Hej

jeg er en 20 årig pige og er aupair i Frankrig lige nu. Jeg har boet hos min værtsfamilie i 7 måneder nu og har en kontrakt på 12 måneder indtil midt/slut juli, men vi har ikke aftalt en bestemt dato. Jeg er glad for familien, men i ferierne passer jeg 2 børn på henholdsvis 3 og 5 år 12 timer om dagen hver dag i en uge. Jeg synes det er nogle lange dage og meget hårdt at passe to små børn i så lang tid. Familien forventer at jeg bliver indtil midt/slut juli og passer børnene i 2 uger mens børnene har sommerferie og forældrene abejder. Jeg har indgået en kontrakt med dem, men jeg har virkelig ikke lyst til at passe dem 12 timer hver dag i 2 uger, jeg vil meget hellere rejse rundt i Frankrig da jeg ikke har haft mulighed for det før på grund af corona. Mit dilemma er hvornår og hvordan jeg fortæller til forældrene at jeg gerne vil stoppe i start juli. Jeg er bange for at hvis jeg fortæller det dem nu at der vil være dårlig stemning i de resterende måneder. Jeg ved heller ikke om jeg overhovedet kan tillade mig at stoppe før tid og om jeg burde have dårlig samvittighed over det. Er meget bange for hvordan de vil reagere og hvordan jeg får sagt det til dem. Håber i kan hjælpe.

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Jeg kan godt se, at der er lidt en uheldig situation, du står i lige nu. Og derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Man må gerne sige et job op

Når jeg læser dit brev, kan jeg godt se at tanken om at skulle være alene med børnene 12 timer om dagen, ikke frister så meget. Derfor vil du egentligt gerne sige jobbet op lidt før tid. Nu er du så i tvivl om, om du burde have dårlig samvittighed over det. Men hey, man må altid sige et job op, hvis det ikke fungerer for en. Det er helt okay og det ved forældrene også godt er en risiko, når de hyrer en au-pair. I sidste ende, så er det et job og derfor ikke dit ansvar, hvordan forældrene vil finde en løsning på et eventuelt problem. 

Men når det så er sagt, så tænker jeg også, at jo før du får åbnet op for den her snak, jo bedre. For forældrene er nok ret afhængige af, at der er nogle til at tage sig af børnene, når de er afsted på arbejde i juli. Så hvis du ikke kan passe børnene, så skal forældrene have tid til at finde nogle andre, som kan gøre det. Ellers står de lige pludselig i en ret skidt situation i forhold til deres arbejde. Så jeg tænker, at det måske ville være det rareste for dig og for familien, hvis du hurtigt får fortalt dem om dine overvejelser? 

Hvad siger din kontrakt? 

Jeg kommer også til at tænke på, hvad din kontrakt siger i forhold til arbejdstimer? Jeg synes det lyder som rigtigt meget, hvis du skal arbejde 12 timer om dagen 14 dage i træk. Så jeg tænker, at du måske slet ikke må arbejde så meget i forhold til jeres kontrakt. Og i så fald er du jo i din gode ret til at sige fra overfor de mange arbejdstimer. For en au-pair er ikke en evig kilde til billig arbejdskraft. Du har ret til at arbejde under rimelige forhold. 

Kan i finde et kompromis?

Jeg kan ikke love dig, hvordan familien kommer til at reagere på, at du gerne vil stoppe før tid. Måske har de det helt fint med det og er vant til at deres au-pairs nogle gange siger op før tid? Det kan også være, at de synes det er lidt træls, når nu i har haft en aftale om, at du skulle være der 12 måneder. Uanset hvad, så må du gøre det, som føles rigtigt for dig – og så håbe på, at forældrene nok skal tage det pænt. Men måske behøver du heller ikke sige jobbet op. Måske kan du starte samtalen et helt andet sted.

Hvis du nu starter med at fortælle dem, at du synes det virker meget uoverskueligt at have ungerne alene 12 timer om dagen i 2 uger, så kan i måske finde en mellemvej i stedet for at du siger jobbet op. For det er hammer-hårdt at stå med sådan to små så mange timer af gangen. Måske kan forældrene finde nogle andre, som kan komme og aflaste dig nogle af dagene, så du ikke har 2 uger i streg med børnepasning? Eller sørge for at der kommer en anden og tager ungerne i weekenderne, så du har dem til at rejse rundt og slappe af. Og hvis I så sammen ikke kan finde en aftale, som du kan overskue, så kan du jo altid sige jobbet op. Men så kan du i hvert fald sige op velvidende, at du gjorde en indsats for at få det til at fungere. Og det kan måske være en meget rar måde at slutte det på for dig.  

Er du taget afsted gennem et bureau?

Jeg kommer til at tænke på, om du er taget afsted gennem et bureau eller lignende? For i så fald kan du prøve at snakke med dem om, hvad der er normal kutyme, når man står i en situation, som din. Jeg kunne i hvert fald forestille mig, at du ikke er den første au-pair, som står i det her dilemma, så måske de vil have nogle gode råd til, hvordan man bedst håndterer det hele på en god måde. Ellers kan du også prøve at række ud til nogle andre au-pairs gennem sociale medier og høre dem ad, hvad de tænker om det hele. Det kan være, at der er flere af dem, som har stået i lignende situationer og derfor kan komme med gode råd. 

Snak med dem derhjemme 

Det er ikke særligt sjovt at stå med et dilemma helt alene. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om der er nogle derhjemme, som du vil kunne snakke med? Det kunne eksempelvis være dine forældre eller nogle andre i din omgangskreds, som du er tryg ved. Så kan du bruge dem som sparringspartnere og hjælp til at finde ud af, hvordan du får tingene sagt på en god måde. 

Jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og at du kommer til at ende med den løsning, som er rigtig for dig. Masser af online-knus herfra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper