Hej
Jeg står i en svær situation i øjeblikket jeg har for 2 år siden valgt at tage tysk på B for at tage en ønskede uddannelse i forhold til mit modersprog men den udannelse lukkede ned da jeg sluttede mit tysk.
Derefter søger jeg ind på en uddannelse som jeg er igang med nu jeg har lige dumpet jura eksamen og skal til en stor mundtlig eksamen slutning af juni, dagen før bliver min søster i jylland student og jeg vil rigtig gerne være der for hende da det er mig der skal give hende huen på og der er sket mange ting i vores familie.
Nu står jeg og bliver i tvivl om det er den uddanelse jeg skal tage? hvad er det jeg vil med mit liv? hvad kan jeg lide? hvad skal jeg gøre og mange flere spørgsmål køre rundt.
Jeg synes det er utrolig svært at finde ud af hvad det er jeg vil og hvad der er bedst for mig selv.
(Pige, 20 år)
Kære pige på 20 år
Det lyder, som om du har rigtigt mange tanker omkring din uddannelse. Først lukkede den uddannelse, du ønskede at komme ind på. Og nu er du i tvivl om den uddannelse, du så har valgt, er den rigtige. Det kan jeg godt forstå fylder meget, for det er en svær situation at stå i.
Hvorfor er du i tvivl?
Du skriver, at du er blevet i tvivl om din uddannelse. Men ikke hvorfor? Blev du i tvivl, fordi du dumpede din eksamen? For så vil jeg nemlig sige til dig, at det sker for selv de bedste! Jeg kan godt forstå, hvis det ramte rigtigt hårdt. Og du skal også give dig selv lov til at være ked af det. For det er aldrig sjovt at dumpe til en eksamen. Men det er heldigvis ikke verdens undergang, selvom det kan føles sådan. Derfor linker jeg lige til en artikel med gode råd til at komme op på hesten igen, når man er dumpet en eksamen. Jeg tænker nemlig, at den måske kan være rar for dig at læse.
Lav en liste
Måske er du i tvivl af helt andre grunde. Det kan være, at uddannelsen bare ikke var lige så spændende, som du havde håbet? Så kan du prøve at lave en liste over de ting, du synes, er spændende. Lister kan nemlig give et godt overblik. Og det gør det mere overskueligt, at man ikke skal have det hele i hovedet. Måske kan listen også give dig nogle idéer til, hvad en uddannelse skal indeholde for at være interessant for dig. Og på den måde hjælpe dig til at finde ud af, hvad for en slags uddannelse du skal på jagt efter.
Du kan også prøve at lave en liste over, hvad der taler for og imod den uddannelse, du går på nu. Det kan være, det kan hjælpe dig til at finde ud af, om det er den rigtige uddannelse for dig. Desuden kan du her finde en artikel med lidt hjælp til, når du er i tvivl om uddannelse. Måske er der nogle tips, du kan bruge i den.
Mærk efter og lav en læseplan
Du skriver, at din søster snart får hue på, og at du gerne vil være der for hende. Men at du samtidigt har en stor eksamen dagen efter. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil være der, når din søster får hue på. Det er et stort øjeblik i hendes liv, så det giver god mening, at du gerne vil dele det med hende. Derfor kan jeg også godt forstå, at det er rigtigt svært, at du så har en stor eksamen dagen efter.
Det er jo kun dig, der kan mærke, om du kan nå begge dele uden at blive presset. Derfor er du nødt til at mærke efter. Du kan fx spørge dig selv, om du vil fortryde det senere, hvis du ikke ser din søster få hue på? Hvis du tror, at det er tilfældet, så tænker jeg, at det kan hjælpe dig at lave en læseplan. Altså simpelthen finde ud af, hvor meget du skal nå inden eksamen. Og derefter lave en plan for, hvordan du når det. Eventuelt inden den dag din søster får hue på. Det kan give dig en fornemmelse af, om det er realistisk at nå det hele. Og måske netop det overblik, du har brug for, så du kan nå at se din søster få hue på. Samtidigt med, at du også når din egen eksamen.
Del dine tanker med nogen
Til slut får du mit allervigtigste råd: Nemlig at dele dine tanker omkring at være i tvivl om uddannelse med nogen. Det hjælper at få sat ord på de ting, der fylder. Så måske du kan snakke med dine forældre? Eller måske din søster? Du skriver, at hun får hue på lige om lidt. Så måske har hun nogle af de samme tanker omkring uddannelse som dig? Ellers kan du også snakke med en studievejleder på den uddannelse, du går på. De er uddannede til at hjælpe unge, der ligesom dig, er i tvivl om deres uddannelse. Så dem kan du trygt snakke med. Du kan også prøve at læse denne artikel om, hvordan du kan få hjælp på din uddannelse.
Jeg håber, at mit svar har givet dig nogle idéer til, hvad du kan gøre. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med det hele. Og så krydser jeg fingre for, at du kan nå at se din søster få hue på. Det håber jeg virkeligt for dig!
De bedste hilsner fra en Mindhelper