Hej,
jeg er en pige på 19 år som er kommet ind på mit drømmestudie som lærerstuderende.
Jeg var i en studiegruppe, hvor jeg følte at det er de piger jeg har det sjovest og bedst med.
Der er dog sket det at den ældste fra gruppen som i øvrigt er 28 år, lige pludselig ikke kan lide mig. Jeg har kunne mærke at hun har været irriteret på mig i en længere periode, men jeg tænkte at det nok bare var mig. Hende her pigen er meget højtråbende og dominerende i klassen og i studiegruppen. Der sker så det at vi skal skrive på en opgave i det sidste modul, jeg informerer min gruppe om at jeg skal gå en time før og at hvis der er noget de ikke fik nået eller ville have haft arbejdet færdigt med kunne de bare sende det til mig. De siger så til mig at det er helt i orden. Ugen efter spørger jeg så ind til opgaven, hvor den 28-årige fra min gruppe flipper fuldstændig ud og siger ting som “vi er alle sammen irriteret på dig”, “du ligger alt arbejdet på vores skuldrer” og “vi føler ikke du prioriterer vores gruppe”. Jeg forklare hende hvorfor jeg skulle gå og jeg siger til hende at jeg ikke kan forstå hvorfor hun synes at hun kan være bekendt at snakke sådan til mig. Hun bliver ved med at køre på mig og ingen af de 3 andre piger i gruppen siger noget, hvilket gør at jeg bryder ud i tårer. Jeg går senere ind og ser hvad de har lavet på et fællesdokument hvor det viser sig at de kun har skrevet 10 linjer. Jeg bliver meget chokeret over den reaktion jeg fik fra dem eftersom de ikke har lavet det store. Dagen efter lader de som ingenting og roser mit tøj osv. 2 dage efter igen, er der en af mine klassekammerater der skriver en besked til mig om at min studiegruppe snakker negativt om mig og at de planlægger at smide mig ud af gruppen under nogle primisser. Jeg bliver rigtig ked af det og sender beskeden videre til dem uden at vise hvem personen er, derefter melder jeg mig ud af gruppen. En af pigerne fra gruppen, skriver så en privat besked til mig om vi skal mødes og snakke, hvilket jeg så siger ja til.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre? Jeg er virkelig ambitiøs, hvilket gør at jeg sletter ikke forstår deres måde at håndtere mig på. For mig er det sociale meget vigtigt, og jeg føler at hende den 28-årige fylder rigtig meget i klassen, hvilket gør det ubehagelig for mig at være der.
Hvad tænker du?
Hilsen den udstødte.
(Pige, 19 år)
Kære pige på 19 år
Det lyder som en mega ubehagelig situation, du er havnet i. Så jeg er rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det handler ikke om dig
Når jeg læser dit brev, kan jeg ikke lade være med at tænke, at den måde de opfører sig på i din studiegruppe nok ikke handler om dig. Men at det handler mere om noget i den 28-årige pige, der gør, at hun af en eller anden grund behandler dig virkeligt dårligt. Uanset hvad er den måde, de behandler dig på ikke okay. For det lyder som om, du er en rigtigt fornuftig pige. Og vi kan jo alle sammen have brug for at gå lidt tidligere fra noget gruppearbejde, fordi der ind imellem er nogle andre ting, der er vigtigere. Det skal der være plads til uden, at der bliver lavet en kæmpestor scene ud af det, hvis man ellers normalt plejer at deltage og tage sin del af arbejdet. Og det lyder det jo som om, du gør. Derfor synes jeg også, det lyder som et rigtigt godt valg, at du har meldt dig ud af den studiegruppe. For du fortjener at være i en studiegruppe, hvor folk behandler dig ordentligt.
Snak med hende
Du skriver, at en af pigerne fra din studiegruppe har skrevet og spurgt, om I kan snakke sammen. Og det lyder også som om, du har sagt ja til at snakke med hende. Det synes jeg, er en rigtigt god ting. For jeg tænker, at det er vigtigt, at du får snakket den her situation igennem med din studiegruppe. Men det lyder ikke som om, de andre i studiegruppen rigtigt tør at sige noget, så længe den her 28-årige pige dominerer. Så det kan være, det er nemmere at få en ordentligt snak, når du har den ene af pigerne alene.
