Hej Mindhelper
Jeg er en pige på 19 i 3.g.
Igennem mit liv har jeg været rigtig godt med i skolen. Især igennem 1.- og 2.g. I starten af 3.g, ca. slut-august, havde jeg et mentalt ”crash”, der resulterede i, at jeg gik ned fuldkommen ned med flaget. Det var altafgørende. Det ledte også til, at mine ønsker om at se en psykiater om udredning for ADHD (endelig) blev hørt, hvilket resulterede i en diagnosticering, som jeg nu har været medicineret for i ca. 5 måneder.
Jeg har maskeret RIGTIG meget igennem hele min opvækst, og har lært at tage alt for meget ansvar, end min hjerne kan klare. Det har været ekstremt hårdt at overvære hvordan jeg er sakket bagud på alle punkter i mit liv – især i skolen. Jeg ELSKER at gå i skole, og det piner mig, at jeg slet ikke har haft noget som helst overskud til at passe dét, der altid har været min drivkraft.
Man kan ikke sige til en person med ADHD ”det er snart overstået”, for foran mig ligger en bunke lort af eksaminer, der alle venter på at minde mig om mine lortemåneder i 3.g, hvor jeg mentalt ikke har kunnet lære til mig. Jeg er stadig i gang med at restituere, har intet fokus, min SPS-vejleder hjælper ikke, har ingen indlæringsevner… HJÆLP..
(Pige, 19 år)
Kære du,
Jeg kan virkelig mærke din frustration i dit brev til os. Og shit, hvor kan jeg godt forstå, at det hele føles fuldstændigt overvældende. Men jeg er til gengæld virkelig glad for, at du alligevel bruger noget af din energi på at række ud efter hjælp!
Du kan overkompensere til en grænse
Når jeg læser dit spørgsmål, så lyder det til, at du har kørt på et mega højt gear i mange år.
Men som du også oplever nu, så kan vi mennesker kun overkompensere i en vis mængde tid, og på et tidspunkt, så kan det blive for meget.
Nogle mennesker kan gå i mange år og overkompensere, og det har du gjort i 19 år! Så jeg synes det er så forståeligt og giver virkelig god mening, at du føler dig udmattet og træt.
Hvem er jeg?
Rigtig mange personer, som får en diagnose senere i livet beskriver, at det faktisk kan være forvirrende, og at de sidder tilbage med en følelse af, at de skal lære sig selv at kende igen.
Og måske er det også noget, du kan genkende?
På det du skriver, lyder det i hvert fald til, at der er flere ting som nu giver mening for dig. For eksempel, at du har brugt mange år på at tage rigtig meget ansvar og har maskeret rigtig meget.
Både det at få en diagnose og at få en ny forståelse for sig selv, kan være rigtig energikrævende. For det kan stille dig i en position, hvor du pludselig skal finde ud af, hvem du så nu er, med alt den nye viden.
Når man har brug for en pause-knap
Det kan føles pisse uretfærdigt, når man gennemgår kæmpestore omvæltninger og livet bare forsætter…
Jeg ville ønske jeg kunne trykke på en pause-knap for dig, så du ikke skulle til afsluttende eksamener 5 måneder efter du er påbegyndt medicin for ADHD, for det er en megastor mundfuld!
Og det gør mig så ked af det at læse, at du ikke kan gøre dét, som du elsker.
Jeg sidder nu og tænker, hvad kan du gøre for dig selv lige nu? For jeg vil netop ikke skrive til dig “Bare rolig, det er snart ovre”, men samtidig vil jeg også gerne gøre mit bedste for at hjælpe dig.
Hvad er dine muligheder lige nu?
Så i stedet kommer jeg til at tænke på, om der er noget du kan gøre, eller få hjælp fra andre til at gøre, så den næste tid bliver nemmere for dig at komme igennem?
Kunne det fx være at sætte forventningerne for dine eksamener til et niveau, hvor du kan være mere rolig omkring det?
Nu aner jeg ikke, hvad dine forventninger til det er lige nu. Det kan være, at du har nogle bestemte karakterer eller andet, som du forventer af dig selv.
Men i stedet for at lade forventningerne styre, hvad du skal herfra, kunne du så lade dit energiniveau styre det?
Så i stedet for at sige: “Jeg skal minimum have 7 i alt”, så kunne det måske mere handle om, “Jeg skal komme så godt som muligt igennem eksamen, og det handler mere om processen, end om karakteren”.
Jeg ved godt det er vanvittigt svært. Så du skal vide, at det jeg skriver her er et ydmygt forslag, som jeg håber kan give bare lidt mening for dig.
Tal højt om det
Og så håber jeg, at du vil blive ved med at tale højt om dine tanker og følelser.
Du sætter virkelig godt ord på din situation, og jeg håber sådan, at du har nogle gode mennesker omkring dig, som kan hjælpe og støtte dig den næste tid?
Ikke fordi de skal give dig gode råd, men fordi du virkelig fortjener at have et sted, hvor du kan få luft for alle de tanker og følelser som du går med <3
Jeg kan godt forstå, at alt føles overældende og svært lige nu, men jeg håber at den næste tid kan blive bare en smule lettere for dig.
Har du hørt om ADHD-foreningen?
Og her til sidst vil jeg også bare lige slå et slag for ADHD-foreningen. Det kan være du allerede kender dem i forvejen. Men de er en forening som fokuserer på at skabe en lettere verden og hverdag for mennesker med ADHD og ADD.
De har virkelig mange forskellige ting, alt fra en masse viden og frivillige fællesskaber. Og de har faktisk også en side kun dedikeret til unge med ADHD. Også en side som handler om at have ADHD samtidig med, at man skal tage en uddannelse.
Det kan være der er noget på deres side, som også kan hjælpe dig på vej.
Jeg hepper helt vildt meget på dig, og jeg håber sådan, at du kommer igennem de sidste eksamener, så godt du kan <3
De kærligste hilsner fra Stephanie
