Hej Mindhelper
Jeg har altid gået på den samme kommuneskole. Altså den er både god og dårlig. Mine forældre synes jeg lærer for lidt og det synes jeg faktisk også. Jeg har svært ved og konsentrerer mig for der er meget larm i klassen. Der er især nogen tosproget drenge der råber meget op og forstyrre så jeg ikke kan høre hvad læren siger og så får jeg ikke fat i det og blir usikker. De der drenge snakker også tit dirty til os piger og det blir jeg ked af. Mine forældre har prøvet og snakke med lærene men de siger de ikke rigtig kan gøre noget for de drenge skal jo være et sted og det er jo rigtig nok.
Men nu har mine forældre fundet ud af der er blir en plads på en privatskole. Det er der ellers aldrig men der er en dreng der rejser til USA til jul og jeg kan godt få den plads. Mine forældre siger de gerne vil betale men at det er min egen afgørelse. På en måde vil jeg rigtig gerne for jeg ved at der er ro og det her disiplin. På den anden side har jeg også nogen rigtig gode veninder i min klasse og jeg kender jo ingen på den anden skole. Min mor siger vi kan blive ved og være venner men jeg ved jo godt det glider ud. Jeg er også i tvivl om jeg kan følge med og er dygtig nok. Hvad skal jeg gøre?
(Pige, 13 år)
Kære du,
Det lyder som en rigtig stor overvejelse, du står med. Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvad der er det bedste at gøre. Men jeg håber, at jeg kan hjælpe dig på vej, så du kan få taget en god beslutning for dig selv.
Der er både fordele og ulemper
Du beskriver virkelig fint, hvordan der både er fordele og ulemper ved begge valg.
For på den gamle skole har du nogle vildt gode veninder, men til gengæld er det faglige niveau lidt lavere, og der er forstyrrelser i undervisningen.
På den nye skole er der et højere fagligt niveau, men til gengæld kender du ikke nogen der, endnu.
Først og fremmest, så tænker jeg, om det kunne være givende for dig, at lave en lille liste med alle fordele og ulemper ved begge skoler? På den måde kan du nemlig få et helt klart overblik over det.
Jeg vil foreslå dig at gøre det på et stykke papir, det kan nemlig give et virkelig godt visuelt overblik. Men hvis du ikke har det, så kan du selvfølgelig også skrive ulemperne og fordelene ved skolerne ned på din telefon.
Hvad er vigtigst?
Når du har lavet din liste med fordele og ulemper ved begge skoler, så kan du sammenligne dem med hinanden.
Det kan være der er nogenlunde lige mange ved hver, det kan også være, at der er en stor forskel.
Men i sidste ende, så kan der jo også være ting, som er meget mere vigtige for dig, end andre.
Det kan fx være at venskaber betyder langt mere, end hvor langt du har til skole. Men det er blot et eksempel.
Så det er selvfølgelig også vigtigt at se på, hvilke ting der står på dine lister, og hvor meget de hver især betyder for dig!
Venskaber kan sagtens bestå på trods af afstand – men det kan kræve lidt ekstra
En ting du nævner, som det virker til betyder meget for dig, er at du har rigtig gode venskaber på den skole du er på nu.
Og jeg kan virkelig godt forstå, at du kan være nervøs for at miste de venskaber, hvis du flytter skole.
På den ene side, så har du ret i, at venskaber selvfølgelig kan ændre sig, og kræve noget andet, når man ikke længere ser hinanden hver dag.
Men på den anden side, så betyder et skole skifte ikke altid, at venskaber går itu. Men det kræver selvfølgelig noget andet. Fx har man ikke længere den normale dag til dag kontakt, og der vil det kræve, at I selv er gode til at kontakte hinanden.
Hvad føles mest rigtigt i din mave?
Jeg kan godt forstå, at der er mange overvejelser, du skal gøre dig for at tage den her beslutning. Men i sidste ende, er det en beslutning, som du selv må tage. Og mærke efter i din mave, hvad der føles som det mest rigtige.
For at hjælpe lidt på vej til at træffe svære valg, har vi faktisk skrevet en artikel om netop dét. Det er en guide til, hvordan du træffer et valg. Måske kan den også hjælpe dig lidt på vej.
I den står også, at det kan være en rigtig god idé at tale med andre om det. For når man siger tingene højt, så kan det også ofte give én, en idé om, hvordan det føles, når man siger det.
Så det tænker jeg også kunne være smart for dig at prøve: få talt højt om det, med en god ven, veninde, lærer eller en helt fjerde.
Jeg håber sådan, at mit svar kan hjælpe dig bare lidt på vej, og så håber jeg, at du lander lige der, hvor det er bedst for dig. 🙂
De bedste hilsner fra Stephanie