Jeg tænker, at det er super vigtigt, at du lytter til, hvad hun har at sige. Og får sagt, at du er rigtigt glad for, at hun gerne ville snakke med dig. Men jeg tænker også, at det er mega vigtigt, at du selv får fortalt, hvad det gjorde ved dig at blive behandlet på den måde. For det kan godt være, det måske er hende den 28-årige, der dominerer. Men derfor kunne de andre jo godt have sagt fra. Eller lige prikket dig på skulderen bagefter og sagt, at de ikke var enige med det, der blev sagt. Hvis du har lyst til at læse noget om, hvordan du kan gribe det an at snakke med pigen fra din gruppe, så kan du læse vores artikel om at håndtere konflikter. Selvom den er skrevet om venskaber, så tænker jeg at rigtigt mange af rådene gælder i alle situationer, hvor der er en konflikt.
Kan du finde en ny studiegruppe?
Som jeg har skrevet, så synes jeg, der lyder som en rigtigt god beslutning, at du meldte dig ud af den studiegruppe. For det lyder ikke som om, der ville være kommet noget godt ud af at blive ved med at blive i den studiegruppe, du var i. Derfor tænker jeg også, at det bedste du kan gøre nu er at prøve at finde en ny studiegruppe. Og så prøve at se, om du ikke kan lade pigerne i din gamle studiegruppe passe sig selv et stykke tid. Jeg ved godt, det er mega svært. Specielt fordi det jo er nogle mennesker, du har været i studiegruppe med et stykke tid nu. Og måske var du faktisk også blevet rigtigt gode veninder med nogle af dem.
Men det lyder jo som om, der også er nogle fornuftige mennesker i din klasse som ikke synes, at det er okay, at der er nogen, der snakker grimt om dig. Derfor tænker jeg også, at det vil være rigtigt oplagt at spørge, om der er nogen af dem, der har lyst til at have dig med i sin studiegruppe. Og hvis ikke de har en studiegruppe, om de så kunne have lyst til at danne en med dig. For jeg tænker, at hvis du finder en ny studiegruppe og nogle andre på dit studie at snakke med. Så stopper de andre fra din gamle studiegruppe forhåbentligt også med at gå og snakke om dig. Fordi du ikke længere er i deres gruppe, og så har de ikke længere noget at snakke om.
Er der nogen på studiet, du kan snakke med?
Jeg kommer også til at tænke på, om der er nogen på studiet med, du kan snakke med om, hvordan din gamle studiegruppe har opført sig overfor dig? Det kunne for eksempel være en studievejleder. Dem kan man nemlig også snakke med, hvis der er et eller andet, der gør, at man ikke trives på studiet. Og jeg tænker, at du ikke er den første, der har haft problemer med den studiegruppe, du er i. Så mon ikke, at din studievejleder også har nogle gode råd til, hvad du kan gøre?
Snak med nogle andre om det
Du skriver ikke, om du har snakket med nogen om hele den her situation. Hvis ikke du har det, så synes jeg, det ville være en rigtigt god idé at gøre det. Du kan for eksempel prøve at snakke med nogle andre veninder. Men du kan også snakke med dine forældre om det, hvis du er mere tryg ved det. Det lyder nemlig som om, at det fylder rigtigt meget for dig. Specielt fordi hende den 28-årige også fylder rigtigt meget i din klasse. Og det er altid rigtigt godt at få snakket med nogen om de ting, der fylder. Både fordi ens tanker tit kommer til at fylde lidt mindre, når man får sagt dem højt. Men også fordi når man snakker med nogen, så får man også mulighed for at høre deres tanker om det, man fortæller. Og det kan jo være, at de også har nogle gode råd til, hvad du kan gøre.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvordan du kan komme til at få det godt på dit studie. Så hende den 28-årige ikke kommer til at fylde så meget.
De bedste hilsner fra en Mindhelper