Hej – Dreng på 18 år

Skriver fordi fordi jeg har brug for noget hjælp. Undskylder på forhånd hvis grammatikken ikke er den bedste, men vil gerne gøre det så ”kort” og hurtigt som muligt.

Er lige gået ud af gym, hvilket har været nogle gode 3 år. Nye venner, oplevelser og udemærket resultat i sidste ende. Nu holder jeg sabbatår, hvilket betyder at jeg skal til at finde et job. Har arbejdet før i omkring lidt over 6 måneder, men var en tid med utroligt meget angst. Troede aldrig på mig selv og var nervøs hver vagt, selvom jeg egentligt gjorde det fint. Problemet er at jeg er ikke magter at få et arbejde nu, da jeg stadig ikke tror på mig selv.

Har utroligt mange drømme og ideer jeg ønsker at fuldføre. Gider bare ikke, og har igen motivation. Livet føles gråt, og føler ikke at jeg har evnerne til at gøre et godt stykke arbejde. Rettere sagt så tror jeg som sagt ikke på mig selv. Sammenligner mig altid med mine venner som er langt foran i livet ift. mig (har altid været den yngste, da jeg startede tidligt i skole og gik direkte fra folkeskole til gym).

Hvad skal jeg gøre? Er bange for at åbne op til mine forældre, men mine tanker ødelægger min livskvalitet og potentiale i livet.

(18 år)


Kære Dreng på 18 år

Når man lige er gået ud af gym, kan man godt have en masse tanker kørende oppe i hovedet – hvad nu? skal jeg få et job? og hvordan ser fremtiden egentlig ud for mig? Det kan være en stor mundfuld. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og fortalt om det.

At få job

Du skriver, at du ikke magter at få et job igen. Du skriver også, at det var ret svært for dig sidste gang, du havde et job, fordi du bøvlede med nogle trælse tanker om, ikke at være god nok. Når man har haft en dårlig oplevelse med noget, så er det helt normalt, at det kan være svært at skulle begive sig ud i den situation igen. 

Jeg tror, at rigtig mange unge kan genkende det med, at have haft det svært i et job. For ofte skal man lave noget, man måske aldrig har prøvet før – f.eks. tale med kunder, servere, eller noget helt tredje. Og så er det helt naturligt, at det kan føles lidt grænseoverskridende og at nervøsitet og tanker, om man gør det godt nok, kan dukke op.

Følelse af mindreværd

Men det lyder også til, at den her følelse med ikke at være helt god nok, også kan dukke op i andre situationer. F. eks skriver du, at du tit sammenligner dig med dine venner og føler, at de er længere fremme i livet end dig.

Når man har det på den måde, kan det være godt at huske på, at vi ofte er vores egne hårdeste kritikere. Derfor er det tit også let at se alt det, som bare kører på skinner for vores venner. Og lægge mærke til alt det, vi ikke kan lide, eller synes går dårligt for os selv.

Hvis følelsen af ikke at være godt nok kommer til at fylde meget, kan det nogle gange handle om, at man ikke har det bedste selvværd. Hvis det er noget, du kan genkende, så er der måske et råd eller to i artiklen 7 gode råd til, hvordan du får det bedre med dig selv, som du kan bruge. Du kan også tjekke artiklen, om personlige styrker ud – sådan nogle har vi nemlig alle sammen, og det kan sommetider hjælpe på følelsen, af ikke at være god nok, at få øje på dem!

Træk vejret – og spring ud i det

Du er kun lige gået ud af gym. Derfor tænker jeg også, at det kan være helt okay lige at trække vejret og slappe af. Og når du har gjort det, så vil mit råd til dig være at springe ud i det med, at få et job. Jeg ved godt at det kan være en stor magter, at skulle i gang med jobansøgninger og starte op. Men det kan godt betale sig, at gøre det alligevel. For tit er det ikke nær så skræmmende, når først man er kommet i gang. Og med et nyt job, er der også en ny mulighed, for at få en god oplevelse – og følelsen af, at “hey, jeg kan faktisk godt det her”.

Snak om det

Du skriver, at du er bange for at åbne op om dine tanker, for dine forældre. Det er helt normalt at synes, at det med at tale om, hvordan man har det, kan være svært. Men det er vigtigt at gøre det alligevel. For når man fortæller andre om det, som er svært, så kan de støtte en. Derfor vil mit bedste råd også være, at tale med dine forældre, en god ven, eller en helt tredje om de her tanker du gå rundt med,

Du kan tage et kig på den her Guide til at tale med forældre. Der er der lidt råd til at åbne snakken. 

Headspace

Jeg vil til sidst også lige tippe dig om Headspace. Headspace er et super godt sted at komme, hvis man tumler med nogle svære tanker. Hos Headspace kan man nemlig komme til at snakke med en af deres frivillige. De frivillige er rigtig søde og dygtige. Og nogle gange kan det være meget rart at tale med nogen, som ikke kender en i forvejen. 

Det kan fylde en del, når troen på en selv halter. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper