
Igen er det vigtigt, at hjernen har god energi, når du sidder til prøven. Mad og drikke er hjernens benzin. Det kan være fristende at hælde lidt booster på med sodavand og chokoladebarer, når du knokler løs til prøven. Men glæden varer kort og du kan næsten få endnu sværere ved at koncentrere dig bagefter.
Sørg for at spise sundt, så hjernen har energi til dagens opgaver.
Du kan finde flere gode råd til at bedre koncentration i artiklen: Når koncentrationen svigter.
Knæk og bræk til prøverne. Jeg håber, at du har fået et par tips med på vejen, der kan hjælpe dig med at holde koncentrationen.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper