Hej Mindhelper

Okay så jeg er lige blevet færdig med 2.g og jeg skal starte i 3.g på samme skole næste år. Problemet er bare at jeg ikke har været startet på en skole jeg har gået på før siden dengang jeg startede i 8. klasse og det er så 4 år siden. Jeg har flyttet skole en del og går pt. på min 6. skole og har så på de 6 skoler gået i 9 forskellige klasser. Jeg er vant til at flytte skole og klasse hele tiden og det med at skulle vænne mig til nye mennesker, men det at jeg skal blive skræmmer mig fra vid og sans. De gange hvor jeg er blevet på en skole mere end et enkelt år, er det blevet værre for hvert år jeg er blevet. Kommentarerne er blevet værre og så kom tæskene indtil det en dag alt sammen stoppede og jeg ligeså godt bare kunne have været død for dem. Jeg er virkeligt bange for at blive på samme skole og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg håber der er en der har et råd, for jeg ved ikke hvordan jeg klarer mig igennem næste år!

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17 år

Det lyder som om, du har haft en rimeligt hård skoletid. Så jeg kan godt forstå, du er lidt beekymret over at skulle blive på din skole. Og jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker

Det sætter spor

Når jeg læser dit brev, får jeg det indtryk, at du har haft en ret hård skolegang. Hvor folk ikke altid har behandlet dig særligt godt. Er det rigtigt forstået? Hvis det er, giver det rigtigt god mening, at det er super svært for dig at skulle blive i din klasse. For det lyder som om, du har været vant til, at folk har behandlet dig dårligere og dårligere, når du er blevet på en skole i længere tid ad gangen. Og det er sådan noget, der sætter spor i en. For det er sådan noget ens hjerne virkeligt husker. Og så er det helt naturligt, at de gamle minder dukker op nu, hvor du skal fortsætte på din nuværende skole. For det er din hjerne, der advarer dig om, at her er en situation, der minder helt vildt meget om nogle gamle situationer, hvor du faktisk virkeligt ikke har haft det godt. Fordi den forsøger at passe på dig, så du ikke bliver udsat for det samme igen.

Så det er helt normalt og fuldstændigt forståligt, at du er bekymret for at skulle fortsætte i din nuværende klasse. Men jeg kommer til at tænke på, hvordan du har det i den klasse, du er i nu? Behandler folk dig for eksempel fint lige nu? Og er der mon nogle tegn på, at de kunne finde på at blive ondskabsfulde? For det er mega vigtigt at huske på, at selvom det her er en situation, der minder om nogle gamle situationer, hvor det ikke altid er gået godt, så er det en helt ny situation. Og jeg tænker, at hvis folk på den her skole behandler dig pænt lige nu, så er der ret stor sandsynlighed for, at de også behandler dig ordentligt næste år. Så det er slet ikke sikkert, det går så galt, som det plejer.

Men ens hjerne er lidt klodset på det punkt. Den kan ikke altid helt finde ud af at skelne mellem nye og gamle situationer. Den kan bare se, at der er en situation her, der minder om noget gammelt, der ikke var særligt rart. Og så får den måske overvurderet, hvor stor faren faktisk er. Derfor kan det være en mega god idé at skrive sine bekymringer ned og undersøge dem lidt. Hvis du har lyst, kan du læse mere om, hvordan man gør i den artikel, jeg har linket til, der handler om at undersøge sine bekymringer.

Hvis de behandler dig dårligt

Hvis nu det er sådan, at dine klassekammerater i din nuværende klasse faktisk heller ikke behandler dig godt, så er det mega vigtigt, at du fortæller det til nogen. For det skal der gøres noget ved. Alle har nemlig ret til at blive behandlet ordentligt i deres klasse. Og du skal ikke gå i en klasse, hvor du ikke bliver behandlet ordentligt. Så skal der findes en løsning på det. Hvis der er en lærer på din skole, du er tryg ved, kan du for eksempel snakke med ham eller hende. Så kan læreren hjælpe dig med at finde ud af, hvad der kan gøres for, at du kan få det godt i klassen. På de fleste skoler er der også en studievejleder, man kan snakke med, hvis du hellere vil det.

Snak med dine forældre

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med dine forældre om, at du er bekymret for at skulle fortsætte på din nuværende skole? Hvis du ikke har det, så synes jeg, du skal gøre det. For det fylder helt vildt meget for dig. Og du skal ikke gå alene med det, når det er så svært for dig. Så skal du have snakket med nogen om det, så du kan få noget hjælp og støtte. Og så du har nogen at dele dine bekymringer med, så de ikke går og bygger sig op indeni i dig og kommer til at fylde mere og mere. Hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, kan du også sagtens snakke med en anden, der er tæt på dig, som du er tryg ved. Det er nemlig ikke så vigtigt, hvem du snakker med. Så længe det er en, du føler, du kan snakke med.

Du kan altid tage fat i Headspace

Hvis der slet ikke er nogen i nærheden af dig, du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du er altid velkommen hos Headspace, hvis du har brug for nogen at snakke med. For der er nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt i Headspace. Og så er de frivillige rådgivere vant til at snakke med unge, der har det svært. Så du er i trygge hænder hos dem. Du kan også være helt anonym, hvis du helst vil det.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg virkeligt fingre, at du får et godt år i 3.g, for det fortjener du. Jeg ønsker dig i hvert fald alt det bedste og alt mulig held og lykke fremover.

De bedste hilsner fra en Mindhelper